Fremgangsmåde
1.trimester risikovurdering med nakkefoldskanning og doubletest er det bedste tilbud til detektion af Down syndrom og er førstevalget af tilbud til de gravide i Danmark med en aktuel detektionsrate på 93 % og en falsk positiv rate på ca 5 %
Da der ved gennemskanningen i 2. trimester uundgåeligt vil ses ultralydsfund, som kan rubriceres som markører for Down syndrom er det vigtigt, at vi forsøger at håndtere denne problemstilling.
2. trimester skanning af gravide, der er 1. trimester risikovurderet:
1. Lav risiko ved 1. trimester:
Ud fra den sparsomme litteratur ser det ud til, at man ikke ukritisk bør anvende 2. trimester bløde markører på gravide som efter 1. trimester risikovurderingen er fundet at have lav risiko for Down syndrom. Dette vil give en uacceptabel høj falsk positivrate og dermed for stor invasiv rate med procedurerelateret fostertab til følge. Undtagelse ser ud til at være fund af nakkeødem ≥ 6 mm og/eller manglende næseben, der ser ud til at være så stærke markører, at det findes rimeligt at tilbyde amniocentese, selvom nakkeødemet eller manglende næseben er eneste fund. Identifikation af næseben er obligatorisk ved 2. trimester skanningen. Fund af 2 eller flere markører ser ud til at medføre en betydelig forøget risiko for Down syndrom (eksakt værdi af LR er ikke defineret) og findes kun hos 1,6 % af raske fostre.
a): Ingen synlige markører → risiko revurderes ikke.
b): 1 markør → risiko revurderes ikke (undtagelse ved nakkeødem ≥ 6 mm og/eller manglende næseben).
c): Ved nakkeødem ≥ 6 mm og/eller manglende næseben → tilbud om amniocentese.
d): 2 eller flere markører → tilbud om amniocentese.
2. Høj risiko ved 1. trimester - hvor den gravide initialt ikke har ønsket invasiv prænatal diagnostik:
Angående de gravide som efter 1. trimester risikovurderingen er fundet at være i højrisiko gruppen, ser det ud som om, man kan anvende LR for fravær af markører til at reducere a priori Down syndrom risikoen. Denne LR angives til 0,41. Evidensen for dette er dog svag.
a): Ingen synlige markører: Den gravide rådgives om, at a priori risikoen formentlig er ca. halveret. Hvis pt. ønsker det, kan der stadig tilbydes amniocentese.
b): Fund af en eller flere markører: Den gravide rådgives om uændret eller øget risiko (af ukendt LR) i forhold til a priori risikoen. Tilbud om invasiv prænatal diagnostik fastholdes.
2. trimester skanning af gravide, der IKKE er 1. trimester risikovurderet:
Lige såvel som tilstedeværelsen af en eller flere markører kan øge a priori risikoen for Downs syndrom kan det faktum, at der ikke er nogen markører tilstede nedsætte a priori risikoen.
###TABEL_1###
-
Misdannelses- og markørskanning i uge 19 inkl. risikoberegning via Astraia, beregningsmodul i ”2. trimester/Genetisk rådgivning”. Tilbud om amniocentese, hvis den samlede risiko er højere end 1:300 eller ved nakkeødem ≥ 6 mm og/eller manglende næseben.
Se i øvrigt 1. trimester vejledningen vedr for sent til 1.trimester risikovurdering
Ved fund af enhver tilsyneladende isoleret misdannelse tilbydes den gravide amniocentese efter en grundig vejledning og information.
