Retningslinje for forflytning på Bornholms Hospital

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

Formålet med denne retningslinje er at skabe rammen for en sund forflytningskultur, fordi vi med en sund forflytningskultur:
• Forebygger arbejdsskader og nedslidning.
• Forebygger tryksår hos vores patienter.
• Sikrer tidlig mobilisering af vores patienter.

Forflytning og mobilisering er et anliggende for mange faggrupper, herunder portører, plejepersonale, terapeuter, læger og radiografer. I den enkelte forflytning kan der være flere faggrupper, der skal samarbejde. Det kræver, at faggrupperne har en fælles viden om forflytning og mobilisering og kender hinandens arbejdsmåde og faglige tilgang til emnet.


Der er evidens for, at man kan nedsætte muskel- og skeletsmerter hos personale, der arbejder med personhåndtering, hvis man sætter ind på nedenstående tre områder samtidig:1
• Ledelse og organisering
• Hjælpemidler og plads
• Viden, adfærd og normer

Alternativet til forflytning er lift - ikke løft. At lifte patienten kan opleves som værende i modstrid med ønsket om inddragelse af patientens ressourcer og rehabiliteringstanken, men det er ikke risikoen værd for den enkelte medarbejder og for hospitalet, hvis forflytningen ikke kan gennemføres uden løft.

 

 

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Alle ansatte med patientkontakt samt Arbejdsmiljøorganisationen på Bornholms Hospital.

Tilbage til top

Definitioner

Forflytning er en fællesbetegnelse for situationer hvor patienten får assistance til at bevæge sig fra én position til en anden eller ét sted til et andet, uden at personalet løfter. I stedet understøtter man så vidt muligt patientens egne ressourcer ved at dreje, vende, trække, skubbe eller glide. Patientens egne ressourcer inddrages i videst muligt omfang, og der anvendes relevante hjælpemidler, for at undgå at personalet løfter.


Forflytning udgør en del af behandling, træning, pleje og rehabilitering fx:
• i forbindelse med undersøgelser og operationer
• til at styrke patienten fysisk og mentalt
• ved tidlig mobilisering efter en operation eller et traume
• ved lejring i forbindelse med forebyggelse og behandling af tryksår
• som støtte til at udføre daglige aktiviteter, fx at komme op at sidde til måltider


Endelig kan forflytning være nødvendigt, når patienten skal fra A til B i forbindelse med undersøgelser og behandling.


Forflytning og mobilisering udføres af mange faggrupper, herunder portører, plejepersonale, terapeuter, jordemødre og radiografer. I den enkelte forflytning kan der være flere faggrupper, der skal samarbejde.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Bornholms Hospitals praksis omkring forflytning skal styrkes, og forflytning skal være en naturlig del af behandling og pleje af patienter. Det kræver indsats på flere områder:

Ledelse og organisering

Ledelsens prioritering og en struktureret organisering af området er en forudsætning for, at praksis kan styrkes. Ledelsen skal såles sikre, at afdelingen har de nødvendige hjælpemidler og at medarbejderne er fortrolige med forflytningsteknikker og hjælpemidlerne. Ledelsen skal også bidrage til et godt samarbejde om forflytning med forflytningsvejleder og Arbejdsmiljørepræsentant med klar rollefordeling. Og endelig har ledelsen en særlig rolle som kulturskaber ved at have fokus på den gode forflytning i det daglige arbejde.

Hjælpemidler og plads

Nem adgang til et tilstrækkeligt antal relevante hjælpemidler er en forudsætning for, at forflytninger kan udføres sundhedsmæssigt forsvarligt. Der skal være plads til at foretage forflytninger med og uden hjælpemidler. Før indkøb af relevante hjælpemidler i afdelingerne, bør forflytningsinstruktørgruppen kontaktes mhp. vejledning. De fysiske rammer er ikke hensigstmæssige alle steder på hospitalet, men der vil ofte kunne skabes plads, hvis forflytningen forberedes godt og unødige ting flyttes/fjernes. Der foretages dog altid risikovurdering og planlægning inden forflytning, og udgør pladsen en risiko i forflytningen vil alternativet altid være lift - ikke løft.

Viden, adfærd og normer

Organisationen og den enkelte skal tage ansvar for at sikre en god forflytningskultur. Forflytningskulturen understøttes med uddannelse, ledelsesfokus og støtte fra kompetence kolleger.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Organisering

Forflytningsorganisationen på Bornholms Hospital koordineres af leder af Fysio- og Ergoterapien på hospitalet i samarbejde med hospitalets tre forflytningsvejledere.

Hospitalets tre forflytningsinstruktør vælges udpeges/vælges altid blandt følgende tre faggrupper:

  • Fysio-/ergoterapeut (vælges af leder af fys/ergo)
  • Social og sundhedsassistent / sygeplejerske (vælges af afdelingssygeplejerskerne)
  • Portør (vælges af serviceleder)

Der skal vælges 1-2 forflytningsvejledere i alle afsnit/afdelinger afstemt efter afsnittets/afdelingens størrelse. Vejlederne udvælges af afdelingsledelsen blandt fastansat personale, som kan være tilgængelige i alle vagtlag, og som minimum er ansat på 30 timer ugentligt. 

