Genveje
Infektioner med risiko for særligt alvorligt forløb hos gravide
Cystitis med gruppe B streptokokker (GBS)
Infektioner, der kan overføres til barnet og medføre misdannelser, væksthæmning og fosterdød
Varicella zoster virus (VZV) – skoldkopper
Gravide rammes som alle andre af almindelige infektionssygdomme, som normalt ikke medfører nogen risiko for barnet.
Graviditet medfører en vis ændring eller adaptation af immunsystemet – ændringer som er med til at få kvindens immunforsvar til at acceptere fosteret (“semi-allograft”). Dette er muligvis baggrunden for, at nogle infektioner kan have et særligt alvorligt forløb hos gravide, herunder influenza, malaria, hepatitis E, listeria. For HIV, hepatitis B og syfilis hos gravide se særskilte instrukser.
Her gennemgås infektioner som kan have et særligt alvorligt forløb hos gravide samt infektioner, der kan overføres til barnet og medføre misdannelser, væksthæmning og fosterdød.
###TABEL_1###
Retningslinjerne for håndtering og behandling af gravide smittet med COVID-19 opdateres løbende, og der henvises til gældende instrukser på området:
Urinvejsinfektioner, især cystitis, ses hyppigere hos gravide. 10-30 % af alle gravide kvinder er asymptomatiske bærere af gruppe B streptokokker (GBS) i cervix. Kun 0,5-1 % af de gravide, som er bærere af gruppe B streptokokker, udvikler symptomer og tegn på infektion. Hvis der påvises GBS i urinen under graviditet, skal disse behandles (tablet penicillin 1 MIE x 3 i 7 dage). Ved penicillinallergi kan enten nitrofuranoin (dog ikke i 3. trimester), cefalosporin eller makrolid (azithromycin) anvendes. Kontroldyrkning anbefales ikke. Gyn/obs sørger for planlægning af IV penicillin under fødsel for at hindre smitte til barn, da GBS kan medføre svær neonatal infektion.
Se også DSOG obstetrisk guideline GBS - Gruppe B Streptokok syndrom.
Smittevejen for hepatitis E virus (HEV) er som for hepatitis A, med en inkubationstid på 2 uger til 2 måneder. HEV giver anledning til epidemier i udviklingslande (Asien og Sydamerika). Diagnosen stilles ved PCR og ved påvisning af HEV-antistoffer. I endemiske områder kan akut leversvigt forekomme oftere hos gravide der får HEV, og akut HEV under graviditeten har været associeret til mortalitetsrater på mellem 15 og 25%. Infektion med HEV tidligt i livet kan reducere risikoen for akut leversvigt hos gravide, der bliver re-inficerede senere i livet.
Behandlingen er symptomatisk. Der er ingen markedsførte vacciner.
Se også SSI’s side om Hepatitis E.
Gravide i 2. og 3. trimester betragtes som i øget risiko for alvorlig influenzasygdom, og derfor anbefales influenzavaccination til denne gruppe.
Gravide i 2. og 3. trimester skal under influenzaaktivitet ved kliniske tegn på influenza (pludseligt indsættende sygdom med feber > 38 grader, luftvejssymptomer, muskelsmerter) tilbydes behandling med Tamiflu 75 mg x 2 i 5 dage ved første kontakt (også før verificeret infektion, dog kan der afventes svar på POC-test, hvis en sådan er tilgængelig). Hvis influenzapodning er negativ, kan behandlingen seponeres.
Tamiflu er ikke kendt for at kunne give fosterskader. Tamiflu kan gives under amning.
Fødende med symptomer på influenza: Den fødende og hendes familie bør ikke forlade fødestuen. Der influenza podes og iværksættes Tamiflu-behandling af den syge. Fødeafdelingens medarbejdere anvender almindelige værnemidler (maske, overtrækskittel og handsker).
Hvis tilstanden tillader det, sendes familien hjem efter fødslen. Hvis obstetriske forhold ikke tillader ambulant fødsel, holdes familien isoleret på en familiestue på barselsgangen, hvor medarbejderne bruger almindelige værnemidler. Hvis moderen på grund af influenza ikke kan udskrives efter fødslen, indlægges hun med barnet på Infektionsmedicinsk Afdeling.