Down syndrom og strukturelle kongenitte misdannelser
De fleste kongenitte strukturelle misdannelser er associeret til Down syndrom og andre aneuploidier dog med forskellig likelihood ratios (LR). Ved fund af multiple anomalier er associationen til Down syndrom og især trisomi 13 og 18 betydelig mere markant. Ved ultralydsskanning i 2. trimester findes der strukturelle malformationer hos ca.25 % af Down syndrom fostrene, så derfor er 2. trimester misdannelsesskanningen ikke egnet til eneste screening for Down syndrom. Vi ved at 1. trimester screeningen ændrer prævalensen af Down syndrom ved 2.trimesterskanningen, idet ca. 90 % af Down syndrom fostrene allerede er fundet. Men om denne reduktion i antallet af Down syndrom fostrene medfører en ændring i associationen mellem den enkelte misdannelse og Down syndrom, er ikke afklaret.
Ventrikulomegali DQ039
Definition: Atrium af lateralventrikel er dilateret:
10 – 12 mm: mild
12 - 15 mm: moderat
over 15 mm: svær eller hydrocephalus.
Isoleret ventrikulomegali: ventrikulomegali uden associerede malformationer.
Prævalensen af ventrikulomegali ved 2. trimesterskanningen er mellem 1-2 %. Da risikoen for Down syndrom hos fostre med ventrikulomegali, findes til 3,3 % og for aneuploidier generelt til 4 – 15 %, anbefales at man tilbyder karyotypebestemmelse. Der findes ikke undersøgelser udført på populationer som forinden er 1. trimester risikovurderet, og der er ikke evidens for anden anbefaling.
Hjertemisdannelse DQ209
Prævalensen af medfødte hjertefejl er 5-8/1000 nyfødte.
Hjertemisdannelser er i 4,2 % af tilfældene del af et føtalt syndrom
Selv isolerede hjertemisdannelser er associeret til aneuploidi.
AVSD og TOF er stærkest associeret til trisomi 21.
Da isolerede hjertefejl i gennemsnit giver en LR for Down syndrom på 29,8 og for aneuploidier generelt en LR på 24,9 anbefales, at man tilbyder karyotypebestemmelse ved samtlige hjertefejl. Associationen mellem AVSD og Down syndrom er størst. Der findes ikke undersøgelser udført på populationer, som forinden er 1. trimester risikovurderet, og der er ikke evidens for anden anbefaling.
Omfalocele DQ792
Den postnatale incidens af omfalocele angives til 1:3000 fostre.
Efter indførelse af 1. trimester risikovurdering diagnosticeres de fleste fostre med omfalocele i 1. trimester, hvor incidensen angives til 1:400. Risikoen for kromosomfejl er øget, idet omkring 56% af fostre med omfalocele har abnorm karyotype, især trisomier. Det drejer sig hovedsageligt om trisomi 18 (63%) og 13 (17%) og kun i mindre grad trisomi 21 (4%). Abnorm karyotype er især almindelig ved små defekter, som kun indeholder tarm. Diagnosticering af omfalocele i 2. trimester vil fremover kun forekomme sjældent. Der vil altid være indikation for karyotypering af fosteret uanset udfald af evt. 1. trimester risikovurdering.
Duodenal atresi DQ410
Prævalensen er 1,3 pr 10.000 levende fødte. Prænatalt ses den oftest efter gravitetsuge 24, da fosteret først på dette tidspunkt synker så meget amnionvæske, at den karakteristiske double bubble fremkommer.
Da incidensen for Down syndrom hos fostre/børn med duodenal atresi findes til mellem 30 og 46 % anbefales, at tilbyde karyotypebestemmelse ved fund af double bubble også som formodet isoleret fund. Der findes ikke undersøgelser udført på populationer som forinden er 1. trimester risikovurderet, og vi har derfor ikke evidens for anden anbefaling.
Klumpfod DQ660
Prævalensen er 1-3 pr 1000. Der er en kønsfordeling på 1:2 for hhv. piger og drenge. Klumpfod ved fødslen findes isoleret i ca. 80 % af tilfældene. Prænatalt har 67 % (30-80 %) af fostrene med klumpfod associerede misdannelser, hyppigst ved bilateral klumpfod. Der findes bilateral klumpfod i 30-60 % af tilfældene.
