Påsætning af Mantoux

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

 

Målgrupper og anvendelsesområde

Instruksen henvender sig til sygeplejersker ansat i Lungemedicinsk Daghospital afd. 255 Hvidovre Hospital, som påsætter og aflæser Mantoux.

Mantoux tuberkulinhudtest anvendes for at diagnosticere, om en person på et tidspunkt har været smittet med tuberkulose (Mycobacterium tuberkulosis) eller bruges til at påvise om en patient har antistoffer mod tuberkulose. Anvendes ofte i forbindelse med ophold på studieskoler mm. Mantoux kan ikke bruges til at diagnosticere aktiv TB-infektion. 1

Formål er: 

At understøtte en ensartet fremgangsmåde for udførelse af Mantoux-test.

At personalet kan vejlede patienten om undersøgelsen og formålet med denne.

Tilbage til top

Definitioner

Mantoux-test er en intradermal injektion af tuberkulin. Tuberkulin er et koncentrat fremstillet af en flydende kultur af M. Tuberculosis. Det indeholder en blanding af forskellige protein- og kulhydrat-antigener.

Hos sensibiliserede personer vil der i løbet af tre døgn efter en Mantoux-prøve fremkomme en hævelse med omgivende rødme.2

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Materialer:

  • Tuberkulin: Standard dosis er 0,1 ml med styrke 2 T.U. (tuberkulinenheder). Samme styrke og dosering gælder for alle aldersgrupper. Tuberkulin står i køleskab i medicinrum. Tuberkulinet er færdigblandet og klar til brug.
  • 1 ml sprøjte med tynd nål/insulinsprøjte (ligger i køleskab sammen med tuberkulin).
  • Spritswaps til hud
  • Handsker

Kontraindikation:

  • OBS: Mantoux bør ikke påsættes hvis patienten har været i behandling med prednisolonkur 14 dage før testen, eller hvis vedkommende har fået nogen som helst form for vaccination 14 dage før testen. I så fald skal det altid konfereres med læge, hvornår der kan påsættes Mantoux. Nylig prednisolonkur vil formentligt kunne sløre en eventuel hudreaktion og vaccination bør ikke ”blandes” med andre ting.
  • Bør ikke anvendes til patienter, som er vaccineret mod tuberkulose (Calmette-vaccine/BCG-vaccine (falsk positiv)). Anvend i stedet Quantiferon-test. BCG-vaccinen var en del af vaccinationsprogrammet indtil ca. 1987.
  • Bør ikke anvendes til patienter, som har haft tuberkulose tidligere.

Fremgangsmåde (Mantoux-metoden):

  • Sikre sig, at patienten ikke er Calmette/BCG-vaccineret eller tidligere har haft tuberkulose.
  • Sikre sig, at patienten ikke har fået prednisolonkur eller er blevet vaccineret 14 dage før der påsættes Mantoux.
  • Sikre sig, at patienten kan møde op til aflæsning efter præcis 3 døgn – hvis ikke, må testen udskydes til en anden dag.
  • Anvend handsker
  • Træk 0,1 ml tuberkulin op i sprøjte.
  • Prøven skal sættes på midterste tredjedel af venstre underarms dorsalside (overside) mellem de to langsgående muskler. Undgå områder med ar eller hudsygdomme. Huden vaskes med 70% alkoholopløsning. Huden skal blive helt tør før tuberkulinet injiceres. Nålen lægges fladt mod huden i 10-15 graders vinkel med kanylens åbning op. Stik ind i øverste hudlag. Injicér 0,1 ml (2 T.U.) langsomt. Træk nålen hurtigt ud. Massér ikke på indstiksstedet. Tuberkulinreaktionen kan svækkes, hvis tuberkulinet injiceres nærmere håndled end albuen.
  • En vellykket injektion vil resultere i en papel på 8-10 mm i diameter. Denne papel vil være synlig i omtrent 10 minutter.
  • Hvis der ikke fremkommer en papel eller papelen har en diameter, som er mindre end 6 mm, kan injektionen være sat for dybt eller injektionsvæsken kan have lækket ud, og resultatet bliver i så fald vanskeligt at tolke.
  • I løbet af de næste tre døgn vil der hos sensibiliserede personer fremkomme en hævelse med rødme omkring.
  • For illustration, se SSI´s vejledning om påsætning af mantoux 
     
     

Information til patienten:

  • Patienten må ikke klø på injektionsstedet.
  • Patienten må ikke udsætte injektionsstedet for direkte sollys.
  • Patienten må ikke tildække injektionsstedet med plaster eller lignende.
  • Patienten skal komme igen 3 dage efter injektionen for at få aflæst Mantoux.

Aflæsning af Mantoux-testen:

  • Aflæsningen skal ske efter nøjagtig tre døgn (72 timer). At aflæse før 72 timer kan medføre falsk negativ test. Aflæsning efter 72 timer anbefales ikke.
  • Hvis der fremkommer en reaktion med hævelse, rødme og ømhed, opmåles omkredsen af denne. Hvis denne er over 6 mm, er testen positiv. Ved positiv reaktion skal testen altid aflæses af læge.
  • Det kan være vanskeligt at se start og afslutning på hævelsen. Derfor kan det være nyttigt at føle hævelsen med fingrene. Hævelsen er både fastere end den omgivende hud, og den hæver sig over hudniveau. Korrekt aflæsning er vigtig og kræver træning.

Dokumentation:

  • Resultatet af tuberkulinprøven dokumenteres i journalen i Sundhedsplatformen via vurderingsskema samt smartphrases.
  • Angivelse af dato for injektion samt dato for aflæsning.
  • Resultatet opgives ikke som positivt eller negativt, men i eksakt antal millimeter, også ved 0 mm.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Sygeplejersken er ansvarlig for dokumentation i journalen i Sundhedsplatformen.

  • Under vurderingsskemaet ”TB skema” angives dato for påsætning samt dato for aflæsning af Mantoux.
  • Testresultatet dokumenteres under smartphrasen: .255MANTOUXPÅ samt .255MANTOUXAF
  • Ved påvist reaktion konfereres altid med den læge, som varetager daghospitalsfunktionen den pågældende dag for aflæsning.
  • Oftest sendes resultatet til egen læge med mindre andet er angivet.

Afsnitsledelsen har ansvar for, at personalet er oplært til varetagelse af denne opgave.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

  1. Godtfredsen og Nørgaard, Lungesygdomme i klinisk praksis, Munksgaard, 1. udg. 1. oplag, Kbh. 2016. Side 291-295.
  2. Sundhed.dk (22/12-20) 

Illustration om påsætning af mantoux (fra SSI)

Medicin.dk (22/12-20)

Tilbage til top

Bilag