Smittemåder/smitteveje, isolationsformer, generelt om BBH og FRH

At forebygge, begrænse og bekæmpe hospitalsinfektioner ved at have kendskab til smittemåder/smitteveje og isolationsformer. 

Alt personale på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, som har patientrelaterede opgaver.

Ved en hospitalsinfektion (nosokomiel infektion) forstås en infektion, der opstår under indlæggelse på sygehus, og som hverken er i udbrud eller i inkubationsstadiet ved indlæggelsen.

Smittemåder

For at en infektion kan spredes, skal følgende betingelser være opfyldt:

• der skal være en smittekilde 
• der skal være en smittevej 
• der skal være tilstrækkeligt smitstof 
• der skal være et modtageligt individ. 

På et sygehus vil disse betingelser ofte være tilstede.

Smittekilder

Smittekilden kan være en patient med en smitsom sygdom i aktiv fase eller i inkubationsfase . I hospitalsmiljøet er patienter med klinisk manifest infektion nok den vigtigste smittekilde.

En person (patient, personale eller pårørende) kan i kortere eller længere tid supplere sin normale bakterieflora med andre potentielt patogene mikroorganismer. Personen er ikke syg og har ikke symptomer af nogen art. Kan man påvise mikroorganismerne bakteriologisk, er vedkommende bærer af den pågældende mikroorganisme og er altså rask smittebærer.

En sådan bærertilstand eller kolonisation kan også ses, når dele af den normale flora erstattes med bakterier med specielle resistensegenskaber som fx meticillinresistente Staphylococcus aureus.

På hospitalerne forøges risikoen for smitte, fordi der både findes mange patienter med infektioner og mange modtagelige patienter. Samtidig giver mange af de undersøgelser og behandlinger, der udføres, bakterierne optimale muligheder for at spredes videre til nye, modtagelige patienter.

 

De forskellige smittemåder opdeles i følgende:

Kontaktsmitte sker ved direkte eller indirekte kontakt.

Ved direkte kontakt forudsættes, at der er direkte fysisk kontakt mellem smittekilden og smittemodtageren, den modtagelige patient. Smittekilden kan være en inficeret patient eller en rask bærer af den smitsomme mikroorganisme.
Normal, sund hud yder en god beskyttelse over for indtrængen af mikroorganismer, mens beskadiget hud og slimhinder kan blive indgangsport for infektion.

Ved indirekte kontakt overføres bakterierne til den modtagelige person via et mellemled, som fx personalets hænder, utilstrækkeligt rengjorte instrumenter, forurenet linned m.m.

Kontaktsmitte eller krydsinfektion er den hyppigste transmissionsmåde på hospitaler.
Eksempler på mikroorganismer, som overføres ved direkte eller indirekte kontakt: Staphylococcus aureus, hæmolytiske streptokokker, Clostridium difficile, RS-virus og Norovirus.

 

Dråbesmitte

Ved nys, hoste og tale udslynges dråber fra de øvre luftveje. Hvis dråberne med de smitsomme mikroorganismer rammer slimhinden i øje, næse eller mund hos den modtagelige person, kan smitten overføres.

Store dråber (> 100 m ) falder hurtigt til jorden pga. deres tyngde. Smitte er derfor kun mulig, hvis smittemodtageren befinder sig indenfor en arms længde fra smittekilden, hvorfor man i disse situationer taler om kontaktsmitte.
Eksempler på mikroorganismer, der overføres med dråber, er: Mycobacterium tuberculosis og Neisseria meningitidis.

 

Dråbesmitte - Højrisiko

Anvendes ved dråbe isolationer på baggrund af øget smitterisiko som f.eks. ved COVID-19

 

Luftbåren smitte

Dråbekerner

Små dråber (3 -10 m ), der udslynges fra luftvejene, når hurtigt at tørre ind, mens dråbekernen kan holde sig svævende i timevis. Dette betyder, at der er smitterisiko, ikke kun i samme rum som smittekilden, men også hvis man blot befinder sig i samme hus. Dråbekernerne er så små, at de kan trænge forbi det almindelige forsvarssystem i modtagerens luftveje og ned i alveolerne.
Eksempler på mikroorganismer, der kan overføres med dråbekerner, er: Morbilli-, Rubella- og Varicellavirus.