Der er således uenighed om isoleret klumpfod giver øget risiko for aneuploidi, men pga. usikkerhed om der er oversete associerede misdannelser anbefaler vi, at der tilbydes amniocentese efter rådgivning af parret.
Læbe-gane spalte DQ 35-37
Prævalensen af læbe-gane-spalte opgives til ca. 0,1 – 0,2 %.
Læbe-gane-spalte er stærkt associeret til trisomi 13 og 18 men svagere associeret til trisomi 21.
Risikoen for, at et foster der prænatalt diagnosticeres med ensidig lateral ansigtsspalte uden associerede misdannelser også har Down syndrom er lav (under 0,6 %). Uden andre patologiske UL fund er der også lav risiko for andre kromosomfejl. Det findes ikke studier der belyser LR for Down syndrom ved ansigtsspalter i en population der er 1. trimester risikovurderet.
Ved fund af associerede misdannelser eller andre associerede patologiske UL fund, er der stor risiko for kromosomfejl og syndromer og den gravide bør altid tilbydes føtal karyotypebestemmelse.
Ved fund af mediale og bilaterale ansigtsdefekter er der stor risiko for kromosomfejl og den gravide bør altid tilbydes føtal karyotypebestemmelse.
For at minimere risikoen for oversete associerede misdannelser bør gravide med fostre med prænatalt diagnosticerede ansigtsspalter, tilbydes misdannelsesskanning på højt niveau.
Pga. risiko for oversete misdannelser og manglende LR for en 1.trimester risikovurderet population, bør man også tilbyde karyotypebestemmelse til gravide med foster med ensidig tilsyneladende isoleret ansigtsspalte efter rådgivning hvor den gravide informeres om formentlig lav risiko med ukendt likelihood ratio for Down syndrom og andre kromosomfejl men også, at der ikke er 100 % detektionsrate for associerede misdannelser.
Væskeansamlinger hos fosteret i 2. trimester DO 362
Pericardieeksudat
Defineres som en væskeansamling mellem epi- og pericardiet under den ventrikulære systole strækkende sig fra den atrioventrikulære junction til apex af hjertet. Et isoleret pericardieeksudat på op til 2 mm i forbindelse med 2. trimester skanning betragtes som en normal variant og ses hos 44-71% af fostre i en lavrisiko population.
Et pericardieeksudat på > 2 mm er associeret med en større risiko for strukturelle hjertemisdannelser, nedsat hjertefunktion, virusinfektioner og kromosomafvigelser.
Pericardieeksudat er således en mulig markør for Down syndrom og man må på denne baggrund anbefale invasiv diagnostik ved fund af pericardieeksudat på > 2 mm i 2. trimester.
Pleuraeksudat
Pleuraeksudat er sjældent forekommende hos fosteret og kan opdeles i chylos (lymfatisk) eller hydrothorax. De fleste tilfælde er chylos og forekommer oftest i højre pleurahule.
Pleuraeksudat kan være et forbigående fænomen, men selv ved isolerede tilfælde anbefales invasiv diagnostik.
Ascites
Isoleret ascites defineres som en væskeansamling i abdominalhulen uden væskeophobning i andre serosa kaviteter eller subkutant væv. Ætiologien omfatter kromosomafvigelser, infektioner og strukturelle anomalier, oftest involverende urinvejene og gastrointestinalkanalen (1-4). Fostre med isoleret ascites kan have en god prognose, især ved chyloascites og ved forbigående tilfælde.
Der anbefales invasiv diagnostik ved fund af isoleret ascites hos fosteret.
Detektionsrater
Fund af også isolerede misdannelser øger risikoen for at et foster har Down syndrom. Den eksakte LR (for en population der er 1. trimester risikovurderet) for den enkelte isolerede misdannelse og Down syndrom, kendes ikke.
Associationen mellem den enkelte isolerede misdannelse og Down syndrom findes i forskellig styrke.