Se også Dansk Selskab for Infektionsmedicins influenza retningslinjer.
Listeriose er en fødevarebåren infektion forårsaget af Listeria monocytogenes, som er 17 gange hyppigere hos gravide. Der er risiko for et alvorligt forløb hos kvinden samt for intrauterin smitte (evt. fosterdød, for tidlig fødsel) og neonatale infektioner (svær sepsis, meningitis, pneumoni). Gravide bør derfor undgå bløde oste og ikke-pasteuriserede mejeriprodukter samt vakuumpakket kødpålæg og røget fisk.
Graviditetsrelateret listeria-infektion opstår som oftest i tredje trimester, potentielle skadevirkninger for fosteret er mindre almindelige jo højere gestationsalderen er.
Feber, kulderystelser og rygsmerter kan være symptomer på listeria infektion og non-specifikke influenzalignende symptomer er den mest almindelige manifestation. Der findes ingen specifikke indikatorer på listeria infektion hos gravide, så bloddyrkninger er indiceret hos alle febrile gravide, hvor der ikke findes anden oplagt forklaring.
Ved opkald fra gravide patienter, der er bange for at de kan have indtaget kontamineret mad, gælder primært beroligelse, hvis patienten er asymptomatisk. Ved symptomer tilbydes klinisk vurdering og bloddyrkning.
Listeriose kan behandles med antibiotika (fx penicilliner). Listeria er resistent over for cefalosporiner.
Se også Lægehåndbogens side om listeriose og SSI’s side om listeriose.
Gravide er særligt udsatte for alvorlig P. falciparum-infektion, hvilket kan medføre fosterdød. Malaria bidrager til anæmi i graviditeten, særligt hos førstegangsfødende, og sygdommen kan medføre bl.a. intrauterin væksthæmning og lav fødselsvægt, præterm fødsel, kongenit malaria og øget mortalitet for den gravide
Øget prævalens af malaria hos gravide skyldes bl.a. øget risiko for myggebid, immunologiske og hormonelle ændringer relateret til graviditet samt graviditets-associeret malaria antigen der faciliterer erytrocytters evne til at feste sig og formere sig i placenta (placentær malaria, særlig almindeligt i endemiske områder). Kvinder i endemiske områder har normalt antistoffer mod graviditets-relateret antigen, hvis de har været gravide før.
Følger af malaria varierer i henhold til species:
Diagnostik af malaria hos gravide adskiller sig ikke fra øvrige, men malariastryg kan være negativt hos kvinder med placentær malaria, der ellers er asymptomatiske.
For gravide rejsende er det vigtigt med omhyggelig myggestiksprofylakse ved rejser til områder med risiko for malaria. DEET-holdige myggemidler med op til 20 % DEET kan anvendes til gravide. Gravide bør derfor konsultere speciallæge i infektionsmedicin før eventuel rejse til malariaområder. I tillæg bør medikamentel profylakse anvendes, overordnet gælder følgende for medikamentel malariaprofylakse:
Se også SSI’s rejseråd til gravide.
For behandling af malaria hos gravide se afdelingens specifikke vejledning for malaria.
Visse infektioner giver anledning til særlig bekymring, fordi de kan overføres til barnet og medføre misdannelser, væksthæmning og fosterdød, herunder varicella, morbilli, rubella, parotitis, CMV, parvo B19, toxoplasmose og Zikavirus, se nedenfor. I Danmark testes alle gravide rutinemæssigt for HIV, Hepatitis B og Syfilis under svangreomsorg. Se særskilte instrukser vedrørende for graviditet hos kvinder med HIV eller hepatitis B samt for syfilis.
Årligt fødes ca. 300 børn i DK med kongenit cytomegalovirus (CMV)-infektion, oftest ifm. primær CMV-infektion hos mater (smitterisiko til barn 25-50%), sjældnere ved reaktivering af maters tidligere CMV-infektion (kan ses ifm. graviditet, smitterisiko til barn her få %). Størstedelen af danskere er smittet. CMV smitter ved tæt direkte kontakt og gennem kropsvæsker (spyt, urin, genitalt, modermælk mv.). Inkubationstid 3-8 uger. Hos børn og unge oftest asymptomatisk, hos voksne mononukleoselignende symptomer. Der er ingen rutinemæssig screening af gravide.
