CPAP-behandling til voksne

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

 

Formålet er, at bedre respirationen, bedre iltningsevnen, åbne lukkede luftveje og lette opbringning af sekret ved at øge den funktionelle residualkapacitet (FRC), samt skabe et øget alveolært tryk.

Tilbage til top

 

 

Målgrupper og anvendelsesområde

Læger, plejepersonale og fysioterapeuter som beskæftiger sig med patienter med behov for CPAP på Amager og Hvidovre Hospital, samt Medicinsk Afdeling på Glostrup Hospital

Tilbage til top

 

 

Definitioner

CPAP: Continuous Positive Airway Pressure er en behandlingsmetode, som sikrer et vedvarende og ensartet positivt tryk i hele respirationscyklus. CPAP kan gives kontinuerligt eller intermitterende. Denne vejledning omhandler kun intermitterende CPAP.

  • Intermitterende CPAP gives fra 5 til 30 minutter.
  • Kontinuerlig CPAP gives i over 30 minutter og bruges bl.a. til at behandle hypoxi ved COVID-19 (se Kontinuerlig CPAP til voksne patienter med COVID-19).

Natlig CPAP bruges til at behandle obstruktiv søvnapnø og kan også anvendes til obesity hypoventilation syndrome (Mb. Pickwick). Behandlingen udføres vha. et CPAP- apparat, som patienten har med hjemmefra. FRC: Funktionel Residualkapacitet er den mængde luft, der er i lungerne efter en normal udånding.

PEP: Positive Expiratory Pressure kan gives enten ved et mundstykke eller en maske, hvorpå der sættes en modstand på eksspirationen. Formålet er at sekretmobilisere eller at forbedre FRC.

Trakeostomi: Kirurgisk åbning i den foranliggende væg af luftrøret. Heri lægges en trakealtube som er et kort blødt plastikrør. Under respiratorbehandling er mellemrummet mellem tuben og trakea lukket med en ballon (cuffet trachealtube). Denne vejledning omhandler kun afcuffede trakeostomier. Afcuffede trakeostomier giver mulighed for luften at passere den normale vej fra lunger og op igennem op igennem øvre luftveje, mund og næse. Tuben kan, for at skabe den mest normale respiration, lukkes med en prop, som sættes på tuben.
Whisperflow: En højflow generator, som kan levere et præcist og konstant tryk. Whisperflowet påmonteres afsnittets aggregat enten til atmosfærisk luft eller til ilt. Amager Hospital benytter almindeligt Whisperflow, samt variabelt Whisperflow med mulighed for at justere ilttilskud under CPAP.

Dreamstation eller Dorma 200 CPAP apparat: Transportabelt apparat, som sættes i stikkontakten og som genererer et højt flow, så det er muligt at give CPAP med en ønsket modstand som påmonteres masken. Hvidovre Hospital, samt Glostrup Hospital tilbyder CPAP via disse apparater.

Tilbage til top

 

 

Fremgangsmåde

Det overordnede behandlingsansvar ligger hos lægen, som ordinerer og seponerer CPAP i journalen med en klar indikation.

Hvidovre
Ved indikation for intermitterende CPAP sendes best/ord på Lungefysioterapi til Fysio- og Ergoterapien afsnit 236, som igangsætter behandlingen. Hvert afsnit har egne CPAP apparater. Fysioterapien medbringer slanger, masker og modstande.

Ved akut behov for CPAP efter kl 15.30 på hverdage og kl 15.00 fredag, lørdag og søndag kaldes MAT på tlf. 2-5858 mhp start af behandlingen.

Amager
Ved indikation for intermitterende CPAP sendes best/ord på Lungefysioterapi til fysioterapien, hvor i der skrives CPAP.