Fund af associerede/multiple misdannelser øger risikoen for Down syndrom og i særdeleshed for andre aneuploidier såsom trisomi 13 og 18.
Detektionsraten for misdannelser ved 2. trimesterskanningen afhænger af den enkelte misdannelsestype, skanningsudstyr, operatør erfaring, gestationsalder, fosterlejring og maters BMI.
Detektionsraten er for de fleste misdannelser under 100 %.
Det er uafklaret om man kan, hvordan man kan, eller om man kan lade være med at kombinere 1. trimester risikovurderingen med ny risikovurdering ud fra fundne misdannelser i 2. trimester.
Ved amniocentese er der en procedurerelateret abortrisiko på ca. ½ %.
Ved fund af enhver tilsyneladende isoleret misdannelse skal den gravide tilbydes amniocentese efter en grundig vejledning og information om ovenstående.
Down syndrom og ”bløde markører”
I forbindelse med arbejdet med at optimere screeningen for Downs syndrom har man fundet, at flere ultralydsfund, der ikke er misdannelser, er associeret til Downs syndrom. Disse ultralydsfund kalder man bløde markører.
En sonografisk blød markør er defineret som et ultralydsfund som ikke er en misdannelse, som er tilstede hos en mindre del af normale fostre, men som medfører statistisk signifikant øget risiko for føtal aneuploidi
Følgende ultralydsfund er brugt som bløde 2. trimester markører for Down syndrom: nakkeødem, hypoplastisk/manglende næseben, kort femur, kort humerus, pyelektasi, ekkogent fokus i hjertet og ekkotætte tarme. Andre ultralydsfund er også associerede til Down syndrom, men ikke så udbredt anvendt: ansigtsvinkel, prænasalt ødem (prenasal thickness), brachycephali og ”sandal gap”
De fleste studier af bløde markører for Down syndrom er lavet på populationer, som ikke forinden er 1. trimester risikovurderet med NT og doubletest. I dag vælger 93 % af de danske gravide at blive 1. trimester risikovurderet. Der er derfor tvivl om, hvilken betydning 2. trimester risikovurdering med fund af bløde markører har for en population som er 1. trimester risikovurderet hvorved over 90 % af fostre med Down syndrom er således allerede er fundet. Det er derfor formentlig mindre sandsynligt at en "markør" – især hvis den optræder isoleret - indikerer at fosteret har Down syndrom, hvis den gravide ved 1. trimester risikovurderingen er fundet at have lav risiko for Down syndrom. Det er således vigtigt at være opmærksom på a priori risikoen og tolke eventuelle bløde markør ud fra denne.
Brachycephaly
Brachycephaly defineres som et rundt fosterhoved, oftest beskrives afkortet OFD mere end bred BPD. Den oftest anvendte definition er CI - Cephal index (BPD/OFD ratio) – over 0,85.
Sammenhængen mellem brachycephaly og Down syndrom er opstået på baggrund af observation af fødte børn med Down syndrom, hvor man har bemærket, at disse havde et mere rundt hoved end andre nyfødte. Man har set, at OFD var kortere end normalt, men oftest normal BPD, således at nakken var affladet. Men måske opstår dette fænomen først forholdsvis sent i graviditeten, således at sammenhængen ikke er påviselig ved 2. trimester undersøgelser.
FTD (Frontothalamisk diameter) og TDC: Anbefales ikke anvendt som markør
CI: Anbefales ikke anvendt som markør.
BPD: Anbefales ikke anvendt som markør.
BPD/femurlængde: Anbefales ikke anvendt som markør.
OFD: Anbefales ikke anvendt som markør.
Ansigtsvinkel / Facial angle (FA) / Frontomaxillary angle (FMF)
Fladt ansigt er et almindelig fænotypisk træk hos individer med Down syndrom. Radiologiske studier har vist at personer med Down Syndrom, har dorsal displacering af maxillen. Dette har ført til undersøgelser af mulighed for at anvende FA som screening for Down syndrom også i 2. trimester. FA/FMF defineres som vinklen mellem den øverste overflade af ganen og forsiden af os frontalis og er beskrevet målt både ved 2D og 3D teknik.