Virus kan smitte fra mater til foster gennem placenta. CMV-infektion hos gravide klassificeres enten som primær eller sekundær (antistoffer tilstede inden graviditet og kan skyldes reaktivering af latent virus eller reinfektion med ny CMV-stamme, forårsager ikke generelt sygdom hos gravide men kan betyde klinisk sygdom for immunosupprimerede). Kan medføre øget abortrisiko, neurologiske forstyrrelser, især døvhed, væksthæmning og evt. intrauterin død. Risiko størst i 1. trimester, hvor provokeret abort kan overvejes. Symptomer hos nyfødte ses oftest først uger efter fødslen og der kan senere udvikles døvhed og mental retardering. Postnatal infektion kan forekomme ved eksposition for virus via cervix/vagina ved fødslen men forårsager sjældent alvorlig sygdom hos raske nyfødte. Både symptomatiske og asymptomatiske nyfødte har risiko for sequelae men den er størst hos symptomatiske (henholdsvis 50 mod 10% for døvhed, mortalitetsrisiko henholdsvis 5% til 0%).
Tidspunktet for primær infektion hos mater er den vigtigste risikofaktor for sequelae hos barnet og risikoen for føtal infektion øges i takt med gestationsalderen. Det er dog mindre hyppigt med symptomatisk sygdom ved høj gestationsalder. Overordnet er risikoen for føtal infektion hos seropositive lav (0,15-2%), da seroimmunitet giver betydelig beskyttelse mod føtal infektion. Siden den seropositive population er stor fødes de fleste børn med kongenit infektion alligevel af seropositive mødre, dvs som følge af sekundær infektion (ca 3/4).
CMV-antistoffer måles hos gravide som en del af diagnostik ved kliniske symptomer eller når der er mistanke til kongenit CMV på baggrund af føtal UL scanning (normal scanning udelukker dog ikke infektion hos foster). Påvist serokonversion til IgG er diagnostisk for primær infektion. CMV IgM bliver positiv 1-3 uger efter primær infektion. Positiv CMV IgM og lavt CMV totalt antistof-titer tyder på nylig infektion, positiv CMV IgM og høje totale titre tyder på reaktivering. CMV IgM er dog mindre egnet til at stadfæste tidspunkt for infektion. Den kan forblive positiv i over et år efter infektion og kan revertere fra negativ til positiv hos dem med reaktivering eller reinfektion med anden CMV virusstamme og kan også blive positiv ved EBV-infektion. Positiv CMV IgG og IgM kan repræsentere både primær infektion, reaktivering, reinfektion og latent sygdom. Her bruges IgG aviditet til at estimere tidspunkt for infektion. Høj aviditet på IgG antistoffer tyder på infektion mere end 6 måneder tilbage medens lav aviditet tyder på nylig infektion. CMV PCR har lav sensitivitet, hvad angår risiko for vertikal transmission og kan ikke understøtte diagnostikken.
Gravide med primær infektion eller tegn på sekundær infektion/reaktivering tidligt i graviditet skal henvises til gyn/obs afd til vurdering/prænatal diagnostik og evt. provokeret abort. Ved infektion senere i graviditet ligeledes henvisning til gyn/obs mhp. supplerende scanninger.
Behandling af CMV hos immunkompetente voksne, inkluderet gravide, er sjældent indiceret, men kan overvejes ved svær sygdom hos mater (ganciclovir, foscarnet, cidofovir). Dog har behandling ikke vist sig at sikkert nedsætte perinatal smitte og risiko for foster er ukendt. Antiviral terapi til forebyggelse eller behandling af føtal CMV er ikke anbefalet.
