Latexallergi

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

At sikre, at patienter med latexallergi ikke eksponeres for latex.

Tilbage til top

 

Målgrupper og anvendelsesområde

Retningslinien er gældende for alt personale på afd. Z, MOA og KOA samt portører i vagten fra portørkors og rengøringspersonale.

På Bispebjerg Hospital er handsker pudderfri, både sterile handsker og undersøgelseshandsker.

For alle nye produkter der indføres på afdelingen, er det den rekvirerende afdelingssygeplejerske der er ansvarlig for, at der ligger dokumentation på, om produktet indeholder latex. Det bør tilstræbes at få produkter uden latex.

Gældende for: Læger, sygeplejersker, sosu-assistenter, sygehjælpere, portører, hospitalsmedhjælpere.

Tilbage til top


Definitioner

Latex findes i alt naturgummi. Latex er mælkesaft som udvindes fra gummitræet (Hevea Brasiliensis). De antigener, som giver latex-allergi findes i alle naturgummiprodukter. Der er altid naturgummi i produkter, som er antistatiske.

Allergi mod proteinstoffer i naturgummi giver ofte svære anafylaktiske reaktioner (type I). Eksposition for latex i forbindelse med anæstesi og kirurgisk indgreb er en risiko, hvis der ikke træffes særlige foranstaltninger.

Allergi opstår ved gentagne ekspositioner for allergenet. Den hyppigste årsag til latex-allergi er erhvervsmæssig hyppig brug af latexhandsker, som kan give anledning til ”allergiske” reaktioner på 2 væsentlig forskellige måder:

· Den klassiske allergiske type I reaktion udløst af proteinstoffer fra gummiet. Er handskerne pudrede, vil latex-protein bindes til pudderet og spredes i luften, hvorved det latexholdige pudderstøv kan udløse endog meget svære allergiske reaktioner.

· Allergisk kontakteksem på hænderne, dvs. en type IV reaktion forårsaget af kemikalierester på handskerne (vulkaniseret gummi).

Tilbage til top

 

Fremgangsmåde

Patientvurdering:

Alle patienter udspørges ved journaloptagelse om latex-allergi. Dette indføres i journalen.

Drejer det sig om en type IV allergi , må patientens hud eller slimhinder ikke komme i kontakt med latexholdige materialer.

Når der foreligger en verificeret type I allergi , eller hvis der blot er begrundet mistanke herom, træffes nedenstående forholdsregler:

Som udgangspunkt er det stamafsnittets læger at spørge ind til allergi og dokumentere det i journalen. Der bør udspørges om patienten har haft en sikker type 1 reaktion i forbindelse med eksposition for latex, eller det ikke kan udelukkes, at der tidligere har været tale om noget sådant. Er dette tilfældet, og det ikke fremgår af journalen, noteres dette. Er der begrundet mistanke om en tidligere type 1 reaktion, uden patienten efterfølgende er allergologisk udredt, iværksættes denne udredning via stamafdelingen forud for indgrebet, såfremt tiden tillader dette.

 

Modtagelse af patient på Intensiv terapiafsnit eller opvågningsafsnit:

En latex-fri plads, et område i enheden, der er indrettet således, at der er latex-fri handsker, let tilgængeligt latex-fri akutbakke/udstyr indeholdende latex-fri ventilations- og infusionsudstyr, samt andre hyppigt anvendte produkter.

 

Modtagelse af patient på Operationsafsnittet

Præoperativt klargøring af operationsstue:

Sengeafdelinger melder patienten som latex-allergiker. Dette noteres som allergi i SP som udløser gul advarselstrekant på statusboard.

Patienten tages, så vidt det er muligt, som første patient. Hvis ikke, skal der udføres Type 2 rengøring (slutrengøring) før modtagelse af patient.

Ved klargøring af operationsstuen fjernes latexholdige produkter: Undersøgelseshandsker, Tensoplast.

I vaskerummet skal forefindes latex-fri handsker og på stuen latex-fri undersøgelseshandsker.

 

Peroperativt anæstesi:

Medicin og væskeadministration

Intravenøs/intraarteriel adgang

 Hætteglas

SAD-mærkede hætteglas er latex-frie. Dette gælder ikke altid andre. Derfor skal gummiproppen fjernes fra hætteglasset, før medicinen trækkes op, såfremt hætteglasset ikke er SAD-mærket. 

 

Ventilation

Gummielastikken i nakken på HudLsonmaske erstattes med et bændel.

 

Opvågningsafsnit:

Patienten køres til den latex-frie plads på opvågningsafsnittet eller opvågning foretages på operationsstuen, såfremt patienten tidligere har haft svær Type I reaktion (for at begrænse ”miljøskift”).

Den ansvarshavende anæstesilæge aftaler med den ansvarshavende anæstesi- og opvågningssygeplejerske, hvem der mest hensigtsmæssigt passer patienten i opvågningsperioden på operationsstuen. Patienten udskrives af anæstesilæge fra operationsstuen eller opvågningsafsnittet til stamafdelingen efter de gældende udskrivningskriterier. Man skal sikre sig, at personalet fra stamafdelingen er informeret om patientens allergi/formodet allergi.

I praksis har de ovennævnte punkter dog ikke samme vægtning, idet det først og fremmest gælder om at undgå, at latexproteiner kommer i direkte kontakt med blod, operationssår og slimhinder.

Et fuldstændigt latex-frit miljø kan vanskeligt sikres. Det mest afgørende er at undgå, at latexproteinerne kommer i direkte berøring med hud, slimhinder, blod og operationssår.

Tilbage til top

 

Ansvar og organisering

 

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Forebyggelse af latex-allergi, Sundhedsstyrelsen, 2003, http://www.sst.dk/publ/Publ2004/Latexallergi.pdf

Tilbage til top

 

 

Bilag