Fostre med Downs syndrom har større FA end euploide fostre (> 89-90 grader). Det er uafklaret om FA er gestationsalder afhængig og om der er etniske forskelle. FA er ikke en så stærk markør som NB, og der er meget, der tyder på, at næseben (NB) er bedre og nemmere at anvende, og hvis man anvender NB, er der ingen signifikant gevinst ved at supplere med FA.
Der foreligger ikke studier der undersøger dens anvendelighed på en population der er 1. trimester risikovurderet. Den anbefales derfor ikke brugt på denne population. Pga. usikkerhed om evt. gestations alder afhængighed og evt. etniske forskelle er den ej heller umiddelbart anvendelig som Down syndrom screening i 2. trimester på fostre hvor der ikke er foretaget 1. trimester risikovurdering. Konklusionen er, at der nok er en sammenhæng mellem FA og DS risiko, men denne er ikke endeligt afdækket på nuværende tidspunkt og FA er derfor næppe praktisk anvendelig endnu.
Prenasal skin thickness (PT)
Vinklen måles med fostret i mid-saggitalt snit med transduceren parallel med eller under 30 graders vinkel i forhold til et længdesnit af næseknoglen. PT defineres herefter som den korteste måling mellem den yderste nederste kant af frontal knoglen (eller den yderste øverste del af næseknoglen, hvis den er tilstede) og ydersiden af huden og skal være mindre end 6 mm. (se billede)
Vurdering af fostrets profil rummer utvivlsomt muligheder. Sammen med måling af PT kan man som anført ovenfor ofte vurdere næsebenet og desuden FA/FMF, og disse 3 parametre vurderes fra Nicolaides’ gruppe at have en fremtid som de ”nye” 2. trimester markører.
Næsebens aplasi
Næseben som markør har en meget stor begrænsning i screeningssammenhæng, men kan være en god markør i de tilfælde, hvor man er sikker på at man kan vurdere det. Næsebenet kan ikke undersøges hos alle fostre pga beliggenhed og krav til insonationsvinklen, som skal være 90° i forhold til næsens longitudinelle akse. Ændres vinklen kan næsebenet vurderes falskt fraværende og det vil øge falsk positiv raten. I nogle studier har det kun været mulige at vurdere næseben i 65-75 % af tilfældene. Ossification af næsebenet sker senere hos fostre med Down syndrom, men er også raceafhængig og sker senere hos normale asiater og negroide fostre. Forekomst af manglende næseben hos normale fostre i uge 15-22 kan således variere mellem 0,5 og 8,8 % afhængig af race. Manglende næseben hos fostre, der har gennemgået 1. trimester risikovurdering (med nakkefold og doubletest) har en DR på 30-40 %.
Nakkeødem (nuchal fold)
Det er vist at i 2. trimester har 40 – 50 % af fostre med Downs syndrom nakkeødem (≥ 6 mm) med en falsk positiv rate på 0,1 % og nakkeødem er således en af de stærkeste markører for Down syndrom.
Der er vigtigt at skelne mellem nakkefold (nuchal translucency), som måles i 1. trimester og nakkeødem som måles i 2. trimester. Nakkeødemet måles anderledes end 1. trimester nakkefold. Der måles i et transverselt snit, hvor cerebellum er synlig. Der måles fra ydersiden af os occipitalis til ydersiden af huden. Der skelnes mellem normale værdier under 6 mm, og forhøjede værdier over eller lig med 6 mm ved gestationsalder uge 14-21.
Nakkefold og nakkeødem i 1. og 2. trimester er to af hinanden uafhængige markører og kan derfor anvendes i et genetisk sonogram.