Mæslinger er en af de mest smitsomme børnesygdomme, smitter ved direkte kontakt og dråbesmitte (aerosol). Inkubationstid 8-11 dage. Symptomer er høj feber og svær katarralia med ru hoste og lysskyhed efterfulgt af maculo-papuløst udslæt, der senere konfluerer, starter ved ørerne og breder sig til ansigt, truncus og siden ekstremiteter. Smitter fra de første symptomer til ca. 5 dage efter fremkomst af udslæt. Forløbet kan variere fra relativt mildt med udslæt og feber til alvorlig sygdom med pneumoni og encephalitis. I Danmark er mæslinger sjældent forekommende efter indførelse af MFR-vaccination. Obs importerede tilfælde da vaccinedækningen i dele af Europa, f.eks. Østeuropa, varierer. Ingen specifik behandling, men humant immunglobulin (Ig) anvendes som forebyggelse eller for at svække sygdommen hos personer der er modtagelige for smitte og har været eksponeret inden for seks døgn. Sygdommen er anmeldelsespligtig.
De fleste fertile kvinder i Danmark har enten haft sygdommen eller er vaccinerede. Gravide er i øget risiko for morbilli pneumoni og sekundær bakteriel infektion. Ved smitte i 1. og 2. trimester: Risiko for abort og præmatur fødsel. Ved smitte i 3. trimester og især i den sidste måned: Risiko for kongenit morbilli hos barnet (udslæt, pneumoni).
Der måles morbilli antistoffer (IgM & IgG). Pt. ses samme dag i infektionsmedicinsk ambulatorium 144. KMA kan køre analysen på alle hverdage (skal senest modtage prøven kl. 14.30). Vigtigt at kontakte KMA telefonisk og aftale hastesvar. Analysen tager ca. ½ time. Analyseres ikke i weekenden. Positiv IgG tyder på immunitet (tidligere sygdom el. vaccination) uden behov for yderligere, medens positiv IgM tyder på akut infektion. IgM kan påvises fra dag 1-2 og indtil 2-3 mdr. Der tages også prøver til PCR-undersøgelse for morbilli RNA (urin, EDTA-blod, svælgpodning).
Pga. øget komplikationsrisiko ved sygdom og kontraindikation for administrering af levende, svækket vaccine til gravide skal morbilli-syge gravide eller eksponerede gravide kvinder uden påviselig immunitet tilbydes immunoglobulin (Ig) frem for MFR-vaccine. Ved usikker immunstatus anbefales måling af antistoffer, før der gives Ig. Ig-behandling skal dog ikke udsættes, til svaret på immunitetsstatus foreligger.
Barnet kan ammes, når det har fået gammaglobulin. MFR-vaccination gives til kvinden efter endt amning (erfaring savnes for vaccination til ammende), dog tidligst seks måneder efter administration af gammaglobulin givet i.m. til moder. Gammaglobulin og MFR-vaccine til brug for post-ekspositionsbehandling kan rekvireres fra apotek eller fra SSI (tlf ###TELEFON###/###TELEFON### i 08-15.30 på hverdage og tlf: ###TELEFON### kl 15.30-08 på hverdage samt hele døgnet på lør-søndage og helligdage) og betales af Regionen. Ved akut udbringning fra SSI betales transporten af Regionen.
Se også SSI’s side om mæslinge post-ekspositions-profylakse.
Næsten udryddet i Danmark pga. MFR-vaccination. Ikke særlig smitsom, smitter ved dråbeinfektion. Sygdomsbillede med feber og hævede spytkirtler. Testikler og bitestikler kan også rammes og medføre orchitis, oophoritis og sterilitet. Var tidligere hyppig årsag til viral meningitis.
Øget spontan abortrisiko ved smitte i 1. trimester, men ikke beskrevet misdannelser.
Parotitis virus antistoffer (IgM &IgG). Positivt IgG tyder på tidligere sygdom eller vaccination. IgM positivt på 1.-2. sygdomsdag (men obs i nogle tilfælde ikke før efter fem dage og bør evt. gentages), IgG positivt senere og forbliver positivt. Ved aktuel sygdom måles parotitis virus RNA ved PCR på podning fra næse/svælg, EDTA-blod, evt. urin. PCR fra svælgpodning og urin kan anvendes til diagnostik i mindst 14 dage efter akut sygdom.