Støvbåren smitte

Nogle mikroorganismer spredes via støv, idet de kan overleve i længere tid udenfor værtsorganismen. Hvor der er mange mennesker samlet og stor aktivitet, vil luften indeholde mange partikler. Hvert menneske afgiver omkring 25.000.000 hudpartikler pr. døgn, og man regner med, at ca. 10% af dem er bakteriebærende. Desuden afgives støvpartikler fra sengelinned og kropstøj. Hvis de indåndes, kan det udgøre en smitterisiko. Inhalationssmitte er dog sjælden og risikoen størst hos immun- supprimerede patienter samt lige efter anæstesi.
Eksempler på mikroorganismer, der kan overføres med støv, er: Mycobacterium tuberculosis, Staphylococcus aureus og Hæmolytiske streptokokker Gr. A.

Vehikelbåren smitte

Ved vehikelbåren smitte forstås spredning af infektion gennem kontamineret (forurenet) blod, vand, fødemidler, medikamina eller desinfektionsmidler, hvor mikroorganismerne under uheldige omstændigheder kan overleve og formere sig.

Alimentær smitte

Ved alimentær smitte (fødemiddelbåren smitte) smittes en person ved at indtage forurenet mad eller drikke. Kendte eksempler på dette er infektioner forårsaget af Salmonella, Shigella og Campylobacter.

Inokulationssmitte/blodbåren smitte

Ved inokulationssmitte kan smitstof indpodes i læsioner i væv, hud eller slimhinde. Smitten sker fx. ved uheld, hvor en person stikker sig på en brugt kanyle eller et knivsblad. Smitten kan desuden overføres ved transplantation af væv eller blod fra en inficeret donor.
Eksempler herpå er Hepatitis B og C samt HIV.

Insektbåren smitte

Smitte kan overføres med blodsugende insekter. I Danmark kan skovflåten overføre Borrelia. Andre eksempler er malaria og gul feber.

 

Isolationsformer

Isolation på enestue med eget toilet eller bækkenstol: Anvendes til forebyggelse af kontaktsmitte, alimentær smitte eller dråbesmitte. Kan også anvendes til urolige, urenlige eller dårligt koopererende patienter for at forebygge kontaktsmitte.

Kohorteisolation (gruppeisolation): Anvendes til isolation af patienter med samme smitsomme sygdom. Fx. Gastroenteritis forårsaget af Norovirus.  En gruppe kan være alle patienter på en sengestue eller et helt sengeafsnit. Hos patienter i kohorteisolation skal der skiftes værnemidler mellem hver patient på stuen.

Barrierepleje ( Isolation på flersengsstue): Patienten placeres på flersengsstue. Ved barrierepleje erstattes den fysiske barriere, som findes på en enenstue af en funktionel barriere, dvs. der etableres en isolationszone omkring patienten med tydelige skiltning. Isolation på flersengsstue (barrierepleje) skal aftales med Hygiejneorganisationen eller Klinisk Mikrobiologisk Afdeling (KMA).

Beskyttelsesisolation: anvendes til patienter med stærkt nedsat immunforsvar fx. transplantationspatienter.

Isolation på slusestue: Anvendes til forebyggelse af luftbåren smitte, hvor der er tale om særligt virulente mikroorganismer. Patienter, der skal ligge på slusestue skal overflyttes til en af Region Hovedstadens infektionsmedicinske afdelinger.

 

Alle dørskilte findes som bilag til denne vejledning.

 

Ordination og ophævelse af isolation

Isolation er en lægelig ordination og skal noteres i patientens journal. Ophævelse af isolation skal også noteres.

Ved ophævelse af isolation lægges dørskiltet i sengen for at markere over for sengeredning at der er tale om en isolationsseng.

Afdelings- og afsnitsledelser har ansvaret for at alt personale kender og anvender vejledningen.

Personalet har ansvaret for at kende og efterleve vejledningen. 

Nationale infektionshygiejniske retningslinjer om behandling af patienter med smitsomme sygdomme, herunder isolation. Central Enhed for Infektionsforebyggelse, Statens Serum Institut. 4. udgave 2011.

isolation-kontaktsmitte-bispebjerg-frederibksberg.pdf Isolation dråbesmitte isolation-beskyttelsesisolation-bispebjerg-frederibksberg.pdfisolation-barrierepleje-fleresengsstue-kontaktsmitte-bispebjerg-frederibksberg.pdfIsolation_Kære Besøgende_til isostuer.pdfToilet_ingen adgang.pdf

Bispebjerg-Frederiksberg-orange-Isolation-draabesmitte-hoejrisiko.pdf (regionh.dk)