På hverdage kl.8-15:30 (fredage dog kl. 8-15:00) er det fysioterapeuterne der administrerer hospitalets CPAP-udstyr og starter CPAP. Plejen starter CPAP i tidsrum hvor fysioterapeuterne ikke er tilstede. Fysioterapeuterne udfører CPAP på alle hverdage kl 9 og 14. Plejepersonalet udfører CPAP på alle andre tidspunkter; dvs. kl. 11, 17 og 21 i hverdage og kl. 9, 11, 14, 17, 21 i weekender/ helligdage.

Glostrup

Ved indikation for intermitterende CPAP sendes best/ord til fysioterapien på Lungefysioterapi/CPAP.  CPAP-behandlingen tilbydes på afsnit M33.

Hvis plejepersonalet på lægeordination eller på anbefaling af MAT (Mobilt Akut Team) har iværksat CPAP, der skal fortsættes, sendes best/ord til fysioterapien mhp. vurdering og behandlingsplan. CPAP startet på akut indikation fortsættes indtil kriterierne for seponering er opfyldt (se afsnit 4.3)

Fysioterapeuten dokumenterer relevant information (modstand, plan, compliance ect) i patientens journal ved start, ved seponering og ved væsentlige ændringer i patienternes tilstand.

4.1 Indikation

CPAP startes af fysioterapien eller i aftentimerne af plejepersonalet/MAT, hvis en af følgende indikationer er tilstede:

  • Atelektase (røntgen verificeret)
  • Hypoksisk respirationsinsufficiens som ikke responderer tilstrækkeligt på iltterapi (>3liter/min), især hvor årsagen til hypoksien forventes at være KOL-forværring, atelektase eller sekretophobning/pneumoni.
  • Sekretstagnation og samtidig insufficient hostekraft
  • Lungeødem (OBS tilkald MAT)
  • COVID-19 (OBS længerevarende behandling påkrævet. Se separat vejledning: Kontinuerlig CPAP til voksne patienter med COVID-19)

Ad. Lungeødem: CPAP kan startes på afdelingen mhp behandling af højtryks lungeødem. MAT tilkaldes til at varetage behandlingen og vurdere behovet for intensiv. Lungeødem kræver at CPAP-behandlingen gives uden pause indtil anden relevant behandling er iværksat. 

Patienter med nedsat hostekraft, dyspnø, øget iltbehov, smerter i thorax, som hindrer hensigtsmæssig respiration og som er immobiliserede kan henvises til vurdering med henblik på respirationsfysioterapi. Fysioterapeuten tager herefter stilling til, hvilken behandling, som er mest hensigtsmæssig. Det kan være mobilisering, stødning, hostestøtte, PEP-fløjte/maske, dyb respiration, træningsøvelser, instruktion i dyspnø håndtering og/ eller CPAP.


4.2 Kontraindikation

  • Udræneret pneumothorax

Pt. med dræn efter pneumothorax kan i princippet modtage CPAP, men det er meget sjældent indiceret. Efter drænfjernelse tages altid kontrolrøntgen og så vidt muligt ventes i op til 14 dage. Dette kan dog variere alt efter styrken af indikationen for CPAP og kompleksiteten af den behandlede pneumothorax. Såfremt pleuradræn er anlagt pga. væske i pleura (hydrothorax) kan CPAP gives, hvis der ikke er mistanke om samtidig pneumothorax.

Dertil relative kontraindikationer på baggrund af en individuel lægelig vurdering:

  • Hæmodynamisk instabilitet, specielt tilstande med lavt BT, og nedsat cardiac output
  • Bulløs lungesygdom med stærkt øget risiko for pneumothorax
  • Øget intrakranialt tryk
  • Ansigtsfrakturer

4.3 Seponering

CPAP seponeres af læge, når der ikke længere er indikation for behandlingen. Dette noteres i journalen.

Effekten af behandlingen vurderes løbende og senest efter en uge tages en tværfaglig dialog om det fortsatte behandlingsbehov. Ved atelektase tages kontrolrøntgen efter 3-4 dage mhp. at seponere eller intensivere behandlingen. Seponering vurderes ud fra respirationsfrekvens, iltbehov, mængde af sekret, mobiliseringsgrad, effekt/manglende effekt af behandlingen og patientens compliance.