Immunoglobulin eller vaccination ikke indiceret til eksponerede ikke-immune, fordi det ikke har vist sig effektivt.
2/3 af alle voksne er immune, fleste smittet i barnealder. Der er ellers øget risiko for at blive smittet med Parvovirus B19, hvis man arbejder i en børneinstitution, er dagplejemor, eller selv er småbørnsforælder. Ofte asymptomatisk infektion, men kan hos børn give udslæt (Erythema infectiosum/lussingesyge), kan inficere knoglemarv og give anæmi (også hos foster), og der kan (sjældent) ses CNS affektion. Inkubationstid 4-20 dage. Ved fremkomst af udslæt er man smittefri.
Kan afficere lever og myocardium og medføre føtal anæmi og hydrops føtalis samt spontan abort. Ingen evidens for parvovirus B19-relaterede misdannelser. Ved GA < 20 uger: 3% risiko for hydrops eller fosterdød. Efter GA > 20 uger: Minimal risiko. Gravide der har været i direkte kontakt med personer udsat for, eller med “lussingesyge”, og gravide der selv har tegn på parvovirussygdom (feber, udslæt eller ledsmerter) bør undersøges med serologi.
Parvo B19 antistoffer IgM og IgG måles. IgM typisk tilstede fra 3 dage efter udslæt, persisterer i 2-4 mdr, IgG fra ca 16 -18 dage og persisterer livsvarigt (og beskytter mod reinfektion). Diagnostisk for akut infektion er positiv IgM eller IgG serokonvertering i efterfølgende serumprøve taget efter 2 uger.
Der findes ikke medicinsk behandling og vaccination er endnu ikke en mulighed.
Efter indførsel af MFR-vaccination er Rubella næsten udryddet i Danmark. Smitter ved dråbeinfektion 1 uge før til nogle dage efter udbrud af udslæt. Kongenit Rubella kan smitte i flere år. Inkubationstid 14-21 dage. Har hos op mod 50% mildt og subklinisk forløb. Symptomer feber, rødme i øjne og svælg, adenit og udslæt.
Kongenit Rubella syndrom (CRS) med døvhed, blindhed, hjerneskade, hjertefejl.
Der måles rubella-antistoffer (IgM og IgG).
Isolation af virus fra nasopharynx kan bruges til at bekræfte akut Rubella infektion under graviditet, men er dog sjælden anvendt.
Immunoglobulin eller vaccination ikke indiceret til eksponerede ikke-immune, da det ikke har vist sig effektivt.
Parasitinfektion med Toxoplasma gondii. Smitte fra katte (især kattebakker), jord, råt/ikke tilstrækkelig kogt kød, frugt/grøntsager kontamineret med jord. Hovedsmittekilden i vores del af verden er vævscyster i muskulatur og organer fra Toxoplasma-smittede dyr, specielt fra svin, lam og vildt, i mindre grad fra oksekød og kyllinger. Kan kolonisere placenta. 1/3 af fertile kvinder er seropositive. Ofte asymptomatisk infektion, men kan give let feber, hovedpine, pharyngitis, hepatosplenomegali, makulopapuløst udslæt, træthed og glandelsvulst (glandelsvulst kan persistere og kan være lokal eller universel). Okulær sygdom (chorioretinitis/posterior uveitis) kan forekomme ved akut sygdom, men er mere almindelig ved reaktivering.
I Danmark screenes gravide ikke, da det ikke har vist sig effektivt. Ved primær infektion eller reaktivering under graviditet er der risiko for transmission til foster og kongenit toxoplasmose (mental retardering, nedsat syn, hydrocephalus) samt risiko for abort (ca. 10%). Ca. 10% har lettere infektion (chorioretinale ar, intracerebrale forkalkninger og mindre hjerneskade). Resten vil have en subklinisk infektion som først erkendes senere i livet (ca. 85%) med chorioretinitis og synsnedsættelse. Transmissionsrisiko størst i 3. trimester, men symptomer hos foster og risiko for sequelae størst ved smitte i 1. trimester. Føtal infektion forekommer sjældent som følge af reinfektion. Andre risikofaktorer for smitte indbefatter T.gondii stamme med høj virulens/høj parasitæmigrad, immunosuppression hos moder, parasitær kilde (risiko for føtal infektion højere ved smitte fra kattefæces end kød.) Immunokompetente kvinder inficeret før graviditeten overfører i reglen ikke toxoplasmose til fosteret.