 

Ansvar

Ansvar og roller beskrives ud fra IGLO metoden, som nedbryder det fælles ansvar på forskellige niveauer for at forstærke den samlede effekt. I=individ, G=gruppe, L=leder, O=organisation.

Den enkelte medarbejder (Individ)

Medarbejderen skal selv tage ansvar for at bruge hensigtsmæssige forflytningsteknikker, forflytningsredskaber, fejlmelde defekt udstyr og deltage i og efterspørge relevant praktisk undervisning/E-learning. Herunder skal risiko altid vurderes inden forflytning påbegyndes. Medarbejderen skal spørge forflytningsvejledere og andre kolleger om råd og hjælp og selv bidrage til en god forflytningskultur på arbejdspladsen, ved at hjælpe hinanden, italesætte uhensigtsmæssige forflytninger og dele viden og erfaringer. Opstår der problematiske forflytninger, er det medarbejderens ansvar at få indberettet disse som utilsigtede hændelser og arbejdsskade når relevant.

Forflytningsvejledere (gruppe)

Er nøglepersoner i forhold til at sætte fokus på sikker forflytning i afdelingen og har bl.a. ansvar for introduktion af nyansatte i lokale forhold omkring forflytning og hjælpemidler. Forflytningsvejledere vejleder og instruerer deres kolleger i at forflytte og bruge hjælpemidler samt italesætter uhensigtsmæssige forflytninger. Forflytningsvejlederen skal have lyst til og flair for at vejlede og motivere kolleger, være løsningsorienteret og have naturlig autoritet og opbakning i personalegruppen. 

Forflytningsvejlederne underviser kolleger i forflytning - både ved gribe anledninger til sidemandsoplæring og ved planlagte undervisningsseancer (evt. i samarbejde med forflytningsinstruktør)

Forflytningsvejlederen bør inddrages i den lokale arbejdsmiljøgruppes arbejde med analyse af arbejdsskader relateret til forflytning mhp. at understøtte læring og forebyggelse.

Afsnitsledelsen (leder)

Ledelsen har en særlig rolle som kulturskaber ved at have fokus på den gode forflytning i det daglige arbejde, støtte personalet i løsning af komplekse forflytninger og sikre ressourcer til disse, samt følge op på retningslinjerne. 

Ledelsen skal sikre at medarbejderne gennemfører E-learning vedr. forflytning samt at medarbejderne har de nødvendige forflytningskompetencer. Drøftelse af medarbejderens forflytningskompetencer og behov for yderligere oplæring kan evt. drøftes ved MUS-samtaler ud fra vedlagte "Kompetencetrappe".

Ledelsen skal ifølge arbejdsmiljølovens tilsynspligt sammen med forflytningsvejlederne sikre, at der udføres løbende tilsyn med forflytningerne i afsnittet. Det forventes at afsnitsledelsen har en beskrevet metodik for dette.

Forflytningsinstruktører (organisation)

Varetager undervisning af nye forflytningsvejledere. Gruppen planlægger i samarbejde med forflytningskoordinator endvidere en årlig ERFA-dag for alle forflytningsvejledere på hospialet samt årshjul for øvrige aktiviteter for forflytningsorganisationen.

Forflytningsinstruktørerne står til rådighed for sparring og udvikling af forflytningspraksis på Bornholms Hospital.

Gruppen af forflytningsinstruktører bør inddrages som sparringsparter i forbindelse med nyindkøb af hjælpemidler samt ved forflytningsprojekter.

Forflytningskoordinator (organisation)

Koordinerer forflytningsindsatsen på Bornholms Hospital, hvilket bl.a. indebærer at koordinere og planlægge aktiviteter for forflytningsorganisationen, herunder sikre at der er det nødvendige antal forflytningsvejledere og -instruktører samt understøtte uddannelse og kompetenceudvikling af disse.

Forflytningskoordinator er indvidere en del af det regionale netværk, der bl.a. arbejder på erfaringsudveksling og ensretning ift. indkøb af hjælpemidler i regionen. Forflytningskoordinator har endvidere kontakten til diverse sælgere i forbindelse med afprøvinger eller små lokale projekter.

Lederforum

Lederforum har ansvaret for implementering af retningslinjen for forflytning, for at der udpeges kvalificerede forflytningsvejledere og -instruktører, samt at der på afdelingsniveau stilles nødvendige ressourcer til rådighed for forflytingsarbejdet. 

Arbejdsmiljøudvalget (organisation)

Har en rådgivende funktion for forflytningsorganisationen. Har ligeledes budgetansvar for hospitalets arbejdsmiljøpulje, som bl.a. dækker udgifter til kompetenceudvikling af forflytningsorganisationen.

 

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

​​​​​​

1: Personhåndtering - dilemmaer og perspektiver v/ Susan Warming, Karen Lyn, Mogens Theisen Pedersen og Kaia Nielsen, Munksgaard, København 2012

Tilbage til top

Bilag