Keloid - steroidbehandling

 

 

Formål

Reduktion af keloid uden operation.

Fremgangsmåde

Der skal anvendes injektion af Kenalog eller Triamcinolonacetonid 40 mg/ml.
Steroidet skal placeres inde i keloidet og kanylen indføres parallelt med huden.

Steroidet må ikke ligge over eller under keloidet, idet dette vil medføre atrofi.

For at give plads til den injicerede væske må man selv skabe plads i keloidet ved at anvende en lyserød venekanyle (størrelse 18G x 1½ ”). Der må ikke anvendes en tyndere kanyle.

Der skal trykkes hårdt på sprøjtestemplet for at få steroidet til at forblive i keloidet, og man må ikke trykke på keloidområdet i ca. 1-2 timer efter injektionen. Patienten skal informeres om dette.

Hvis det er let at injicere i keloidet har man anlagt kanylen forkert!

Smerter
Proceduren er meget smertefuld, men kan reduceres ved anlæggelse af EMLA en time før injektionen. Dette virker dog ikke godt på meget tykke keloider. Mere effektiv smertelindring kan opnås ved anlæggelse af lokal anæstesi under keloidet med inj. Carocain 20 mg/ml med adrenalin 5 mikrogram/ml.

Behandlingsfrekvens
Behandlingen kan gentages med cirka én måneds mellemrum.