Hospitalet skal sikre, at lovgivningen omkring dødsfald er overholdt, herunder hvornår og hvordan politiet skal underrettes, samt at de administrative arbejdsgange i forbindelse med mors er hurtige og korrekte.
Medarbejderne skal udvise etiske hensyn i forbindelse med mors-proceduren og sikre, at soignering af afdøde sker på en måde, som pårørende oplever omsorgsfuld. Afdødes efterladte skal informeres, og der skal ydes omsorg på en værdig og respektfuld måde.
Vejledningen skal sikre ensartede arbejdsgange for læger, sygeplejepersonale, sekretærer, portører samt medarbejdere i kapelfunktionen i forbindelse med morsprocedurer.
Vejledningen omfatter begge hospitaler hhv. Amager og Hvidovre Hospital. Der gælder særlige forhold for Akutmodtagelsen og Børneafdelingen på Hvidovre, samt Akutklinikken på Amager.
1. Generelt
Til brug for arbejdet i forbindelse med mors-proceduren er der udarbejdet følgende:
Ad. 1. Smartphrases i SP til lægens notat om mors
Der findes to smartphrases i SP, MORS1AHH og MORS2AHH til brug ved hhv. dødens konstatering og selve ligsynet.
MORS1AHH. Notat vedrørende dødsfald. Konstatering af døden (kaldet 1. ligsyn) med mulighed for at dokumentere ligsynet (kaldet 2. ligsyn) samtidig.
MORS2AHH. Notat i forbindelse med selve ligsynet, også kaldet 2. ligsyn.
Ad. 2. Mors blanketter
1.1. Konstatering og dokumentation af dødens indtræden
Når en patient afgår ved døden, tilkaldes vagthavende læge, som konstaterer dødens indtræden (kaldet 1. ligsyn) i overensstemmelse med beskrivelse af ligsyn under punkt 1.4 og noterer sig tidspunktet for dette. Såfremt pårørende ikke har været til stede, underrettes de som hovedregel af afdelingens læge.
Lægen har herefter ansvar for:
Portørerne har ansvaret for:
Fjernelse af elektroniske implantater - pacemakeren/ICD-enheden
Hvis den afdøde har pacemaker/ICD-enhed, skal denne/disse fjernes.
Registrering
Patientens død registreres i SP ved at lægen i udskrivelsesnavigatoren på mors fanebladet angiver den umiddelbare dødsårsag samt dato og tidspunkt for dødsfaldet. Dette medfører, at patienten registreres som død i SP og at der afsendes elektronisk meddelelse til egen læge om dødsfaldet.
1.2. Soignering og transport af afdøde
Soignering
Sygeplejepersonalet soignerer afdøde. Der skal udvises særlig omhyggelighed ved lukning af mund og øjne, og hjælpemidler anvendes. Af hensyn til senere fremvisning til de pårørende er det væsentligt, at det foretages omhyggeligt. Afdøde fremvises altid først efter, at diverse hjælpemidler er fjernet.
Transport af afdøde
Afdøde skal hurtigst muligt køres til kølerummet under hensyntagen til lægens ligsyn (dvs. patienten er synet anden gang), soignering, samt at de pårørende har taget afsked. Herefter bestilles kørsel af afdøde.
Amager Hospital: Portørerne kontaktes på tlf.: ###TELEFON###
Hvidovre Hospital: Transporten af afdøde bestilles i portørbooking systemet CSL.
1.3. Dødsattest
Indberetningen sker elektronisk via Statens Serum Instituts elektroniske indberetningssystem SEI, som tilgås via VA (Virtuel arbejdsplads). Lægen skal anvende sin digitale signatur samt være oprettet i SEI. Ved IT-nedbrud eller hvis attesten af andre årsager ikke kan tilgås, tages de blå nødblanketter i brug. Alle afdelinger skal sikre sig, at de har disse, som bestilles i SAP nr.:1022135REG. Ifald nødblanketter anvendes, skal disse efterregistreres senest indenfor 3 dage.