Toxoplasmose IgG og IgM. Sædvanligvis positivt IgM og IgG resultat fra henholdsvis ca. 1-3 og 2-5 uger efter smitte. IgM resultatet vedbliver at findes positivt i op til 5-12 måneder og hos nogle endda længere. IgG resultatet findes positivt resten af livet. I den indledende analyse kan der forekomme falsk positive IgM resultater (f.eks. ved mononukleose) og det ses ikke sjældent at gravide har målbare IgM antistoffer også uden nysmitte. Ved positiv IgM udføres derfor altid konfirmatoriske analyser med IgG aviditetsundersøgelse for at tidsfæste smittetidspunkt. Aviditetsanalysen udføres ved mistanke om akut infektion hos gravide, hvor lav-avide antistoffer i ca. 30% af tilfældene kan ses måneder efter akut infektion (immunitet og ingen risiko for foster), hvorimod høj-avide antistoffer betyder at personen er smittet minimum 4 måneder før prøvetagning og der kan være tale om primær infektion. Prøven udføres ved KMA, Hvidovre. Ved eksposition/mistanke om infektion og neg IgM/IgG gentages prøver efter 2-3 uger. Opretholdes diagnosen hos mater planlægges UL-scanning og amniocentese mhp. fostervandsanalyse (Toxoplasma-DNA ved PCR) ved obstetrisk afdeling. Hos den nyfødte måles IgA og IgM antistoffer på navlesnorsblod og placentavæv til dyrkning på SSI.
Tilbydes til symptomatiske og asymptomatiske gravide, der er diagnosticeret med nylig T. gondii infektion i graviditeten for at reducere risiko for kongenit toxoplasmose. Valg af behandling afhænger af hvorvidt der påvises aktuel infektion også hos foster.
Tbl. Spiramycin (3 mio x 3), et makrolid, nedsætter transmissionsrisiko og gives til den gravide (resten af graviditet) ved mistanke om eksposition. Behandlingen seponeres, hvis diagnosen afkræftes. Reduktion af smitte fra moder til foster er mest sandsynlig, hvis behandlingen igangsættes tidligt efter serokonversion. Ved forekomst intrauterin smitte viser kohorte studier, at prenatal behandling reducerer risiko for neurologiske sequelae hos fosteret, men behandling forhindrer ikke mildere sequelae. Dog er der ingen randomiserede studier.
Ved bekræftet infektion hos den gravide samt påvist infektion hos foster: Behandling med pyrimethamin og sulfadiazin samt folinsyre, kontakt parasitologisk afd., SSI mhp vejledning. Obs! er teratogent så stoffet undgås i tidlig graviditet. Pga lav transmissionsrate i 1. trimester anbefales normalt amniocentese og behandling før evt. stillingtagen til abort. Endvidere ultralyd hver 3-4 uge mhp intracerebrale forkalkninger/hydrocefalus/organomegali. Hvis føtal infektion ikke kan påvises fortsættes spiramycin indtil fødsel.
Trimethoprim-sulfamethoxazole er potentielt et alternativ for kvinder, som ikke tåler pyrimethamin (risiko for hæmolyse hos kvinder med glukose-6–fosfat dehydrogenasemangel). Azithromycin har været brugt til at behandle T. gondii infektion hos HIV/AIDS-patienter, men der er ikke nok data om hvorvidt det er et effektivt alternativ til spiramycin. For immunosupprimerede kvinder med tidligere toxoplasmose er der er ikke tilstrækkelig evidens for rutinebrug af spiramycin eller pyrimethamin-sulfonamid.
Se også Ugeskrift for Lægers artikel om mistanke om toksoplasmose under graviditet.
