Genveje
CMV-relateret sygdom eller CMV som ”by-stander”
Case definition for CMV-sygdom
Algoritme for brug af CMV-serologi og PCR
Vurdering af tegn på behandlingskrævende CMV infektion
Fortolkning af positiv BAL CMV PCR
Dosering ved nedsat nyrefunktion
Behandlingsrefraktær CMV-infektion og resistens
At give læger i infektionsmedicinsk afdeling et redskab for at ensartet håndtere CMV infektion og CMV-sygdom hos kritisk syge patienter, som ikke er transplanterede, men som enten er immunsupprimerede på anden baggrund (f.eks. grundet immun supprimerende behandling eller HIV infektion med lavt CD4 celletal) eller er immunkompetente men kritisk syge (f.eks. indlagte på ITA). Da der er sparsomt med data på disse patienter, er vejledningen primært baseret på erfaringer fra de organ- og knoglemarvstransplanterede patienter, hvor der er mere evidens baseret erfaring.
Cytomegalovirus (CMV) er et DNA-virus tilhørende herpesvirus familien. Ligesom andre herpesvira har CMV evnen til at etablere latent infektion med mulig reaktivering efter overstået primær infektion1.
CMV er en hyppig infektion, og hos immunkompetente individer har den oftest et mildt mononukleose lignende forløb ved primær infektion2.
Reaktivering forekommer oftest i forbindelse med høj alder eller anden sygdom og er typisk mildere1.
Blandt immunsupprimerede
kan CMV infektion have et fulminant og fatalt forløb med viræmi og invasiv organ sygdom, især hvis der er tale om primærinfektion 3-5.
Der er også forskning der tyder på, at CMV er et problem hos kritisk syge patienter under intensiv behandling, hvor der oftest er tale om reaktivering 6-9. De fleste studier på denne patientgruppe tyder på en sammenhæng mellem CMV-reaktivering og forlænget indlæggelse, mortalitet, andre nosokomielle infektioner samt øget varighed af mekanisk ventilation6, 8, 9. Der foreligger dog aktuelt ingen empirisk evidens for at antiviral profylakse eller terapi skulle forbedre outcome for denne gruppe af kritisk syge patienter.
Case definition af de forskellige kliniske fænotyper af CMV sygdom (adapteret fra12).
###TABEL_1###
Hvis der er foretaget (kvalitativ) CMV PCR på BAL væske, og denne udkommer positiv:
Baseret på guidelines i MATCH programmet for solid-organ transplanterede.
Prioriteret brug af antivirale midler til profylakse og behandling af CMV-infektion og sygdom, med angivelse af doser til en patient med eGFR >70 mL/min.
###TABEL_3###
Dosis reduktion ved påvirket nyrefunktion baseret på eGFR.
###TABEL_4###
Under pågående behandling monitoreres som minimum med ugentlige leukocytter+ diff, kreatinin og eGFR.
Foscavir kan også give elektrolyt derangement, hvorfor dette også skal overvåges.
Baseret på guidelines samt aktuelle behandlingsalgoritme for CMV-infektion og sygdom blandt solid-organ transplanterede, foreslås valganciclovir i behandlingsdosis justeret for eGFR indtil 2 konsekutive negative CMV PCR med minimum 1 dags mellemrum*
Herefter sekundær valganciclovir profylakse i totalt 4 uger regnet efter den første af de negative CMV PCR. Når sekundær profylakse er afsluttet kontrolleres CMV PCR igen.
*Hos HIV-inficerede er behandlingslængden, afhængig af lokalisation, sværhedsgrad og respons, fra 2-3 uger ved f.eks. retinitis og 3-6 uger ved eosphagitis/colitis (se EACS guidelines)
Herefter sekundær profylakse indtil inaktivitet i læsioner CD4 celletal > 100 og umålelig HIV-RNA > 3 måneder.
Behandlingssvigt og/eller resistens er relativt sjældent13, og ses især ved langvarig behandling med suboptimal dosering (typisk når der råder usikkerhed ved dosering af patienter med nyrepåvirkning). Behandlingssvigt bør mistænkes hvis:
ELLER
Resistens mod valganciclovir findes primært sted i genet for UL97 kinasen, hvorfor denne kan undersøges med Sanger sekventering eller next generation sequencing. Dette kan gøres på RH KMA.
UL54 DNA polymerasen er nødvendig i omsætningen af både valganciclovir, foscavir og cidofovir, hvorfor mutationer her kan give multiresistens. Disse mutationer er heldigvis mere sjældne, og undersøges ikke rutinemæssigt med mindre der er stærk klinisk mistanke.