Fysioterapeuten kan i samråd med plejen og efter vurdering af ovenstående parametre beslutte at pausere behandlingen, ændre intensitet eller skifte behandlingsmodalitet (f.eks. skift til PEP-fløjte).

4.4 Udførelse

CPAP gives på maske vha. et enten et whisperflow, Dreamstation eller Dorma 200 og startes i dagtimerne af en fysioterapeut.

Modstand og flow findes svarende til 5,0 – 7,5 – 10,0 – 12,5 – 15,0 cm H2O. Valget af modstand vurderes løbende under hele behandlingsforløbet og justeres efter behov.

Det ønskede tryk er opnået, når trykventilen i modstanden er åben under hele behandlingen. Ved brug af manometer udmåles det således, at manometernålen har udsving på max 2 cm vandtryk. Ved tvivl om indstilling af flow på whisperflowet gives 15 liter, da overskydende luft altid vil passere via modstanden og ikke føre til trykstigning udover modstandens værdi. Dreamstation og Dorma 200 er forudindstillet til at levere et højt flow på (140-150 liter per minut).

Masken skal slutte tæt omkring næse og mund. Patienten skal under CPAP-behandlingen have en stille og rolig respiration og være i så oprejst stilling som muligt, gerne i stol eller på sengekanten. Sørg for at der ikke ligger madrester i mundhulen, som evt kan blive blæst ned i lungerne.

Varighed: CPAP gives i minimum 5 sammenhængende minutter. Ved host fjernes masken kortvarigt.

Hyppighed: Der gives mest effektivt CPAP med 2- 4 timers interval i dag- og aftentid, hvilket giver 4- 6 behandlinger dagligt. Fysioterapeuten giver CPAP 2 gange i løbet af dagvagten. Plejepersonalet varetager de resterende 2-4 behandlinger. Alle afsnit forventes at kunne tilbyde CPAP ved plejepersonalet minimum 2 gange pr. vagt. Da der er dosis- respons sammenhæng kan hyppighed, varighed og modstand justeres op ved behov.

Udgangsstilling: Det tilstræbes så vidt muligt, at have patienten i siddende stilling, da FRC øges ved almindelig mobilisering og arbejdsforholdene for diafragma er bedst i oprejst stilling.

CPAP med ilt: Dreamstation og Dorma 200 leverer atmosfærisk luft. Hos patienter, som har brug for ilt supplement for at opretholde en acceptabel saturation under CPAP, tilføres ilten enten via næsekateter eller et mellemstykke som påmonteres mellem slangen og t-stykket. OBS at der ofte er behov for at skrue op for ilten under CPAP behandlingen – derfor skal saturationen måles hos patienter som både modtager CPAP og iltbehandling.

Behandling af trakeostomerede patienter: Der kan være patienter, som har trakeostomi enten midlertidigt efter respiratorbehandling fx pga. fortsat sekret, og suge behov eller mere permanent fx grundet strubecancer og manglende luftvejs passage. CPAP på trakeostomerede patienter startes altid op af enten fysioterapien eller MAT-teamet.

  1. Første valg er CPAP over almindelig maske, hvis patienten kan tåle at proppe kanylen. Trakeostomien må kun proppes efter lægeordination. Der skal være vished om fri passage fra mund til lunger. Dette kan tjekkes ved at holde en finger på trakeostomien - hvis patienten kan trække vejret uhindret i min 30 sekunder kan trakeostomien proppes under CPAP-behandlingen.
  2. Såfremt der ikke er fri passage kan CPAP gives over trakealkanylen. For at undgår for stort trykfald, skal patienten holde næse og mund lukket under behandlingen. Vær særligt opmærksom på om trakeostomien kunne være displaceret – dette tjekkes ved at mærke om det er luftskifte ud af kanylen.

Hvis patienten har taleventil fjernes taleventilen og CPAP gives over trakealkanylen (punkt 2).

