Geriatrisk sengeafsnit M33, daglige arbejdsgange for læger

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

 

Målgrupper og anvendelsesområde

 Instruks gældende for læger med funktion i Geriatrisk Sengeafsnit M33

 

Fremgangsmåde


Tilbage til top

 

Praktisk organisering af arbejdet i M33

  

Afsnit M33 har i alt 18 sengestuepladser + 2 gangpladser.

 

Team fordeling:

Team 1 (stue 1+2+3)

Team 2 (stue 4+5+6)

Team 3 (7+8+9+10)

Der tilstræbes, at patienterne fordeles inden tavlemøde kl. 09.00. Møder man ikke direkte i afsnittet efter morgenkonference (men først kl. 09.00), orienterer man den stuegangsgående senior læge herom.

Der skal i fordelingen prioriteres, at patienten skal ses af senior læge i begyndelsen af forløbet, at hver enkelt læge så vidt mulig går i et team samt kontinuitet i læge/patient forløbene.

Inden stuegangsstart tjekker man ind i SP under patientlister: “tjek ind og vælg patient”, herefter vil ens navn fremgå af EPIC tavlerne, som hænger i team 2. Her kan man også se hvilken sygeplejerske, der er tilknyttet teamet, diagnoser m.m.

Printede stuegangslister hentes hos sekretærerne.

Seniorlæge skal huske at bære “72 timers telefonen”. Står i rum 2.

 

Tavlemøde kl. 09:00:

Tavlemøde er med deltagelse af læger, stuegangsgående sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og geri-team/følge-hjem team.

Det kan være en fordel, hvis man forud for tavlemødet har læst kort op på egne patienter og har gået en hurtig runde og hilst på dem.

Tavlestuegang ledes af den mest senior læge eller af yngre læge som led i kompetence opnåelse.

Her gennemgås patienterne kort tværfagligt med hensyn til plejemæssige observationer, mobilitet, genoptræningsforløb, forventet indlæggelsestid og udskrivningsplanlægning.

Akutte problemstillinger, der skal prioriteres, bringes frem og særlige komplicerede forløb, hvor der er behov for speciallægedækning/tæt supervision af yngre læge/PAL (patientansvarlig læge) diskuteres.

Vær nærværende og aktiv. Bidrag gerne med det, du ved om patienten.

 

Stuegang:

Stuegang afvikles fra kl. 10-12 og kl. 13-15.

Log ind i SP under “Geriatri AHH Glostrup”.

Start med at prioritere patienterne i samarbejde med sygeplejersken og aftal, om der er patienter I skal se sammen. Akutte patienter prioriteres først (start med at gennemgå EWS score på dine patienter). Herefter prioriteres udskrivelser. Der skal på alle patienter indlagt i geriatrisk regi forlægge en geriatrisk gennemgang. Hvis geriatrisk team har overflyttet patienten, foreligger denne allerede, men er patienten flyttet til afdelingen i løbet af vagten, skal denne laves den efterfølgende dag. Brug “Stuegangsnavigatoren”, under denne ligger mulighederne “notat konference” og “notat kontinuation” med direkte links til smarttexts: geriatrisk gennemgang, faldkonklusion og plansamtale. Vær opmærksom på at vi på alle geriatriske patienter bestiller blodprøvepakken “geriatrisk profil”. Sørg for at aftale med sygeplejersken hvem af jer der bestiller blodprøver. Der er mulighed for at tage transportabel computer med på runden.

Notaterne kan med fordel problemorienteres. Skriv kort og præcist og undgå for mange fyldord og gentagelser fra tidligere. Brug aktivt diagnoselisten og revidér den løbende. Medtag gerne punkt angående mobiliseringsgrad, behov for fx hjemmehjælp og forventet udskrivelse/opfølgning.

Gør det til vane at gennemgå medicinlisten løbende under indlæggelsen og overvej om der er præparater, som skal pauseres under indlæggelse eller seponeres (f.eks. Novorapid efter skema). Overvej også om f.eks. patienten kan tage sin inhalationsmedicin på det device, der er ordineret.  

Du er altid meget velkommen til at spørge en kollega til råds men overvej nøje, om det kan vente til middagskonference kl. 12.00 for at undgå for mange afbrydelser.

 

Signering af blodprøver og In-Basket:

Husk dagligt at signere blodprøver, mikrobiologisvar, røntgenbeskrivelser m.m. på de patienter du går stuegang på. Kig på patientlisten: de røde markeringer og reagensglassene markerer usignerede svar. Husk også at tjekke din In-Basket inklusiv dine tilknyttede afsnit.

 

Team mappe:

Hvert team har en teammappe, som hænger bag døren i team 1. Denne er tiltænkt som “kommunikationsmappe” for at spare os alle for unødige afbrydelser i hverdagen.

Aktuelt bruges den til kommunikation mellem lægen og farmakonomerne. Skriv løsningen på det angivne spørgsmål på sedlen. Sedlen forbliver i mappen, indtil farmakonomerne fjerner den næste morgen.

 

Udskrivelser og forberedelse af denne:

Udskrivelser herunder planer for opfølgning (inkl.  henvisninger) gøres så vidt muligt klar i dagene op til udskrivelse. Når du er logget ind under “Geriatri AHH Glostrup”, finder du under udskrivelse/udskrivningsresume skabelonen “Geri epikrise” eller brug .geriepikrise. Udfyld løbende og sæt den på “del”. Så kan dine kollegaer arbejde videre med notatet. Husk at gennemgå medicinen: Skal pauseret medicin seponeres eller genoptages? Er der pn medicin, der skal seponeres? Kig i “MDA´en” om pn medicinen har været anvendt under indlæggelse.

Tag også stilling til om patienten skal henvises til opfølgning i MA22, Geriatrisk Team eller Geriatrisk Osteoporose Ambulatorium.  Opfølgninger i afdeling M ordineres som “opfølgning” og til øvrige afdelinger som “henvisning”.

Sørg for i henvisningen at lave et kort oplæg hvor du præciserer, hvad der skal følges op på, og hvilke familiemedlemmer/netværk MA22 kan kontakte. Hvis faldudredning er påbegyndt under indlæggelse og skal opfølges i faldambulatoriet, så kopier den foreløbige konklusion (faldnotat) ind i henvisningen.

Ved behov for opfølgning i vores Daghospital tages kontakt til sekretæren i akutmodtagelsen med henblik på bookning af tid. Udlever fortrykte sedler med tid og sted til patienten (ligger i dueslag i team 1).

Husk at lave recepter på FMK når du afstemmer medicinen. Patienter, der udskrives til hjemmet, skal have recepter på ny medicin. Patienter, som udskrives til aflastningsplads eller patienter med dosisdispensering, der er sat i bero, skal udskrives med recepter på al medicin (tjek om der er aktive recepter i forvejen).

Husk også stillingtagen til eventuelt behov for ernæringsrecept (grøn recept i papirform).

Husk at notere i epikrisen om patienten udskrives med GOP, beskriv kort funktionsniveau ved udskrivelse (f.eks. mobiliseret med rollator) og om de udskrives med sociale foranstaltninger.

 

Udskrivelse til kommunal hjælp/døgnophold:

Husk at vi aldrig må love kommunalt ophold/hjælp - det er kommunerne, der bestemmer dette ud fra deres vurdering og ressourcer. Det er vores opgave at beskrive patienternes funktionsniveau overfor kommunen, så de har et beslutningsgrundlag.

 

Forberedelse til weekendstuegang fredag:

Der er i weekenden oftest kun 1 læge, der skal gå stuegang på alle patienterne.

Om fredagen opretter stuegangsgående læge et separat punkt i journalen “Ad weekendstuegang”, hvor der tages stilling til, om patienten skal ses, og hvad der skal ses. Overvej om det er nødvendigt at tage blodprøver begge dage. Der skal ordineres/bestilles blodprøver til lørdag, søndag og mandag, så dine kollegaer ikke skal bruge tid på dette i weekenden.

Der udfyldes om fredagen endvidere en papirliste for lørdag og søndag i hvert teams (ligger sammen med team mapperne). Disse er fælles arbejdsredskab for læger og sygeplejerske. Listerne lægges i hhv. lørdags- og søndagsmappen.

Hvis der er planlagt udskrivelse i weekenden, skal der være skrevet epikrise og denne være sat på delt.

 

Overlevering af patienter til vagten:

Skal der følges op på patienter i vagten, skal du ringe til M1 BV og gøre opmærksom på dette. Noter det i dit notat.

 

Faldudredning under indlæggelse:

Når der er brug for faldudredning, så overvej tværfagligt om patienten egner sig til faldudredning under indlæggelse. I så fald ordiner “rp team fald”. Team falds vurdering varetages af Geriatrisk Team, som undersøger syn, laver ortostatisk blodtryksmåling og tester vibrationssans. Start gerne et faldkonklusionsnotat når faldudredningen påbegyndes og sæt det på “del”. Du finder smarttext “faldkonklusion” i stuegangsnavigatoren. Notatet kan da udfyldes løbende. Når faldudredningen er afsluttet, færdiggøres notatet og formidles til patient og pårørende (evt. ved brug af tegning).

 

Plansamtaler:

Plansamtalen er en tværfaglig stuegang/konference med deltagelse af patient og pårørende. Den afholdes som hovedregel i tidsrummet kl. 13:30-14.00. Lægen eller sygeplejersken er mødeleder - aftal rollefordelingen inden.

Samtalen journalføres i SP som notattype: “Konference” og kan skrives ved brug af “Stuegangsnavigatoren”: smarttext “notat konference”. Sekretæren åbner tidligt på dagen et konferencenotat med denne skabelon og sætter det på “del”. På den måde kan alle faggrupper indskrive egne oplysninger. Notatet skal skrives på “dansk” (ikke lægesprog) som egner sig til, at patienten kan få en kopi af plansamtalenotatet.

 

Plan for behandlingsniveau:

Overvej under stuegang om det er relevant med fastsættelse af behandlingsniveau. Dette gøres optimalt i dagstid efter inddragelse af patient og pårørende og efter konference med dine kollegaer.

Er der brug for at fastsætte behandlingsniveau i vagten så bring det op på bagvagtsniveau.

 

Transport af patienter med begrænset behandlingsniveau:

Husk at udfylde og underskrive skema angående fravalg af genoplivning ved hjertestop, hvis patienten skal transporteres hjem eller mellem sygehuse. Ligger i dueslag, team 1.

 

Middagskonference Kl. 12.00:

Geriatrisk middagskonference er for alle geriatriske læger i konferencerummet mellem afsnit M22 og M32 på 2. sal. Herefter frokost.

Ved middagskonference gennemgås de problemstillinger som de stuegangsgående læger er stødt på i løbet af formiddagen. Forsøg at få belyst problemstillingen så godt som muligt (udfra tidligere journalnotater), ingen du bringer den op på konference. Ved fremlæggelse, start med at angive patientens navn (fornavn + efternavn), præsenter hvad du ønsker hjælp til og herefter kort om tidligere sygdomme og aktuelle tilstand. Kom selv med forslag til løsninger. Når der er taget en konferencebeslutning resumer da beslutningen højt, således at det er klart for alle. Noter beslutningen i journalen (brug “konference-notat”).

Tirsdag begynder vi med konference med mikrobiologerne. Overvej hvilke patienter du gerne vil drøfte og journalfør beslutningerne efterfølgende.

Torsdag er der fælles undervisning for geriaterne (vi spiser samtidig, så sørg for at have din frokost med). Hver opmærksom på, hvornår du skal undervise.

 

Andet:

Orienter dig i relevante VIP vejledninger (log dig ind på VIP, vælg dokumentsamlinger, min afdelings samlinger og søg under geriatriske.

 

Orienter dig også i de nationale behandlingsvejledninger.

 

Tilbage til top


 

Ansvar og organisering

 

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

 

Bilag