Kort om tuberkulose

  • Tuberkulosebakterierne spredes fra person til person med dråber, der opstår, når en person med tuberkulose hoster eller nyser.
  • Tuberkulose er ikke særlig smitsom. De mest udsatte er personer, som har tæt kontakt til den syge, i mange timer om dagen, eller har udført høj-risiko procedurer, såsom trakeal sug, lungefysioterapi eller intubation, uden personlige værnemidler.
  • Hvis man bliver smittet, vil kroppens immunforsvar som regel få kontrol over bakterieangrebet, så 95% af dem som smittes, ikke bliver syge.
  • Bakterierne kan dog overleve i kroppen i flere årtier. Denne tilstand kaldes latent tuberkulose, hvor bakterierne ligger i dvale.
  • Personer med latent tuberkulose er symptomfrie og smitter ikke.
  • 5-10 % af dem som har latent tuberkulose kan i løbet af deres livstid udvikle aktiv tuberkulose, dvs. sygdom forårsaget af tuberkulose bakterien.
  • Personer med aktiv smitsom tuberkulose har symptomer i form af feber eller nattesved, vægttab, hoste og brystsmerter.
  • Der er størst risiko for overgang fra latent til aktiv tuberkulose i løber af de første to år efter smitte, hvor ca. 2-5% udvikler aktiv tuberkulose. Denne risiko er øget blandt børn under 5 år, personer med HIV infektion, diabetes, andre kroniske tilstande og forskellige kræftsygdomme, samt blandt personer der behandles med immunhæmmende midler.
  • For personer med latent tuberkulose, som er i særlig risiko for at udvikle aktiv tuberkulose, kan der gives forebyggende behandling. Det indebærer dagligt medicinsk tablet behandling i 3-6 måneder.

 

Yderligere information

www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/infektioner/sygdomme/tuberkulose/tuberkulose-latent