Behandling med PEP-fløjte/maske eller EzPAP-systemet

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

At facilitere en patientsikker, ensartet og kvalificeret arbejdsgang til PEP- behandling med fløjte eller maske eller EzPAP blandt det sundhedsfaglige personale på Herlev og Gentofte Hospital, Herlev matriklen.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Sygeplejersker, social -og sundhedsassistenter, samt læger på hospitalets sengeafsnit

MAT-sygeplejersker i forbindelse med MAT-tilsyn

Intensivlæger i forbindelse med MAT- og/ intensivtilsyn

Tilbage til top

Definitioner

PEP-behandling: Positive Expiratory Pressure-behandling: En metode til administration af positive Expiratory Pressure.

PPB: Positive Pressure Breathing (overtryksbehandling).

PEP-fløjte: (Positive Expiratory Pressure) består af et mundstykke, en ensretterventil samt en modstand sat på eksspirationssiden.

PEP-maske: (Positive Expiratory Pressure) består af en maske, en ensretterventil samt en modstand sat på eksspirationssiden

EzPAP: Et tætsluttet system som applicerer overtryk i lungerne og som kan bruges til at behandle patienter med et større iltbehov, dvs. >= 5 l O2/minut.

Respiratorisk distress: Kendetegnes ved takypnø, brug af accessorisk respirationsmuskulatur, paradoks ventilation eller symptomer på sympaticushyperaktivitet; Takykardi, hypertension, sved eller angst.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Baggrund

Intermitterende anvendelse af overtryksbehandling, Positive Pressure Breathing (PPB) er siden ca. 1980 blevet et integreret element i lungefysioterapeutiske behandling af atelektase og sekretstagnation.

PPB som terapeutisk intermitterende behandling med fokus på ovenstående problemstillinger kan initieres ved 1) PEP-behandling-fløjte/maske eller ved 2) EzPAP-behandling.

Behandlingen initieres i henhold til behandlingsalgoritmen som beskrevet senere i vejledningen.

Fremgangsmåde

Terapeutisk, intermitterende overtryksbehandling som PEP-eller EzPAP-behandling er kun rationelt ved hypoksæmi som følge af atelektasedannelser eller klinisk manifeste sekretproblemer (produktiv hoste og/eller grove rallelyde ved lungestetoskopi).

PEP- eller EzPAP- behandling kan ikke forventes at have effekt på ventilationsvanskeligheder, dvs.; tilstande med hyperkapni med ledsaget nedsat arteriel pH eller ved tegn på udtrættet/insufficient funktion af respirationsmuskulaturen med respiratorisk distress.

I disse tilfælde vil ovenstående behandlingsmuligheder kun belaste patienten yderligere.

Indikationer

Hypoksæmi: (dvs. lav saturation, lav arteriel PO2og/eller behov for ilttilskud), som følge af:

  • Atelektasedannelse
  • Kliniske manifeste sekretproblemer (produktiv hoste og/eller grove rallelyde ved lungestetoskopi) 

Kontraindikationer

  • PEP- og EzPAP-behandling er kontraindiceret ved bevidsthedsvækkede patienter, som ikke kan beskytte egne luftveje
  • PEP- og EzPAP-behandling er kontraindiceret ved udræneret pneumothorax
  • EzPAP-behandling er kontraindiceret ved mistanke om forhøjet intrakranielt tryk (bevidsthedssvækkelse evt. ledsaget af hypertension/bradykardi)

(Relative kontraindikationer)

  • Hyperkapni med ledsaget nedsat arteriel pH
  • Udtrættet/insufficient funktion af respirationsmuskulaturen ledsaget af respiratorisk distress

Behandlingsalgoritme

###TABEL_1###

 

PEP-behandling

Praktisk udførelse af PEP-behandling. Der vælges høj (blå studs) eller lav (grøn studs) respiratorisk modstand baseret på sygeplejerskens skøn over patientens muskulære/respiratoriske reserver. 

Blå studs kan vælges som standard. Skønnes patientens muskulære/respiratoriske rerserver nedsatte kan den grønne studs vælges.