Personer med varicella-infektion smitter typisk fra 2 dage før udslæt bryder ud til alle vesikler er skorpedækkede. Smitte med varicella zoster virus (VZV) kan ske ved dissemineret udbrud eller ved kontakt til vesikler. Inkubationstiden er 10-23 dage. Symptomer er katarrhalia og feber efterfulgt af udslæt med eksantem, der ændres til papler og vesikler og tørrer op under skorpebelagte sår. Sygdom varer ca. 2 uger. Meget smittefarlig, kontaktsmitte og dråbeinfektion fra bristede vesikler på hud og i luftveje. Få % af gravide har ikke haft skoldkopper, men hos udlændinge er det flere (speciel opmærksomhed ved kvinder fra tropiske eller subtropiske lande, Syd- eller Østeuropa). VZV diagnosticeres typisk på baggrund af de kliniske hudforandringer, evt. podning til PCR fra vesikler samt påvisning af antistoffer (IgM og IgG). Specifik behandling med aciclovir/valaciclovir. Seronegative kvinder i den fødedygtige alder bør vaccineres (og graviditet bør undgås de første 4 uger efter vaccination). Gravide, som anamnestisk ikke har haft VZV eller er kendt seronegative, bør anbefales at undgå kontakt med smittefarlige personer. Ved eksposition for VZV skal de kontakte praktiserende læge eller jordemoder hurtigst muligt.
Sygdommen kan forløbe fatalt med svær varicella-pneumoni hos den gravide. Den vertikale transmissionsrate til fosteret stiger med gestionsalderen. Ved smitte i 1. og 2. trimester er der lille risiko for (svære) misdannelser hos fosteret (mikrocephali, ekstremitetsmisdannelser, mental retardering, hudforandringer, øjensygdomme) samt let øget abortrisiko. Ved varicella-infektion hos mater op til 4 uger før fødsel kan den nyfødte udvikle alvorlig og potentiel dødelig form for varicella-infektion.
Ved eksposition og tvivl om tidligere varicella-infektion måles straks varicella-antistoffer IgM og IgG. Pt. ses samme dag i infektionsmedicinsk ambulatorium 144. KMA kan køre analysen på alle hverdage (skal senest modtage prøven kl. 14.30). Det er vigtigt at kontakte KMA telefonisk og aftale hastesvar. Analysen tager ca. ½ time. Analyseres ikke i weekenden.
For eksponeret gravid med symptomer på varicella er diagnosen oftest klinisk, men der kan podes til PCR for VZV fra vesikler. VZV PCR-analysen køres dagligt i KMA, også i weekenden.
Hvis en seronegativ gravid eksponeres for VZV 6-21 dage før fødslen eller udvikler varicella-infektion < 3 uger før fødslen, skal mor og barn isoleres sammen, indtil mor ikke længere smitter, dvs. læsionerne er skorpedækkede. Mor og barn kan dog udskrives tidligere. Hvis den gravide er eksponeret fra 5 dage før til 2 dage efter fødslen og/eller har manifest varicella-infektion ved fødslen, skal mor og barn isoleres hver for sig, indtil smitterisikoen er overstået.
Skyldes reaktivering af VZV-virus. Der er ingen risiko for intrauterin infektion hos gravid med zoster, og barnet vil have maternelle antistoffer ved fødslen. Ved zoster-udbrud mindre end 7 dage før fødsel; skal fødsel ske i isolation.
Se også Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi’s vejledning om Varicella zoster infektion i graviditetet samt SSI’s side om varicella post-eksposition profylakse, inkl. risikogrupper af nyfødte.
Zikavirus er et Flavi-virus (i familie med Dengue, Gul feber, Japansk encephalitis og West Nile), der overføres med Aedes Aegypti myg. Findes i tropiske og sub-tropiske områder. I 2007 forekom det første kendte udbrud af Zikavirus i Stillehavet, og virusset har siden bredt sig. I årene 2015-2017 forekom det største udbrud af Zikavirus i verden, som især berørte Syd- og Mellemamerika, Caribien og Florida og Texas i USA, og i mindre grad Asien og Stillehavet. Der er rapporteret om seksuel smitte, og Zikavirus kan overføres via blod. Dette udbrud betragtes aktuelt som værende overstået.
