Virus: RNA-virus, 3 genotyper, mange quasispecies. Kræver tilstedeværelse af HBsAg for at kunne inficere hepatocytten.
Udbredelse: Globalt skønnes 5 % af HBV inficerede tillige at være HDV smittede. I Nordeuropa og USA ses HDV infektion overvejende blandt i.v. misbrugere. Incidensen er faldet drastisk i de vestlige lande.
Smittevej: Parenteralt.
Diagnosticering af akut HDV/HBV co-infektion og HDV superinfektion: Bygger på anamnese, kliniske, biokemiske samt serologiske fund. HDV-RNA er positiv 1-10 dage efter symptomdebut, mens anti-HDV IgM er positiv efter 2-3 uger. Hos patienter med HDV/HBV co-infektion er anti-HBc IgM positiv, hvilket ikke er tilfældet blandt HDV superinficerede, idet de jo ikke har akut HBV.
Diagnosticering af kronisk HDV/HBV: HDV-RNA, anti-HDV IgM og anti-HDV IgG positiv i mere end 6 mdr.
Forløb: Afhænger af HBV status på smittetidspunktet.
HDV/HBV co-infektion (samtidig smitte med HDV og HBV) præsenterer sig som mild, svær eller fulminant hepatitis. Kun 2 % udvikler kronisk HDV/HBV infektion.
HDV superinfektion (HDV smitte sker i en i forvejen HBV inficeret person) præsenterer sig oftest som svær akut hepatitis, evt. med fulminant forløb. Kronisk HDV/HBV infektion udvikles hos > 90 %. Blandt de kronisk HDV/HBV inficerede udvikler op mod 70 % cirrose, og der er tillige øget risiko for udvikling af HCC. Der er dog også rapporteret om tilfælde uden påviselig leversygdom.
Tilbage til top