Systemet skal slutte tæt: Patienten skal kun eksspirere gennem PEP-modstanden enten via maske eller mundstykke.

  • Bed patienten trække vejret roligt og dybt gennem fløjtens mundstykke eller maske.
    • Pædagogisk kan det være nemmere for patienten at administrere, hvis både ind- og udånding går gennem fløjtens mundstykke. Udåndingen skal være let aktiv, ikke forceret.
  • Efter 10-15 rolige respirationer i systemet fjernes PEP-maske/fløjte og patienten guides herefter til en forceret udånding x 2-3 med henblik på at føre det løsnede sekret mod trachea.
    • Patienten skal herefter opfordres til at hoste. Når patienten gennem hoste har mobiliseret et løsnede sekret frit, gentages ovenstående procedure ca. 3 gange. (svarende til ca. 5 min).

Anvisning til samling af PEP med fløjte/maske ses i bilag 1 .

EzPAP-behandling

Praktisk udførelse af EzPAP. EzPAP gives via et tætsluttet system, hvor iltindholdet kan varieres. Med systemet kan der opnås et positivt luftvejstryk. Systemets dele kommer i en samlet pakke, som samles før anvendelse:

1. Saml systemet og kontroller funktionen inden den bruges på patienten:

A: Fjern den hvide hætte og tilslut manometret på systemets port mhp. trykmonitorering.

###TABEL_2###

 

​B: Tilslut den medfølgende slange til stuens iltudtag og tilslut den anden ende af slangen til systemets gasindgangsport.

  • Systemet leveres med et mundstykke.
  • Ved behov kan mundstykket udskiftes med en ventilationsmaske 
  • Hvis der anvendes maske, skal denne anbringes, så den sidder tæt men behageligt over næse og mund.

2. Tilslut systemet til patienten og monitorer vejrtrækningen for at sikre korrekt anvendelse.

  • Indstil flowhastigheden, som startes med 5 L/min.
  • Instruer patienten i at trække vejret igennem systemets mundstykke eller maske.
  • Bed patienten om at trække vejret roligt og dybt.
  • Systemet skal slutte tæt, og patienten skal kunne eksspirere gennem mundstykke/maske.
  • Luftvejstrykket overvåges på manometer (vha. den røde streg og den røde gummiring), og flowhastigheden reguleres indtil det ønskede udåndingstryk på manometeret er opnået.
  • Der gives mellem 5-15 L/minut. Overskrid ikke en samlet gastilførelse på i alt 15L pr. minut
  • Som standard er det ønskede udåndingstryk 10 cm H2O og bør ikke overstige 20 cm H2O med mindre andet er ordineret
  • EzPAP er beregnet til at blive brugt på intermitterende basis og er ikke anvendeligt til kontinuerligt brug.

Eksempel: 

  1.  Patienten tager 10-15 vejrtrækninger gennem systemet.
  2. patienten opfordres til forceret udånding og hoste mhp. sekretmobilisering.
  3. Ovenstående gentages tre gange. (Svarende til ca. 5 minutter) eller til patienten er fri for sekret.

Anvisning til samling af EzPAP ses i bilag 2.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Initiering af PEP-behandling fløjte/maske eller EzPAP-behandling sker efter en lægefaglig ordination 

Flowindstillinger og udåndingstrykket ved EzPAP -behandlingen ordineres i patientens journal af lægen.

Det sundhedsfaglige personale administrerer brugen af systemet.

Det forventes, at hospitalets kliniske afdelinger selv indkøber det relevante udstyr til PEP- og EzPAP behandling. Bestilingsnummer på EzPAP system med manometer og mundstykke i SAP er 23-0757

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

OBS! Angående standard udåndingstryk og maksimalt udåndingstryk ved EzPAP-behandling: Det har ikke været muligt at finde evidens, der understøtter viden om hvad disse tryk bør/skal være. Derfor er anbefalingerne lavet på baggrund af anbefalede tryk ved CPAP-behandling.

Tilbage til top

Bilag