Bliver trakealkanylen seponeret, så pauseres CPAP behandlingen indtil stoma er helet – typisk i 3 dage. Der kan holdes på stoma under brug af CPAP, hvis fortsat lækage og CPAP-behov.

4.5 Hygiejne

Brug handsker, kirurgisk mundbind og visir/ beskyttelsesbriller under CPAP. Der udføres håndhygiejne før og efter håndtering af CPAP. Ved nogle mikroorganismer kan der være krav om brug af FFP2/FFP3 åndedrætsværn, se VIP Isolation - hvilke patienter skal isoleres og hvordan?

Systemet: (slange, CPAP-maske, filter og modstand) er single-patient-use og må ikke genbruges til flere patienter. 

CPAP-apparatet (Dreamstation, Dorma 200 apparatet og Wisperflow aggregatet): Ved ophør af behandling med CPAP-apparatet rengøres apparatet med en enegangs sæbeklud. Filteret i Dreamstation og Dorma 200 maskinen skiftes efter hver patient. CPAP-apparatet opbevares i rent depot.

Hvis apparatet har været brugt på en isolationsstue, skal det rengøres med en engangs sæbeklud efterfulgt af desinfektion med en desinfektions klud eller rumdesinfektion i henhold til VIP Rengøring og slutrengøring af Isolationsstuer.

CPAP-Maske: rengøres dagligt eller ved synlig forurening i sæbevand efterfulgt af desinfektion med Ethanol 70 – 85 %. Fysioterapeuten skifter CPAC-maske, slange og filter som et samlet hele ved synlig forurening og minimum en gang ugentligt.

 

Tilbage til top

 

 

Ansvar og organisering

Ledelse og medarbejdere som beskæftiger sig med patienter med behov for intermitterende CPAP på Amager og Hvidovre samt Glostrup Hospital, har ansvar for at kende og anvende denne vejledning.

Tilbage til top

 

 

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

  • CPAP kompendiet (CPAP indikation og behandling): https://hjertelungefysioterapi.dk/siteassets/dokumenter/cpap-indikationer-og-behandling.pdf
  • Brocki BC, Paulsgaard IJ. Lungefysioterapi – en grundbog. Munksgaard, København 2011
  • Antonsson M, Olsén MF, Johansson H, Sandström L, Urell C, Westerdahl E, et al. Riktlinjer för andningsvårdande behandling inom sjukgymnastik för patienter som genomgår buk- och thoraxkirurgi. Legitimerade Sjukgymnasters Riksförbund 2012
  • Bott J, Blumenthal S, Buxton M, Ellum S, Falconer C, Garrod R, et al. Guidelines for the physiotherapy management of the adult, medical, spontaneously breathing patient. Thorax 2009
  • Kofod L, Andersen AH, Mourier M, Bernhard L, Larsen MB, Schaadt L, Rohde H, Versterre SM, Warming S. Regional Klinisk Retningslinje – Respirationsfysioterapi til patienter med sekretproblemer. Sammenslutning af Ledende Ergo- og Fysioterapeuter, Region Hovedstaden 2018
  • Vital FM, Ladeira MT, Atallah AN. Non-invasive positive pressure ventilation (CPAP or bilevel NPPV) for cardiogenic pulmonary oedema. Cochrane Database Syst Rev 2013
  • Statens Serum Institut; National Infektionshygiejnisk Retningslinjer; Håndtering af udstyr til respirationsterapi; 2. udgave 2015.
  • AT-vejledninger Udsættelse for bakterier, svampe og andre mikroorganismer
  • VIP: Isolation - hvilke patienter skal isoleres og hvordan?
  • VIP: Generelle infektionshygiejniske forholdsregler for sundhedspersonale
  • VIP: Anvendelse af Wipes til rengøring og desinfektion
  • VIP: Genbrug af medicinsk engangsudstyr
  • VIP: Respirationsudstyr, anæstesi - infektionshygiejniske forholdsregler

Tilbage til top

 

 

Bilag