Virus: RNA-virus, 4 genotyper blandt pattedyr. Type 1 og 2 er udelukkende humanpatogene, type 3 og 4 stammer bl.a. fra svin (medfører sjældent sygdom blandt disse) men kan også inficere mennesker, synes mindre virulente end type 1 og 2.
Udbredelse: Hepatitis E er den hyppigste årsag til akut hepatitis i Central og Sydøstasien, den næst hyppigste årsag i Mellemøsten og Nordafrika, og den er ligeledes endemisk i store dele af Sydamerika, men sjældnere i den industrialiserede verden.
Siden 2010 er i Danmark diagnosticeret 10-30 tilfælde af akut HEV årligt; de fleste blandt international rejsende, men nogle vurderes smittet lokalt.
Smittevej: Fæko-oral smitte; vandbåren smitte (genotype 1 og 2) i endemiske områder, zoonoisk smitte via kontamineret svinekød mv. i non-endemiske områder (genotype 3 og 4).
Inkubationstid: 2-10 uger. Virusudskillelse med fæces forekommer i ugen op til symptomdebut og indtil 14 dage efter denne.
Diagnostik: Anti-HEV IgM er oftest positiv ved symptomdebut, kort herefter udvikles anti-HEV IgG, som kan forblive positiv i mange år, mens IgM-antistofferne forsvinder indenfor 4-5 måneder. Initialt vil der også være målelig HEV-RNA i fæces og serum.
Forløb: Mange har formentlig asymptomatisk infektion. Ved symptomgivende hepatitis minder denne om akut HAV infektion. Dog er der betydelig risiko for fulminant forløb ved HEV infektion i 3. trimester med en mortalitetsrate hos moderen på op mod 20 %.
Infektionen er vanligvis selvlimiterende. Dog foreligger rapporter om udvikling af kronisk hepatitis E blandt immunkompromitterede (transplanterede, hæmatologiske, onkologiske) patienter.
Behandling: Symptomatisk.
Vaccination: Der er i Kina blevet udviklet og godkendt en vaccine. Vaccinestudier på dyremodeller pågår.
Aggarwal R et al. Hepatitis E: An overview and recent advances in clinical and laboratory research. J Gastroenterol Hepatol 2000; 15: 9-20.
Teshale EH, Hu DJ. Hepatitis E: epidemiology and prevention. World J Hepatol 2011; Dec 27;3(12):285-91.
Aggerwal R et al. Hepatitis E. Hepatology 2011; 54: 2218-26.