Instruksen retter sig til intensiv-og anæstesisygeplejersker og MR oplærte intensivlæger, der skal gøre en intensiv patient klar til MR scanning.
Patienter der kan overvåges alene med saturationsmåler og visuel overvågning fx. spontant respirerende patienter med tracheostomi eller urolige patienter der behøver en mindre mængde sederende medicin til scanningen kan efter vurdering af intensivlæger scannes i MARS og ledsages af intensiv sygeplejerske og læge (lægen skal være fortrolig med ledsagelse til MR scanning). Bookningen kan foregå fra dag til dag.
Alle MR scanninger hvortil der skal kunne yderligere monitoreres/ være anæstesidækning, bookes gennem ###TELEFON### eller afsnitsansvarlige overlæge, anæstesiafsnittet.
Rollefordeling under transport og tilstedeværelse under MR scanning er:
For den intuberede intensivpatient
En oplært anæstesilæge og anæstesisygeplejerske/og eller intensiv sygeplejerske ledsager patienten til MR scanning. Disse har ansvaret for patienten under transporten og er tilstede under hele scanningen. Behovet for transport med anæstesisygeplejerske og /eller intensivsygeplejerske aftales gang til gang.
HUSK - at aftale/ afklare medbringelse af rød akuttaske.
For den stabile trakeostomerede intensivpatient, som ikke har behov for respiratorbehandling men for kontinuert monitorering under MR scanning
En oplært anæstesilæge og en intensivsygeplejerske ledsager patienten til MR scanning. Anæstesilægen og anæstesisygeplejersken er tilstede under hele scanningen.
For den stabile intensivpatient, som kan monitoreres alene med sat måler og visuel overvågning
En oplært anæstesilæge og en intensivsygeplejerske ledsager patienten til MR scanning. Anæstesilægen er tilstede under hele scanningen. Det aftales fra gang til gang om intensivsygeplejersken bliver i scanneren eller går tilbage til intensiv.
Da MR scanning, afhængig af det område der scannes, kan tage op til 60 minutter, hvor det kan være besværligt at tilgå patienten, er det vigtigt at patienterne er relativt stabile og rolige forud for scanningen.
Det er ukomfortabelt at ligge i en MR scanner, da lejet er hårdt og lyden er meget høj. Patienterne skal derfor være velsederede, respiratorisk og cirkulatorisk stabile forud for scanningen. Patienter der er cirkulatorisk ustabile eller med behov for sugning hyppigere end 1 gang/time, eller behov for hyppige boli analgesi eller hypnotika skal optimeres forud for scanningen. En afbrudt scanning vil betyde en unødig risiko for patienten inde i scanneren og ved transport udenfor intensiv uden at undersøgelsen gennemføres.
Følgende punkter gennemgåes før transport til MR scanneren;
1. Er patienten rolig og velsederet ? – alternativt propofol/ultiva til RASS -3
2. Er patienten cirkulatorisk stabil ? – alternativt inotropi til ønsket MAP (der kan ikke gives væskebolus i scanneren)
3. Er patienten respiratorisk stabil ? – alternativt kontrolleret ventilation.
4. Fraset sedation/inotropi pauseres alle ikke livsnødvendige infusioner.
5. Propofol/ultiva og evt. noradrenalin trækkes op i 50 ml sprøjter til Braun sprøjtepumpe og påsættes 3 forlænger slanger ( dvs 3 af de almindelige infusionsslanger. Der optrækkes ekstra medicin, så der altid er rigeligt til/fra scanneren.
Under transporten til MR scanneren, fortsætter patienten med infusion i de pumper, der har været brugt på Intensiv - disse pumper eller evt bare sprøjterne sættes over i spaceinfuseren af anæstesisygeplejersken ved ankomst til MR scanneren.
6. Hvis pt. har termoKAD kontrolleres, at dette er MR kompatibelt. (Covidiens Mon-a-Therm kateter som er standard på Intensiv er MR kompatibelt). Hvis ikke skal katetret lægges om om. Hvis patienten har små timediureser, kan scanningen foretages uden KAD, som så genanlægges efter scanningen.
7. Fast medicin fx. antibiotika gives før eller efter scanningen.
8. Pt. placeres på løftestykke til forflytning ved hjælp af loftslift i røntgen.
9. Tube placering og fixering tjekkes og der aspireres på sonden.
10. Patienten gøres klar til transport som vanligt med scop og transportrespirator. Aftal hvem der medbringer akuttaske.
11. Det tjekkes, at der ikke er øvrige metalliske dele på eller ved patienten, pean´er, tubefixering med metalclips osv.
12. Pårørende kan informeres om at undersøgelsen tager lang tid og at der godt kan gå op til 2 timer før patienten er tilbage på Intensiv