Pladsmangel
Ved pladsmangel på Sengeafsnit 2 kan Sengeafsnit 1 og Behandling af Nyfødte modtage børn med andre pædiatriske diagnoser, dog helst ikke børn, som skal isoleres.
Ved pladsmangel i både Børne- og Ungemodtagelsen, på Sengeafsnit 1 og 2 samt Behandling af Nyfødte følger ansvarshavende sygeplejerske i Børne- ogUngemodtagelsen i samarbejde med bagvagten følgende vejledning:
- Det vurderes, om barnet kan udskrives, idet man erindrer, at alle udskrevne børn har tilladelse til at kontakte afdelingen inden for aktuelle sygdomsforløb.
- Det vurderes, om barnet kan sove hjemme og møde næste dag i Børne- og Ungemodtagelsen, på Sengeafsnit 1, 2 eller Behandling af Nyfødte.
Barnets forældre informeres om, at de gennem hele natten kan kontakte afdelingen med henblik på rådgivning eller møde i afsnittet.
- Børn yngre end 4-6 mdr. (korrigeret for gestationsalder), som indlægges for ikke-infektiøse lidelser (fx mistanke om pylerostenose, dårlig trivsel, ammeproblemer, regurgitation o.l.) kan, afhængigt af pladsforhold, visiteres til Behandling af Nyfødte efter aftale med ansvarshavende sygeplejerske på Behandling af Nyfødte.
- Ældre børn med kirurgiske lidelser kan evt. indlægges på voksenkirurgisk afsnit. Ansvarshavende sygeplejerske i Børne- og Ungemodtagelsen kontakter de kirurgiske afdelinger med henblik på, om barnet kan indlægges der.
- Den ansvarshavende sygeplejerske i Børne- og Ungemodtagelsen kontakter i samarbejde med bagvagten/ flowmasteren børneafdelingen på Hillerød Hospital for at høre, om de kan modtage børn til indlæggelse.
OBS! Ved overflyttelse af et barn til et andet hospital skal meldingen foregå fra læge til læge. Lægen har ansvar for, hvordan barnet overflyttes, og om lægeledsagelse er nødvendig. Overflyttelse bør foregå i ambulance, da lægen har ansvar for observation og behandling af barnet i samme omfang, som hvis barnet var indlagt i egen børneafdeling.
Ved kapacitetsproblemer tager bagvagt - evt. efter konference med afdelingsledelsen - stilling til, om det er nødvendigt at indkalde en overlæge til at møde på afdelingen, så barnet kan lægeledsages.
- Hvis børneafdelingen på Hillerød ikke kan modtage børn, kontakter den ansvarshavende sygeplejerske i Børne- og Ungemodtagelsen en af de øvrige børneafdelinger i følgende rækkefølge: Hvidovre, Rigshospitalet, Roskilde, Holbæk, Næstved.
- Når Sengeafsnit 1 er lukket, kan afsnittet under normale omstændigheder ikke åbnes.
Hvis man alligevel overvejer at åbne Sengeafsnit 1:
- Bagvagten/ flowmasteren kontakter afdelingsledelsen for at få godkendt åbningen, også uden for almindelig dagarbejdstid
- Ansvarshavende sygeplejerske på Sengeafsnit 2 kontakter oversygeplejersken på S1, som skal være behjælpelig med at indkalde personale til Sengeafsnit 1
Benyt telefonlisten i beredskabsplanen
- Ansvarshavende sygeplejerske på Sengeafsnit 2 og i Børne- og Ungemodtagelsen kontakter deres respektive oversygeplejersker ved behov.
Overflyttelse
Som hovedregel vurderes alle børn, der meldes til Afdeling for Børn og Unge, Herlev Hospital, i Børne- og Ungemodtagelsen før evt. overflyttelse til anden børneafdeling. Hvis egen læge eller vagtlæge har set barnet og skønner, at barnet med sikkerhed skal indlægges, kan barnet visiteres til en anden børneafdeling efter konference med modtagende afdelings mellemvagt eller bagvagt.
Fuldt hus
Ved massiv tilgang af børn til Børne- og Ungemodtagelsen kan man lukke for henvisning af akutte patienter til Afdeling for Børn og Unge i et antal timer. Beslutningen herom træffes i samarbejde mellem sygeplejerske i Børne- og Ungemodtagelsen og bagvagt/ flowmaster. Aftalen aftales med anden børnemodtagelse i Regionen. Den ansvarshavende sygeplejerske i Børne- og Ungemodtagelsen informerer Centralvisitationen om aftalen med den anden børnemodtagelse.
Situationen skal fortløbende evalueres, og der skal åbnes for henvisning af akutte patienter, så snart det er muligt.
Se Visitation af akutte børn mellem børneafdelingerne i Region Hovedstaden - samarbejdsaftale