Navlesnorscyste DQ270A
Incidensen af navlesnorscyster i 1. trimester er varierende mellem 0,4-3,4 %. Forekomsten af navlesnorscyster i 2. og 3. trimester er ukendt. Hovedparten af 1. trimester cysterne er forbigående fund uden betydning for outcome og ved isolerede tilfælde anbefales kromosomundersøgelse i 1. trimester ikke Dette kan dog diskuteres, idet placenta guidelinen anbefaler invasiv prøve. Prognosen for persisterende cyster synes at være sammenlignelig med 2. trimester cysterne. Fostre med navlesnorscyster har en øget risiko for medfødte misdannelser. Hyppigheden af misdannelser ved navlesnorscyster i 2. og 3. trimester varierer fra 38-100 %. Den stærkeste association findes mellem navlesnorscyster og bugvægsdefekter, herunder omphalocele og persisterende urachus.
Hyppigheden af kromosomfejl, herunder trisomi 21 er øget ved navlesnorscyster i 2. og 3. trimester, hvor der ofte samtidig vil være associerede misdannelser. Ved isoleret navlesnorscyste er prognosen bedre end tidligere rapporteret, men kromosomundersøgelse anbefales fortsat uanset antal, placering og størrelse af cysterne.
Pyelektasi DQ620C, DQ620D
Pyelektasi defineres i forhold til risiko for Downs syndrom som et nyrepelvis med anteroposterior diameter ≥ 4 mm i et transverselt snit. Skønsmæssigt har ca. 17 % af fostre med Downs syndrom pyelektasi. Isoleret pyelektasi ses imidlertid kun sjældent hos DS fostre. Man betragter ikke længere pyelektasi som en brugbar markør for DS, når den optræder isoleret.
Ekkogent fokus / Echogenic intracardiac focus (EIF) DQ294
Ekkogent fokus i hjertet (EIF) defineres som et ekkogent område i hjertet, som har ekkogenecitet svarende til knogle. Det skal kunne påvises i mindst 2 ud af 4 forskellige snit ved hjerteundersøgelse. Det findes forholdsvis hyppigt - beskrevet op til 6 % incidens - ved rutine gennemskanning og kan optræde enkeltvis eller som multiple. Det ses hyppigere hos asiater. EIF repræsenterer en mikroforkalkning/fibrose sv. til papillærmusklen og udgør i sig selv ingen risiko for kardiel dysfunktion.
En isoleret påvist EIF ikke vil give øget risiko for Down syndrom, og slet ikke, hvis den gravide tidligere har fået udført en risikovurdering, idet den langt overvejende del af de kromosomsyge fostre vil være fundet vhja. en af disse metoder – og fund af en markør hos disse stort set altid vil være et falsk-positiv fund og skal opfattes som en normal variant.
Ekkogene tarme ZRUA01
Ved ekkogene tarme skal ekkogeneciteten mindst være på niveau med knogleekko, fx bækkenknoglerne. Skønsmæssigt vil ca. 35 % af fostre med ET have en underliggende patologi. Fundet kan have forskellig ætiologi, og ikke kun Downs syndrom bør overvejes som forklaring på fundet. Blødning i første trimester er en hyppig årsag (opstår da fostret sluger intraamniotisk forekommende blod), endvidere ses ekkogene tarme ved føtale infektioner, især CMV. Ekkogene tarme kan ses ved cystisk fibrose hos fostret pga. den anderledes sammensætning af mekonium ved denne sygdom, og der vil ofte være ledsagende tarmdilatation. A priori risikoen for CF hos fostre med ET til at være mellem 1 og 10 %, dette afspejler etnisk variation/forekomst af CF og formentlig også den diagnostiske usikkerhed afhængig af apparatur mv. Anden ætiologi kan være IUGR og tarm malformationer fx atresi, men hos størstedelen er der blot tale om et uforklarligt, forbigående fænomen.