Dødsattesten er et retsligt dokument, der først og fremmest er et bevis på, at den pågældende er død. Et lig må ikke obduceres, begraves, brændes eller føres ud af landet, førend dødsattest er udstedt. Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Der henvises til den regionale VIP instruks ”Ligsyn og elektronisk dødsattest".
Husk, at man ved dødsfald på hospitalet skal angive dødsstedet med den fulde adresse for enten Amager eller Hvidovre Hospital.
1.4. Ligsyn
Ligsyn er en undersøgelse foretaget af en læge, hvorved dødstegn iagttages, og dødsårsag og dødsmåde så vidt muligt fastslås. Både 1. (dødens konstatering) og 2. ligsyn (det egentlige ligsyn) foretages på sengestuen i afdelingen, og lægen skal have konstateret sikre dødstegn ved 2. ligsyn, førend afdøde må transporteres til kølerummet. I praksis kan første og andet ligsyn nogle gange udføres i samme arbejdsgang, idet der kan være indtrådt sikre dødstegn, mens lægen har talt med pårørende og udfærdiget diverse administrative opgaver i forbindelse med konstatering af dødens indtræden. Den afdøde må max ligge 5 timer i afdelingen efter dødens indtræden.
Der henvises til den regionale VIP instruks ”Ligsyn og elektronisk dødsattest”. Her beskrives arbejdsgangen med ligsyn og udfyldelse af dødsattest udførligt.
1.5. Obduktion
Såfremt politiet ønsker retslægeligt ligsyn jævnfør punkt 1.6, eller hvis den afdøde er tilmeldt donorregisteret eller har testamenteret sit legeme til Anatomisk Institut, skal der ikke foretages lægevidenskabelig hospitalsobduktion.
Hvis intet af ovenstående gør sig gældende, og lægen finder det klinisk indiceret at få foretaget en lægevidenskabelig hospitalsobduktion, skal der først indhentes tilladelse fra de pårørende. Obduktion kan også foretages, hvis der foreligger skriftlig tilladelse hertil fra afdøde, og såfremt de pårørende ikke modsætter sig det. Lægen skal udlevere brev til nærmeste pårørende, ”Information om obduktion”. De pårørende har 6 timer fra underretningstidspunktet for ønsket om obduktion til at modsætte sig obduktionen. Hvis afdelingen ikke har fået noget svar efter 6 timer, betragtes det som stiltiende samtykke, og obduktion må foretages. Pårørende er ikke berettigede til selv at begære en obduktion. Men såfremt de udtrykker ønske herom, er det lægens opgave at vurdere, om der er klinisk relevans herfor.
Lægen skal i SP udfylde "Obduktion rekvirering", som sammen med underskrevet kopi af dødsattest placeres i Bilagsmappen (plast charteque), som skal fremsendes af en sekretær til Hvidovre Patologiafdeling, afsnit 134. På Amager Hospital fremsendes papirerne via Kapellet.
Ved dokumentation i journalen skal der stå, hvem der har givet samtykke til obduktion, i hvilket omfang og hvilken læge, der har indhentet samtykke fra afdødes nærmeste pårørende jævnfør ” Vejledning om samtykke til lægevidenskabelige obduktioner m.v. (hospitalsobduktioner)”.
Patologiafdelingen skal have fremsendt bilagsmappen med kopi af dødsattest og obduktionsbegæring, førend obduktion kan foretages. Papirer fremsendes så hurtigt som muligt, idet der kun foretages obduktion 2 x ugentligt. Der foretages ikke obduktion i weekender og på helligdage.
Efter endt obduktion udfærdiger obducenten en beskrivelse af obduktionsfundene til journalen, og hvis der er oplysninger med relevans for dødens indtræden, skal disse skrives ind i dødsattestens side 2 af en læge fra den rekvirerende, kliniske afdeling.
1.6. Indberetning til politiet
Ifølge Sundhedsloven § 179 skal der tages stilling til, om politiet skal kontaktes, før der kan foretages ligsyn.
Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til politiet:
Hvis lægen indberetter dødsfaldet til politiet, orienteres nærmeste leder, så denne er informeret herom.
Politiet vurderer, om der skal foretages retslægeligt ligsyn (medikolegalt ligsyn), og dette meddeles afdelingen. Såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn, skal den behandlingsansvarlige overlæge informere pårørende om politiets beslutning samt meddele, at bedemanden rutinemæssigt bistår med planlægning af bisættelse/begravelse via Retsmedicinsk Institut.
2. Øvrige forhold
2.1. Fremvisning efter afdøde er kørt fra afdeling
Såfremt pårørende ønsker fremvisning, efter at afdøde er kørt fra afdelingen, kontaktes Kapellet på hverdage mellem kl. 7.30-14.30, og udenfor dette tidsrum kontaktes portørcentralen. De pårørende vil blive hentet i afdelingen og fulgt til fremvisningsrummet, hvor en portør har varetaget den fornødne soignering og i øvrigt forestår fremvisning i fremvisningsrummet, Jvf. "Mors, Kapel og portørcentralens funktioner".
2.2. Religiøs og spirituel hjælp
Det sygeplejefaglige personale kan spørge til afdødes religiøse baggrund, i tilfælde af ønske om religiøs eller spirituel hjælp i forbindelse med dødsfaldet. Hospitalspræsterne kan være behjælpelige med kontakter til øvrige trossamfund.
Hospitalspræsterne kan endvidere kontaktes såfremt, de pårørende ønsker at deltage i en sorggruppe på hospitalet i forbindelse med dødsfaldet. Se endvidere det vedhæftede bilag "Sorggruppe på Hvidovre Hospital" for information.
I situationer, hvor pårørende udtrykker ønske om afholdelse af særlige religiøse ceremonier, efter afdøde er kørt fra afdelingen, kontaktes:
2.3. Overførsel af lig til udlandet, Ligtransport
Hvis en afdød skal transporteres ud af landet, skal der, efter at dødsfaldet er anmeldt til begravelsesmyndighederne, rettes henvendelse til Statens Serum Institut ved embedslægeinstitutionen i regionen, om udstedelse af et ligpas, som skal følge liget under transporten, jævnført ”Vejledning om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og dødsattester” samt "Bekendtgørelse om behandling af lig".
2.4. Anatomisk institut
Hvis afdøde har testamenteret sit legeme til Anatomisk Institut, rettes henvendelse på telefon ###TELEFON### (hverdage mellem 8.00-13.00), og afdødes journalnummer fra testamentet samt hvornår afdøde er død, oplyses til instituttet.
Proceduren er herefter den samme som ved almindelig udlevering, hvor pårørende skal henvende sig til en bedemand, og denne vil så sørge for overflytning af afdøde til Anatomisk institut.
2.5 Person uden stamafdeling
Ved dødsfald hos en person, der ikke har en stamafdeling, skal portørcentralen kontaktes mhp transport til akutmodtagelsen, ligesom akutmodtagelsen skal varsles telefonisk om dødsfaldet.
Afdelingsledelsen er ansvarlig for, at vejledningen er implementeret og følges af personalet. For afdelingsledelsen i Akutmodtagelsen, Akutklinikken og Børneafdelingen gælder særligt, at de lokale mors- instrukser skal korrespondere og følge kravene i denne tværgående vejledning for mors procedurer.
Henvisning til andre relevante VIP-dokumenter og andet:
Opbevaring af patienters værdigenstande og ejendele
Mors, Kapel og portørcentralens funktion
Indberetning af dødsattester, Sundhedsdatastyrelsen
Vejledning om samtykke til lægevidenskabelige obduktioner m.v. (hospitalsobduktioner)
Vejledning om ligsyn, indberetning af dødsfald til politiet og dødsattester
Sundhedsloven afsnit XIII: ligsyn og obduktioner m.v.
Bekendtgørelse om behandling af lig