08.2.HH.5. Rengøring af radiofarmaci og cellemærkning med tilhørende forrum og sluse.

Formål

Målgruppe og anvendelsesområde

Fremgangsmåde

Ansvar og organisering

Formularer

Definitioner

Referencer

Bilag/links

 

Formål

At sikre at rengøring foregår efter gældende GMP-regler i radiofarmaci, cellemærkningslaboratorie samt tilhørende forrum og sluse.

 

Målgruppe og anvendelsesområde

Vejledningen er gældende for klinisk fysiologisk/nuklearmedicinsk sektion, Funktions- og billeddiagnostisk Enhed, Hvidovre Hospital.

Denne vejledning er gældende for servicemedarbejdere der er ansat af Serviceafdelingen, Amager-Hvidovre Hospital, til rengøring af radiofarmaci og, cellemærknings samt de tilhørende forrum og sluse.

Vejledningen skal læses og følges af servicemedarbejdere og derved medvirke til, at den hygiejniske standard er høj således, at gældende regler på området kan overholdes, og der herved kan forebygges forurening af aseptisk fremstillede radioaktive lægemidler samt kontaminering af omgivelser og udstyr.

 

Fremgangsmåde

Opmærksomheden henledes på, at dørene til radiofarmaci og slusen aldrig må åbnes samtidig, samt at de begge skal være lukkede, når slusen forlades. Døren til gang skal være aflåst, når der ikke arbejdes i rummet. Og skal åbnes med dit medarbejderkort. Hvis du er afløser, skal du bede personalet i afdelingen om at åbne

 

Før rengøringsstart.

Servicemedarbejderen skal bære almindelig uniform og persondosimeter.

Persondosimetret udleveres og skiftes i personalerummet lige omkring den første i hver måned (senest tredje hverdag i måneden).

For at få udleveret et dosimeter, skal fulde navn og cpr.nr. oplyses. Én gang månedligt bliver persondosimetrene udlæst på SIS og resultaterne sendes til Afsnit 336.

Resultaterne bliver altid kontrolleret af den strålehygiejniske ansvarlige læge og af afdelingens arbejdsmiljørepræsentant. Servicemedarbejderen har normalt aldrig registreret dosis på deres dosimetre. Hvis det skulle ske, vil de blive kontaktet af afdelingens personale.

De månedlige oversigter opbevares i afdelingen og kan ses, såfremt det ønskes.

 

Rengøringsrækkefølge

Generelt rengøres fra den rene del af området imod den urene del af området, dvs. indefra og ud. Der rengøres altid oppefra og ned.

Rækkefølge:

1. Rengøringen starter i cellemærkningslaboratoriet – iført overtrækskittel

2. Derefter rengøres sluse 1

3. Derefter rengøres radiofarmaci

4. Til sidst rengøres sluse 2

 

 

Du må ikke tage din rengøringsvogn med ind i slusen. Du finder dine rengøringsartikler i skabene i sluse 1.

 

Under rengøring.

Personalet skal bære engangshandsker, hårnet og overtrækssko som efterfølgende kasseres i rest affald.  

OBS! Husk at tage overtrækskittel på, når der gøres rent i cellemærkningslaboratoriet. 

Rengøringen foretages i øvrigt som beskrevet i rengøringsplanen, udfærdiget af rengøringsfirmaet. Rengøring skal være gjort inden kl. 15 for at, sikre at der er personale til stede i afdelingen i tilfælde af, at der skal ydes hjælp ved eventuel uheld med radioaktivt materiale. 

Daglig rengøring: 

 

Der skal ikke rengøres blymursten, i "rum" afgrænset af blymursten, og inde i LAF-bænkene. 

Skraldespande skal tømmes dog ikke hvis de er markeret med radioaktivitetsmærke. 

Efter endt rengøring samler servicemedarbejderen brugte klude og mopper, der er benyttet i sluse og radiofarmaci, i spand mærket ”Brugte klude og mopper”.  

Den efterfølgende dag kontrolmåler isotop-bioanalytiker over klude og mopper før de smides ud.

 

Efter rengøring

Efter endt rengøring noteres det på arbejdsskema 08.2.HH.5. Formular a. Rengøringsskema med tid og initialer for hvornår rengøringen er udført.

 

I tilfælde af manglende rengøring kontaktes chefbioanalytiker og/eller superbrugere, som vil tage yderligere kontakt til rengøringsteamet.

 

Uheld 

Såfremt servicemedarbejderen ved et uheld vælter/spilder noget radioaktivt skal isotopbioanalytikeren straks kontaktes på (2-2039), således at der kan gives hjælp til optørring og kontrolmåling.

 

Ansvar og organisering

Alle der udfører rengøring i radiofarmaci og cellemærkningslaboratoriet samt tilhørende forrum og sluse, har ansvar for at følge denne vejledning. Det er chefbioanalytikeren i Klinisk fysiologisk og nuklearmedicinsk sektion (FBE) der i samarbejde med driftkonsulent i serviceafdelingen samt teamleder fra leverandøren der har ansvaret for, at personalet er instrueret i rengøring, hygiejne og adfærd. Al rengøring dokumenteres i skema (formular) i sluse 2. 

Cheflægen i Klinisk fysiologisk og nuklearmedicinsk sektion (FBE) er strålehygiejnisk ansvarlig overfor SIS. 

Chefbioanalytikeren har det daglige ansvar for det praktiske arbejde i rummene og for at udarbejde, vedligeholde og realisere vejledningen samt at dokumentere al træning af personale i skema (bilag 1 og 2). Udfyldte skemaer afleveres og opbevares i en mappe på ledende bioanalytikers kontor.  

Månedlige resultatlister fra SIS opbevares i ringbindet ”Persondosimetri”, som forefindes hos bioanalytikernes arbejdsmiljørepræsentant. 

 

Mindst én gang årligt kontrollerer hospitalets egen rengøringssupport lokalerne. 

 

Formularer

08.2.HH.5. Formular a. Rengøringsskema.

08.2.HH.5. Formular b. Servicemedarbejdere der er godkendt til rengøring i radiofarmaci, cellemærkning og sluser.

08.2.HH.5. Formular c. Tjekliste ved introduktion.

 

Definitioner

TL-dosimeter: Persondosimeter som overvåges af SIS og benyttes til måling af ioniserende stråling.   

SIS = Strålebeskyttelse i Sundhedsstyrelsen 

Cellemærkning og radiofarmaci = renrum, hvor der arbejdes med mindre mængder radioaktivitet til patientbrug. 

GMP: Good Manufactering Practise 

 

Rumnr.: 

Forrum (sluse 2): 510.32.402 

Radiofarmaci: 510.33.404 

Sluse 1: 510.32.403 

Cellemærkning: 510.33.405  

Forrum 239: 400.27.401 

Laboratorium 239: 400.27.402 

 

Referencer

BEK 670 af 01/07/2019 om anvendelse af åbne radioaktive kilder på sygehuse, laboratorier m.v.

Strålebeskyttelse Sundhedsstyrelsen: Vejledning om strålebeskyttelse ved arbejdet med åbne radioaktive kilder, 2005

 

Bilag/links

GMP: Good Manufactering Practise - se EudraLex, volume 4, annex 1

http://ec.europa.eu/health/sites/default/files/files/eudralex/vol-4/2008_11_25_gmp-an1_en.pdf

Amager Hvidovre Hospital - Hygiejnehåndbog: Hygiejnehåndbog AHH