Inkubationstid er typisk 3-14 dage. 80% af smittede er asymptomatiske, øvrige har mild selvlimiterende sygdom med feber, hovedpine, udslæt, ledsmerter og øjenbetændelse af højst 1 uges varighed. Der findes endnu ingen vaccine, så forebyggelsen sker ved beskyttelse mod myg samt mod evt. seksuel smitte (se nedenfor). Aedes-myggene stikker, i modsætning til malariamyg, i løbet af dagen. Alle rejsende til områder, hvor Zikavirus er udbredt, anbefales at beskytte sig hele dagen mod myggestik, særligt om morgenen og sent om eftermiddagen. Der findes ingen specifik behandling.
Risiko for intrauterin smitte og alvorlige medfødte skader på centralnervesystemet, herunder risiko for mikrocefali. Zikavirus-infektion kan også være forbundet med øget risiko for Guillain-Barré syndrom.
SST anbefaler at gravide og kvinder, der aktuelt påtænker at blive gravide, overvejer at udskyde ikke-nødvendige rejser til lande og områder med forekomst af Zikavirus indtil efter graviditeten. Hvis rejsen ikke kan udskydes, skal gravide være særligt omhyggelige med at beskytte sig mod myggestik. Kvinder, der har rejst i områder med forekomst af Zikavirus, og planlægger graviditet, opfordres til at vente med at blive gravide til 2 måneder efter hjemkomst.
Pga. risiko for seksuel smitte, rådes mænd, der har rejst i områder med forekomst af Zikavirus og som har en partner der er gravid, til at bruge kondom resten af graviditeten. For mænd, hvis kvindelige partner er i den fertile alder, men ikke er kendt gravid, anbefales det, at parret anvender prævention (af en hvilken som helst art) i tre måneder efter hjemkomsten. Det gælder uanset om manden har/har haft symptomer på zikafeber eller ej. Par, der rejser sammen til områder med forekomst af Zikavirus, anbefales at bruge prævention (af en hvilken som helst art) under opholdet og i tre måneder efter, at de er kommet hjem.
Læger bør overveje Zikavirus-infektion som differentialdiagnose hos patienter med feber efter ophold i de berørte områder (for kort og liste over områder med Zikavirus, se: ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsudbrud/arkiv/Zikavirus)
Gravide, der har rejst i områder med forekomst af Zikavirus under deres graviditet og under opholdet eller inden for to uger efter hjemkomsten har haft symptomer på Zikavirus-infektion, skal henvises akut til infektionsmedicinsk afdeling med henblik på blodprøvetagning til serologi (IgG og IgM) samt PCR. Der kan optræde antistof-krydsreaktion til andre flavivirus som dengue eller gul feber (vaccination), mens IgG-titerstigningen er specifik for Zikavirus. Ved tvivl kan rådføres med virologisk afdeling, SSI. Hvis den gravide er positiv for Zikavirus henvises til obstetrisk afdeling med henblik på UL-scanning af fosteret.
Gravide uden symptomer trods relevant rejseanamnese, skal som udgangspunkt ikke testes. Som for alle, der henvender sig til sundhedsvæsenet, vil det altid være den konkrete, kliniske vurdering, der i det enkelte tilfælde afgør, om en person skal testes for Zikavirus-infektion.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet retningslinjer til sundhedsprofessionelle vedrørende håndtering af infektion hos gravide, der har rejst i områder med udbrud af Zikavirus, samt flowchart om udredning og undersøgelse ved mistanke om Zikavirus-infektion hos gravide, se nedenstående:
Instruksen er gældende for Infektionsmedicinsk afdeling. Instrukser gennemgås årligt hvor ansvarlige for instruksen får dokument til gennemlæsning af kvalitetskoordinator som herefter lægger evt. rettelser i dokument på VIP.
Det er afdelingsledelsens ansvar at instrukserne er opdateret og formidlet - det er den enkeltes medarbejders ansvar at holde sig ajour og opdateret.