Operationsteknik ved lukning af bugvæg:
- Der benyttes monofil sutur (150 cm), 2-0 PDS eller Monomax på lille nål
- Der startes med knude i fascien i umiddelbar nærhed af incisionens ene ende.
- Derefter lukkes i linea alba/forreste fascieblad med fortløbende suturering med 5-6 mm til fasciekant, og 4-5 mm afstand mellem suturer.
- Der afsluttes med selvlåsende eller almindelig knude.
- Det anbefales ikke at oprense fasciekanterne (øget risiko for blødning, øgning af sårkavitetens størrelse og devitalisering af subcutis), og man skal undlade for meget tension for at undgå iskæmi.
- Der skal være bagvagt på operationsstuen ved bugvægslukning
I operationsbeskrivelsen skal anføres sårets længde (SL) i cm, suturforbrug (SF) i cm og SF/SL-ratioen.
- SF/SL-ratio (sutur-sårlængde-ratio) skal være over 4.
I praksis måles incisionen, og den overskydende sutur fratrækkes længden på den udpakkede sutur.
Link til video med gennemgang af bugvægslukning:
http://www.remittent.se/sv/Videoarkiv/Kirurgisk-teknik/Bukvaggsforslutning/Closure-of-midline-incision/
Link til video med instrument glideknude:
http://www.remittent.se/sv/Videoarkiv/Kirurgisk-teknik/Mora-Top-Knife/Startknut/
Lukning af fascie efter sårruptur.
Ved fascieruptur, uanset størrelsen af rupturen, skal hele fasciedefekten lukkes på ny (= den gamle sutur fjernes).
Vurder muligheden for at adaptere fasciekanterne uden stramning.
Hvis ikke det skønnes muligt, pga sustanstab eller stramning og deraf følgende risiko for abdominalt compartment syndrom, anvendes VAC behandling med traktionsnet med successiv lukning tilstræbt <10 dage.
Fremgangsmåde
Operationsteknik:
- Der benyttes 0 PDS på stor nål.
- Der startes med knude i fascien i umiddelbar nærhed af incisionens ene ende (Fig. 1).
- Derefter lukkes med mass closure teknik, dvs alle bugvæggens lag undtagen hud, med fortløbende suturering uden stramning, med 3 cm til fasciekant, og 4-5 mm afstand mellem suturer
- Tilstræbes SF/SL ratio 10-15.
- Der afsluttes med selvlåsende knude (Fig. 2).
- Man skal adaptere fasciekanterne tensionsfrit for at mindske risikoen for iskæmi/ nekrose og for at suturer ikke skærer igennem med forventet postoperativt ødem og paralyse
- I operationsbeskrivelsen skal anføres sårets længde (SL) i cm, suturforbrug (SF) i cm og SF/SL-ratioen.
- Der skal være bagvagt på operationsstuen ved lukning af fascie efter sårruptur
Forsinket lukning af fascie / midlertidig åbent abdomen
VAC behandling (Vacuum Assisted Closure) med anlæggelse af traktionsnet øger sandsynligheden for forsinket primær lukning af fascien og mindsker dermed andelen af patienter med planlagt ventralhernie (8,9,10,11).
Anvendes når patientens tilstand eller fasciens beskaffenhed ikke tillader primær suturering efter laparotomi:
- Anvendes efter sårruptur, hvor fascien ikke kan approksimeres uden stramning.
- Anvendes ved traumelaparotomi og ”damage control surgery”
- Anvendes ved enhver primær/sekundær laparotomi pga abdominalt compartment syndrom
- Anvendes til planlagt second look laparotomi
Fremgangsmåde
Planlagt åbent abdomen med traktionsnet for primær lukning af bugvæg < 10 dage
Operationsteknik:
- Der anlægges beskyttelsesfilm over tarmgebet så langt ud i alle 4 kvadranter som muligt
- En fortløbende non-absorberbar 2-0 sutur placeres langs fasciekanterne 1-2 cm herfra (A).
- Traktionsnet syes til fasciekanter på begge sider med fortløbende Prolene 0 sutur i to rækker, således at den ene får ”fat” i forstærkningssuturen (B). I tilfælde af ”damage control surgery” syes traktionsnet i når patienten er fuldt rescusiteret ved først kommende sårskift
- Netten syes sammen i midtlinjen (C)
- Fasciediastase efter nettet er syet sammen i midtlinjen måles i cm og journalføres
- 2 stk sort svamp anlægges oven på hinanden henover mesh, gerne som ”haj-finne” (D)
- Vanlig plastfilm og sug anlægges med 125 mmHg
- Plan for sårskift planlægges ved bagvagten. I forbindelse med dokumentation af indgrebet laves casebestilling og næste sårskift bookes på akutlejet. Tilstræbes skift hver 3. dag, medmindre andet taler for et kortere interval.
- Ved 1. sårskift klippes meshen op i midtlinjen, abdomen gennemgås og der skylles med NaCl i alle 4 kvadranter, og meshen resutureres herover beskyttelsesfilm med yderligere traktion. Tilstræbes træk der minimerer fasciediastasen ca 4 cm i alt ved hver skiftning.
- Ny fasciediastase efter nettet er syet sammen i midtlinjen måles i cm og journalføres.
- Stiler mod lukning af bugvæg med endelig fascielukning i mass closure med fortløbende PDS 0 sutur i SF/SL ratio 10-15 hurtigst muligt og helst <10 dage. Ved lukning af fascie trimmes nettet således at det syes med i lukningen og forbliver i som profylaktisk onlay-mesh. Er det ikke muligt at lukke fascien efter de første to forsøg, skal der aktivt tages stilling til om lukning af hud med intenderet hernie er bedre for patienten. Denne stillingtagen bør diskuteres på morgenkonferencen.
- I operationsbeskrivelsen skal anføres sårets længde (SL) i cm, suturforbrug (SF) i cm og SF/SL-ratioen.
- Der skal være bagvagt på operationsstuen ved anlæggelse af VAC, ved VAC skift samt ved forsinket resuturering af fascien
Tilbage til top