Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals mål er, at enhver stilling besættes med den ansøger, der ud fra en samlet vurdering anses som den bedst kvalificerede til den opslåede stilling.
Stillingsannoncer er et væsentligt element i Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals rekrutteringsstrategi. Afdelingsledelsen er ansvarlig for at udforme gode, præcise stillingsannoncer indeholdende alle relevante oplysninger. For at sikre et godt forløb informeres og inddrages den lokale tillidsrepræsentant/ næstformanden i det lokale MED-udvalg tidligst muligt.
Afdelingsledelsen tager initiativ til nedsættelse af et ansættelsesudvalg i samarbejde med tillids-repræsentanten, eller næstformanden i det lokale MED-udvalg, hvis der i afdelingen ikke er en tillidsrepræsentant for den pågældende faggruppe.
Antallet af medlemmer i ansættelsesudvalget skal være passende i forhold til den stilling, der besættes. Udvalget kan have op til 6 medlemmer, men skal som minimum bestå af 2 personer - en leder og en kollega/tværfaglig samarbejdspartner, som er udpeget af TR for faggruppen. Opgaver som følge af deltagelse i ansættelses-udvalg placeres så vidt muligt i arbejdstiden.
Ansættelsesudvalget gennemgår alle ansøgninger, indkalder til og afholder samtaler. I forbindelse med udvælgelsen af den kommende medarbejder, skal der indgå en vurdering af såvel faglige kvalifikationer (uddannelse, erhvervserfaring mv.) som personlige kvalifikationer (samarbejdsevner mv.). Udvalget indstiller den bedst kvalificerede til ledelsen.
Ved ansættelse af overlæger og professorer skal ansøgere vurderes af et lægefagligt bedømmelsesudvalg.
Ved andre stillinger, hvortil der kræves bestemte uddannelsesmæssige baggrunde og specielle faglige kvalifikationer, kan der nedsættes faglige bedømmelsesudvalg. Den faglige bedømmelse indgår i ansættelsesudvalgets indstilling.
Medlemmer af ansættelsesudvalg/bedømmelsesudvalg har tavshedspligt og skal forholde sig til eventuel inhabilitet inden ansøgningerne behandles, jf. politik om private/personlige relationer.
De administrative procedurer i forbindelse med opslag, indkaldelse, faglige bedømmelsesudvalg, ansættelse mv., skal ske i overensstemmelse med de af Center for HR fastsatte procedurer.
Ansættelsespolitikken omfatter ikke læger i klinisk basisuddannelse og læger i hoveduddannelse.
Relaterede links: