Instruksen vedrørende præoperativ stomimarkering er gældende i Gastroenheden, Hvidovre Hospital. Det betyder, at anvisningerne i instruksen skal følges, med mindre der er væsentlige individuelle forhold hos patienten eller i situationen, som gør det nødvendigt at fravige anvisningerne.
- Ved elektive operationer markeres patienten helst ved den præoperative stomisamtale i stomiambulatoriet af stomisygeplejersken. Er dette ikke muligt, udføres markeringen 1-2 dage før selve operationen af stomisygeplejersken/sygeplejerske oplært i stomimarkering. Stomimarkeringen kan foretages i forbindelse med præoperativt besøg i afdelingen.
- Ved akutte operationer, hvor der er mulighed for en stomianlæggelse, markeres patienten hurtigst muligt efter beslutningen om operation er taget. Markeringen udføres af en sygeplejerske som er oplært i stomimarkering, i henhold til principperne som er beskrevet i denne instruks.
- Er patienten ikke i stand til at sidde op, foretages stomimarkeringen i sengen, med hævet hovedgærde. Den der udfører markeringen må skønne patientens habituelle form af abdomen. Er der tvivl, må markeringen placeres højt, dvs på niveau med umbilicus eller højere.
Forberedelse:
- Stomimarkeringen er et meget konkret signal til patienten om, at afføringen/urinen fremover skal opsamles i en pose på maven. Det er derfor nødvendigt, at den som skal udføre markeringen er opmærksom på at patienten ofte vil være i en krisetilstand.
- Indsamling af materialer som skal bruges til selve udførelsen af markeringen:
- Markeringspen, som kan markere placeringen med vandfast materiale
- Basisplade/stomipose
- Micropore/kuglepen
- Seng/leje
- Evt. skærm/forhæng hvis markeringen skal foregå på en flersengsstue
- Stedet på abdomen hvor stomien skal placeres vælges omhyggeligt. Der skal være mulighed for at se stomien og dermed passe den selvstændigt. En uhensigtsmæssig placering kan medføre store vanskeligheder for patienten bl.a. bandageringsproblemer.
- Stomiens placering er sædvanligvis afhængig af hvilken stomitype der skal anlægges. Der er ingen forskel på om intentionen med stomien er midlertidig eller permanent. Hvis der forud for operationen er tvivl om hvilken stomitype der skal anlægges, markeres flere mulige løsninger. Disse kan evt. prioriteres så operatøren ikke er i tvivl. Alle stomier placeres indenfor rectusmusklen.
- Sigmoideostomi – placeres på nederste venstre del af abdomen
- Ileostomi – normalt placeres denne på nedre højre del af abdomen. Kan i særlige tilfælde placeres anderledes.
- Urostomi – placeres som en ileostomi
Dataindsamling hos patienten:
- Har patienten haft et vægttab/vægtøgning forud for operationen? Begge dele vil ændre abdomens anatomiske forhold.
- Skal der tages specielle hensyn i forhold til arbejde og fritid? Stomien må så vidt muligt ikke komme i vejen, når man arbejder, dyrker sport eller slapper af.
- Er der religiøse eller kulturelle forhold der skal tages hensyn til? Informer patienten om, hvad du vil gøre og hvorfor, inden du starter udmålingen.
Udmåling af stomiplacering:
- Det er bedst hvis patienten har sit eget tøj på, så er der mulighed for at inddrage hensyn til patientens sædvanlige påklædning, inden den endelige beslutning træffes.
- Udmålingen foretages med patienten i siddende stilling, da evt. hudfolder vil ses tydeligt. Hudoverfladen hvor stomien skal placeres bør være så jævn som muligt.
- Stomien placeres med en afstand på minimum 5 cm til:
- Navlen
- Lysken
- Hoftebenskam
- Nærmeste operationssnit
- Gamle ar
- Strålefelt(kommende eller tidligere)
- Nedre ribbenskant
- Naturlige hudfolder
- Talje
- Markeringen bør vurderes i såvel stående, liggende som siddende stilling.
- Placeringen evalueres og eventuelt justeres.
- Den endelige placering afmærkes med permanent materiale(markeringspen). Udføres markeringen mange dage før selve operationen, anbefales det at optegne markeringen, alternativt at beskytte den med et stykke Tegaderm.
Dokumentation:
- Der dokumenteres i patientens journal, at der er udført stomimarkering. Eventuelt begrundes valg af placering.
Tilbage til top