Fødselsanmeldelse, ved fødsel uden jordemoder eller med privatpraktiserende jordemoder

Formål

At beskrive hvem der er ansvarlig for anmeldelse af fødslen, når fødslen er foregået uden jordemoder, eller er varetaget af privatpraktiserende jordemoder.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Jordemødre, afdelingsjordemødre, lægesekretærer, afsnitsledelser og afdelingsledelse i Afdeling for Kvindesygdomme, Graviditet og Fødsler.

Tilbage til top

Definitioner

Ifølge: ‘Lov om ændring af lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald’ (LOV nr 249 af 23/03/2010) gælder:

  • Anmeldelse af fødsel skal foretages af en jordemoder, der har medvirket ved fødslen. Såfremt en jordemoder ikke har medvirket, påhviler anmeldelsespligten den eller dem, der har forældremyndigheden (§ 2, stk. 1).
  • Findes der ingen anmeldelsespligtig efter stk. 1, der er i stand til at foretage anmeldelsen, skal denne foretages af tilstedeværende personer over 18 år, der hører til den fødendes husstand, eller hos hvem den pågældende har ophold (§ 2, stk. 2).
  • Har fødslen fundet sted om bord på et skib eller i et luftfartøj, skal anmeldelsen foretages af skibets eller luftfartøjets fører eller dennes stedfortræder, såfremt ingen anmeldelsespligtig (efter § 2, stk. 1 og 2) er til stede eller er i stand til at foretage anmeldelsen (§ 2, stk. 3).

Særlig arbejdsgang ved anmeldelse af dødfødte, se Bekendtgørelse om anmeldelse af fødsler af 30/09/2010, § 4.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Anmeldelse af fødslen, hvis denne er varetaget af privatpraktiserende jordemoder

Det er den jordemoder, der har været til stede under fødslen, som er ansvarlig for anmeldelse af fødslen. 

Jordemoderens anmeldelse kan (jf. Bekendtgørelse om anmeldelse af fødsler af 30/09/2010, § 2) foretages via blanket, der er godkendt af Kirkeministeriet: Fødselsanmeldelse til print (link til personregistrering.dk). Blanketten sendes til det sogn, hvor moren bor. Har moren ingen folkeregisteradresse, sendes blanketten til kirkekontoret i det sogn, hvor barnet er født.

Jordemoderen har også pligt til at anmelde fødslen til sundhedsplejersken og egen læge ('epikrise'), under forudsætning af at kvinden har givet skriftligt samtykke til udveksling af helbredsoplysninger.

Anmeldelse af fødslen, hvis denne er foregået uden tilstedeværelse af jordemoder

Hvis der IKKE har været en jordemoder til stede under fødslen, er det indehavere af forældremyndigheden, der skal foretage anmeldelsen. Anmeldelsespligten overgår således IKKE til evt læge eller paramediciner/falckredder, der har været til stede under fødslen.

For indehavere af forældremyndigheden gælder (jf. Bekendtgørelse om anmeldelse af fødsler af 30/09/2010, § 3):

  • Anmeldelsen foretages på blanketten ”Fødselsanmeldelse” som ovenfor, eller eventuelt direkte til personregisterføreren i moderens bopælssogn ved brev eller ved personligt fremmøde, senest 28 dage efter fødslen.
  • Fødslen kan ikke anmeldes med NemID.
  • Blanketten til Fødselsanmeldelse findes på www.borger.dk

PKU og hørescreening

Jordemoderen har pligt til at informere kvinden/parret om PKU og hørescreening. De fleste privatpraktiserende jordemødre foretager selv PKU-test. Hørescreening foretages generelt i hospitalsregi.

På Herlev Gentofte hospital tilbyder vi både PKU test og hørescreening til nyfødte i vores optageområde, når mor/parret henvender sig efter fødsel i hjemmet med privatpraktiserende jordemoder eller fødsel uden tilstedeværelse af jordemoder.

Barnet oprettes evt. med erstatnings-CPR, og der sikres informeret samtykke inden procedurerne. Husk at indtaste kontaktoplysninger på moder/parret i SP.Tilbage til top

Ansvar og organisering

Afdelingsledelsen er ansvarlig for at instruksen er tilgængelig for de ansatte i afdelingen, og disse er bekendt med denne.

De enkelte medarbejdere er ansvarlige for at følge instruksen.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Lov om ændring af lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald (Anmeldelsespligt ved fødsler og dødsfald) LOV nr 249 af 23/03/2010 (link til Retsinformation)

Bekendtgørelse om anmeldelse af fødsler Bekendtgørelse af 30/09/2010 (link til Retsinformation)

Tilbage til top

Bilag

Anmeldelse af fødsel - jordemoderens pligt (Link til Tidsskrift for Jordemødre, 2017, nr. 4)

Fødselsanmeldelse til print: Fødselsanmeldelse (Borger.dk)

Tilbage til top