Gælder for læger og andet klinisk personale i Akutmodtagelsen og Afdeling for Led- og Knoglekirurgi
Inddeles i mediale frakturer, midtskaftsfrakturer og laterale frakturer. Det primære fokus her er midskaftfrakturerne, der er de hyppigst forekommende, dernæst de laterale frakturer.
Anamnese:
Opstår typisk ved fald direkte på skulderen eller ved fald på strakt arm. Ses noget sjældnere i forbindelse med højenergitraumer herunder også hos multitraumatiserede patienter.
Objektivt:
Der undersøges for deformering af klaviklen og især truet hud eller i sjældne tilfælde hudperforation (åben fraktur). Det er desuden vigtigt at undersøge for perifer cirkulation i armen og neurologi med sensibilitetog motorik i området omkring skulder og arm.
Røntgenundersøgelse:
Der bestilles røntgen af klavikel i to plan (craniel og caudal kip).
Behandling:
Uforskudte frakturer er sjældent forbundet med manglende heling, og det funktionelle resultat er godt. Behandles bedst med løs mitella eller collar n’cuff i 2 - 3 uger. Må belaste let med det samme, tungere belastning efter 6 uger.
Klinisk kontrol og afbandagering ved egen læge.
Forskudte frakturer defineret som frakturer med mere end en knoglebredde displacering eller med forkortning på over 20 mm. Behandles som udgangspunkt på tilsvarende måde med løs mitella eller collar n’cuff i 2 - 3 uger.
Disse patienter skal henvises til ortopædkirurgisk ambulatorium 6 uger efter skadesdato til klinisk og radiologisk kontrol.
Mulige indikationer for akut kirurgi: Truet hud eller åben fraktur, samt ved påvirkning af den perifere cirkulation eller ved påvirket neurologi overvejes operativ behandling med skinneosteosyntese. Disse patienter konfereres med ortopædkirurgisk bagvagt.
Kommentarer til behandlingsstrategi:
Ca. 90% af de forskudte midtskaftefrakturer heler med eller uden forkortning og har et funktionelt resultat efter konservativ behandling, der er ligeværdigt med primær skinneosteosyntese. Kan hele med større knogleprominens, der dog helt eller delvist ofte resorberes. Må belaste let med det samme, moderat-tungt efter 6 uger.
Ca 10% af de forskudte frakturer heler ikke. Disponerende patient-relaterede faktorer for manglende heling er høj alder og rygning. Derudover disponerer større forskydning og formentlig også et eksisterende intermediært fragment til manglende heling. Laterale frakturer har større tendens til manglende knogleheling.
Behandling med sekundær skinneosteosyntese på baggrund af manglende heling er forbundet med et godt funktionelt resultat, der ikke adskiller sig væsentligt fra primær skinneosteosyntese. Det kan være kirurgisk/operationsteknins mere udfordrende.
Information til patienten:
Orienteres om den gode prognose både funktionelt og kosmetisk ved konservativ behandling
Forventet smertefrihed efter 4 uger. Der kan forekomme smerter udover dette ved belastning. Fysisk aktivitet (idræt og tungt fysisk arbejde) kan påbegyndes efter 6 uger.
Informeres om genoptræningsøvelse og folder omkring genoptræning efter brud på skulderen kan udleveres i skadestuen. Kan ved behov henvises til kommunal genoptræning eller privatpraktiserende fysioterapeut efter konkret vurdering ved den ambulante opfølgende kontrol.
Anvendte diagnosekoder og behandlingskoder:
Diagnosekode: DS42.0 fraktur af clavicula
Behandlingskode ved konservativ behandling: TNX 99 behandling med mitella
Behandlingskode ved primær kirurgisk behandling: KNBJ62 intern fiksation med plade og skruer af claciculafraktur
Diagnosekode ved non-union: pseudoartrose: DM841
Behandlingskode ved pseudoartrose og kirurgisk behandling: KNBT51 pseudoartroseoperation med osteosyntese på skulder/overarm
Operationindikation stilles af speciallæge med subspeciale i skulderkirurgi eller traumatologi
Specialeansvarlige overlæge har ansvar for implementering af instruksen
Udarbejdet af Dansk Selskab for Skulder og Albuekirurgi
https://www.ortopaedi.dk/guidelines-2/korte-kliniske-retningslinjer/