Et dræn er et midlertidig anlagt fremmedlegeme, som holder en indgangsport åben for mikroorganismer, specielt fra patientens egen hudflora. Risiko for infektion er afhængig af tekniske, personale- og patientrelaterede faktorer. Risiko for infektion reduceres ved kort liggetid, korrekt håndtering samt brug af lukkede drænage systemer.
Anlæggelse og håndtering:
Ved anlæggelse og ved al håndtering af dræn skal der anvendes aseptisk teknik (steril teknik) (link til NIR)
Håndhygiejne skal udføres før og efter al kontakt med dræn (link til NIR).
Anlæggelse af dræn til infektiøs ansamling (abscesdræn) sker efter lægelig ordination. Indikation for drænanlæggelse og drænskyl skal fremgå af Sundhedsplatformen.
Dræntyper:
1. Grisehalekateter, et kateter der er fikseret ved at det ”slår en krølle” inde i abscessen. Drænet anlægges til passivt udløb eller med henblik på skyl.
2. Skaterkateter, et kateter der er fikseret vha. et snoretræk i kateteret.
Drænskyl:
Det anbefales at udføre drænskyl x 3 dagligt (altså hver 8. time). Skylning af dræn foregår ved at skylle med 10 ml ad gangen (ved større absceskaviteter op til 20 ml. pr skylning. Skylning gentages til returvandet er klart.
I nogle tilfælde kan drænskyl x 4-6 dagligt være initieret.
Ordination af drænskyl, hyppighed samt mængde af NaCl skal fremgå af ultralydsbeskrivelse og/eller lægeligt notat i SP.
Drænskylning skal foregå i henhold til nedenstående retningslinjer for at forebygge sekundær infektion.
Procedure for drænskyl:
Inden skyl på dræn skal plejepersonalet:
- Sikre, at der er en Best./Ord. på skylning af dræn i SP, herunder tjekke ml. ordineret skyllevæske, samt antallet af skylninger pr døgn.
- Tjekke om skylning er for at holde drænet åbent, eller om der skal skylles til klart skyllevand
- Tjekke eventuelle tidligere drænskyl, herunder mængde aspireret inden skyl, samt antal ml. skyllevæske, der har været anvendt.
- Orientere sig om, hvorvidt der har været særlige måder at skylle på, smerter i forbindelse med drænskyl etc.
- Giv eventuelt patienten smertestillende inden drænskyl.
Klargøring af materialer til drænskyl:
- To sterile afdækninger. Et til rullebord og et til afdækning på patienten.
- Tom steril sprøjte – 10 eller 20 ml.
- Minimum 4 "store" spritservietter med hospitalssprit (70-85 %) / klorhexidinsprit 0,5 % uden glycerol.
- For-fyldte sprøjter med sterilt saltvand(NaCI), svarende til den mængde af NaCl, der fremgår af Best/Ord og/eller har været anvendt ved tidligere drænskyl.
- Sterile handsker og øvrige personlige værnemidler.
- Skraldepose
- Ny steril prop til drænet.
- Eventuelt ny forbinding, hvis denne skal skiftes.
Skylning af drænet:
- Gennemgå ovenfor beskrevne checks inden skyl på dræn.
- Informer patienten om, hvad der skal foregå.
- Udfør håndhygiejne
- Klargør materialer, der skal anvendes på et rullebord med sterilt stykke – det vil sige udpakning og evt. opfyldning af sprøjter af sprøjter, klargør spritswabs, etc.
- Indstil sengen i korrekt arbejdshøjde – alternativt kan drænskyl udføres siddende på en stol.
- Udfør håndhygiejne.
- Tag sterile handsker på.
- Drej tre-vejshanen på drænslangen så den lukker for udløb af drænvæske. Ligner et T, der står på hovedet.
- Tag proppen af udgangsporten på tre-vejshanen og sprit denne af ved, at holde udgangsporten omgivet af en "stor" spritserviet hospitalssprit (70-85%) / klorhexidinsprit 0,5% uden glycerol, i minimum 5 sekunder (link til NIR).
- Lad udgangsporten tørre helt.
- Aspirer på dræn:
- Tag den tomme sterile sprøjte og skru eller fastgør den på udgangsporten.
- Træk stemplet stille tilbage.
- Drej tre-vejshanen og tøm indholdet af sprøjten ud i drænposen eller kasser sprøjten med indhold.
- Aspirer igen hvis nødvendigt. Anvend samme fremgangsmåde.
- Noter mængde, farve og konsistens til senere dokumentation i vurderingsskema.
- Når aspirationen er færdig, kan drænskyl med det ordinerede antal ml. påbegyndes.