Det kan derfor – udover DS risiko som indikation - være indiceret med amniocentese mhp afklaring af disse problemstillinger, især cystisk fibrose, ligesom det er relevant at supplere med TORCH titre, alternativt PCR undersøgelse på amnionvæsken for at undersøge for evt. infektion, overvejende CMV.
Sandal gap DQ668
Sandal gap, dvs. øget afstand mellem 1. og 2. tå, har traditionelt været regnet for en markør for Down syndrom – sammen med andre ”minor” markører som fx clinodactyli, kort ørelængde m.fl. Ingen af disse viser sig nu at være praktisk anvendelige, idet de oftest kun er beskrevet sammen med andre, mere tungtvejende markører, og de har resulteret i høje falsk-positive rater. Sandal gap kan derfor ikke opfattes som en betydende markør, og medmindre den optræder sammen med andre markører eller misdannelser, skal der ikke tages notits af et sådant fund.
Små biometrier
Små fostre har en øget risiko for patologi, bl.a. misdannelser og kromosomanomali.
Hvis Z-score HO < -2,5 for GA fastsat ved CRL i 1. trimester
er der en øget risiko for alle medfødte malformationer, kromosomanomali, Down Syndrom. På denne baggrund anbefales det, at man overvejer karyotypering ved påvisning af retarderet vækst. Hvis der udover dette tillige kan påvises bløde markører og/eller misdannelse(r), vil der være yderligere indikation for amniocentese. (Se http://www.dfms.dk/images/Guidelines/Lille_hovedomfang_-_herunder_mikrocefali.pdf )
Kort femur/humerus DQ724
Kort humerus og femur er begge beskrevet at øge risikoen for kromosomsygdom hos fostret. Kort femur og humerus defineres som Z-score <-2,0. Man må forsøge at udelukke, at den korte knogle skyldes en egentlig knogle/skeletdysplasi, ligesom tidligt indsættende IUGR også kan vise sig ved korte knogler, så man bør ved skanningen se efter andre parametre, som evt. kunne tyde på en af disse tilstande. Traditionelt har man udelukkende anvendt femurlængden under rutine gennemskanning i 2. trimester (sensitivitet 40-50 % og falsk positiv rate 7%), men humeruslængden har vist sig at være en mere pålidelig markør for Down syndrom (sensitivitet 50-54 % og falsk positiv rate 5-6 Der er ingen indikation for amniocentese, hvis kort femur påvises isoleret hos kvinder med lav risiko efter tidligere nakkefoldsskanning. Hos kvinder, der ikke er 1. trimester risikovurderet, indgår målingen i ASTRAIA risikoberegningsmodul og kan anvendes her.
Andre markører:
SUA (Single umbilical artery) DQ280B
SUA er ikke associeret med trisomi 21. SUA findes med samme hyppighed hos Down syndrom fostre, som i baggrundsbefolkningen.
Risikoen for aneuploidi er ikke øget, hvis der ikke findes andre misdannelser (isoleret SUA). Ved 2. trimester skanning er SUA isoleret i mere end 95 % af tilfældene, når der tidligere er foretaget 1. trimester risikovurdering sammenlignet med omkring 75 % af de tilfælde, hvor der ikke tidligere er foretaget risikovurdering
Der er derfor ikke indikation for karyotype ved isoleret SUA, men ved fund af SUA og misdannelser og/eller 2.trimester markører anbefales karyotypering af fosteret
Plexus choroideus cyster
Plexus choroideus cyster (PCC) er ikke en Downs syndrom markør, idet plexus choroideus cyster ikke er associerede til Down syndrom. PCC optræder ved den sene gennemskanning hos 1-3 % af raske fostre. Prævalensen er ikke signifikant højere hos Down syndrom fostre.
PCC ser ud til at være associeret til trisomi 18, men i fravær af andre sonografiske eller biokemiske tegn på trisomi 18, er fosteret med stor sandsynlighed raskt.
Isolerede PCC er ikke indikation for amniocentese. Fund af kombination af en blød markør for DS, og PCC er heller ikke indikation for amniocenese.