Denne vejledning er stort set identisk med Sundhedsstyrelsens vejledning ”Vejledning om diagnostik af torsio testis”, men rettet til, så den også gælder børn, se under Referencer.
Beskrivelse af tilstanden torsio testis, diagnostik og behandling.
Torsio testis er en akut skrotallidelse forårsaget af drejning af testiklen omkring sædstrengen og/eller mesorchium, der ved manglende rettidig behandling kan medføre henfald (nekrotisering) af testiklen.
Ved akut opståede skrotale smerter skal torsio testis altid mistænkes og diagnosticeres akut.
Diagnosen skal opretholdes indtil denne af- eller bekræftes med sikkerhed - ved en akut ultralydsundersøgelseeller ved et kirurgisk eksplorativt indgreb.
Patienten bør være opereret inden for 6 timer efter symptomdebut.
Den typiske torsio testis patient er mellem 12 og 20 år, men den kan forekomme i alle aldre dvs. også hos yngre børn. Symptomerne optræder akut og består af ofte ganske kraftige smerter svarende til testiklen.
Testiklen er trukket op mod symphysens underside, hvor den sidder mere eller mindre fikseret.
Initialt er scrotum normal, men der tilkommer ofte svært ødem og rødme. Temperaturen er karakteristisk 38,0 – 38,5 grader.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at symptomerne ved torsio testis ikke er typiske i ca. halvdelen af tilfældene. De typiske symptomer kan mangle, især tidligt i forløbet hvor patienten ikke nødvendigvis har feber, testiklen ikke findes optrukket, og de forudgående symptomer kan være svage.
Torsio testis kan forekomme i alle aldre. Hos yngre børn kan smerterne også projiceres til andre områder og for eksempel ligne akut blindtarmsbetændelse.
En del af patienterne vil have oplevet subtorsiotilfælde/spontan detorkvering, der er gået fuldstændig i ro, inden patienten ses af lægen, men ved et sådan forbigående tilfælde med skrotalsmerter, skal patienten oplyses om muligheden for, at det kan have drejet sig om subtorsio/spontan detorkvering og opfordres til at henvende sig akut, hvis der forekommer fornyet tilfælde af skrotalsmerter.
Bilateral torsio testis er yderst sjældent forekommende, men på grund af de alvorlige konsekvenser heraf, skal diagnosen altid overvejes ved bilateral hævelse/smerter svarende til scrotum.
Ved akut opståede skrotale smerter skal torsio testis altid mistænkes og diagnosticeres akut.
Det kan være umuligt med sikkerhed at stille differentialdiagnosen torsio testis over for akut epididymitis og torsio appendicis testis.
Ved mistanke om torsio testis skal patienten indlægges akut til udredning, da testiklen allerede efter 6 timers torsion vil have mistet signifikant funktion, og der er betydelig risiko for nekrotisering.
Hvis der ved indlæggelsen er tvivl om diagnosen, skal der foretages en akut ultralydsundersøgelse, og kun hvis der med sikkerhed kan påvises intratestikulært blodflow, kan eksploration undlades, ellers skal kirurgisk eksplorationforetages.
Ved manglende adgang til akut ultralydsundersøgelse skal der foretages kirurgisk eksploration.
Ved oplagt torsio testisskal der på kirurgiske afdelinger ikke foretages ultralyd, inden der foretages kirurgisk eksploration.
Det kan især hos børn være svært at bedømme, om der er intratestikulært blodflow, og børn skal eksploreres med øget hyppighed.
Patienten bør være opereret inden for 6 timer efter symptomdebut.
Akut epididymitis ses typisk hos voksne patienter, men kan ses hos børn.
Akut epididymitis forudgås ofte af urethralt udflåd eller svie. Temperaturen kan være normal, men patienterne vil tit være højfebrile eventuelt med almensymptomer. Testiklen er lejret normalt i scrotum.
Ved torsio appendicis testis er det en rest af det Müllerske gangsystem apikalt på testiklen, der torkverer.
Torsio testis er en vigtig differentialdiagnose til appendicitis acuta og er især vigtigt ved mavesmerter hos børn.
SST: Vejledning om diagnostik af torsio testis, Retsinformation: vejledning nr. 9026 af 5. februar 2009