- Drænskyl:
- Fastgør den for-fyldte sprøjte på tre- vejs hanens udgangsport, tjek at tre-vejshanen er placeret således, at NaCl sprøjtes ind i abscessen når sprøjtens stempel trykkes i bund.
- Der må gerne skylles med et godt tryk for, at få indhold i absceskaviteten hvirvlet rundt.
- Aspirer det indsprøjtede NaCl stille og roligt.
- Drej tre-vejshanen og tøm det aspirerede skyllevand ud i drænposen eller retur i sprøjten, som kasseres.
- Noter mængde, farve, konsistens samt antal ml. anvendt i alt til senere dokumentation – se punkt 18.
- Gentag ovenstående (punkt 13) til der ses rent, eller så rent som muligt skyllevand, med mindre, at andet er ordineret.
- Vær opmærksom på, at målet med drænskyl er, at kaviteten tømmes og dermed langsomt bliver mindre og mindre. Derfor skulle antal ml. anvendt gerne blive mindre og mindre over tid.
- Når skylningen er færdig, sprittes drænets udgangsport igen, omgivet af en "stor" spritserviet hospitalssprit (70-85 %) / klorhexidinsprit 0,5 % uden glycerol, i minimum 5 sekunder (link til NIR). Lad udgangsporten tørre og påsæt en ny steril prop.
- Drej tre-vejshanen skal være drejet således at der er frit udløb fra abscessen til drænposen.
- Ryd op, aftag handsker og udfør håndhygiejne.
- Noter mængde, farve og konsistens i LDA / vurderingsskema i SP. Noter total mængde af NaCl anvendt til skyl, samt den mængde der er aspireret i enten LDA’ens kommentarfelt eller et som et vurderingsskemanotat koblet til LDA’en / vurderingsskemaet.
Problemer ved drænskyl:
Patienten klager over smerter ved skylning:
- Informer læge – en kontrol-ultralyd af drænets placering kan være nødvendig.
- Tjek om drænet er gledet ud – kig efter om hullerne på drænspidsen er synlige.
- Nedsæt hastigheden af aspiration og skylning på drænet.
- Nedsæt evt. mængde af skyllevæske, men skyl med samme hastighed
Der kan ikke skylles på drænet, eller manglende output i pose inden skyl:
- Tjek at drænet ikke slår et knæk, der kan hindre skylning eller drænets udløb.
- Tjek om drænet er gledet ud.
- Tjek om tre-vejshanen står korrekt.
Observation og pleje af abcesdræn:
I hver vagt skal plejepersonalet sikre, at:
- Der er flow i drænet:
- Tre-vejshanen er drejet så der er frit udløb fra abces til drænposen
- Der ikke er knæk på slangen
- Væsken i dræneposen observeres for farve, konsistens og mængde
- Drænmængde og udseende dokumenteres i SP.
- Drænposen tømmes ved behov. Det anbefales at tømme posen, inden den er ¾ fuld og minimum hver morgen kl. 06.00.
- Ml./volumen føres på væskeskema i SP = vurderingsskema indgift/udgift.
- Indstiksstedet observeres for siven og infektionstegn. Dokumenteres i SP under LDA’en ”Åbent dræn”
Pleje af dræn:
- Indstiksstedet skal dækkes med steril, tætsluttende forbinding. og slangen fikseres med forbindingen (Drain-fix).
- Forbindingen skiftes, hvis den bliver forurenet, fugtig eller løs.
- Ved forbindingsskift anvendes aseptisk teknik (steril teknik) (Link til NIR). Huden desinficeres med et egnet desinfektionsmiddel (fx klorhexidinsprit 0,5 %). Hvis der, i forbindelse med forbindingsskift er blod eller sekret ved indstiksstedet, afvaskes huden med sterilt saltvand og desinficeres efterfølgende.
- Ved brusebad skal indstiksstedet beskyttes med en væsketæt afdækning.
Seponering af dræn:
Seponeres abscesdrænet ved en fejl, kontaktes læge med henblik på eventuel genanlæggelse.
For at minimere risikoen for infektion forårsaget af drænet bør det fjernes, så snart brugen
ikke længere er indiceret.
- Ved drænfjernelse skal der anvendes medicinske engangshandsker.
- Hvis der efter drænfjernelse er blod eller sekret ved indstiksstedet, afvaskes huden med sterilt saltvand.
- Indstiksstedet skal dækkes med en steril, tætsluttende forbinding, indtil drænkanalen er lukket.
1. Grisehalekateter, seponeres ved et enkelt træk.
2. Skaterkateter, seponeres ved at løsne fikseringssnoren og derefter med et enkelt træk.
Tilbage til top