Læger og sygeplejsker på AHH Børne- og Ungeafdeling

 

Familiær Mediterranean Feber (FMF) er den hyppigste hereditære autoinflammatorisk sygdom karakteriseret ved tilbagevendende attaks af feber og synovial inflammation.

 

Forekomst

Familiær Mediterranean Feber (FMF) er den hyppigste hereditære autoinflammatorisk sygdom karakteriseret ved tilbagevendende attaks af feber og synovial inflammation.

FMF forekommer oftes hos individer med Tyrkisk, Armensk, Nord Afrikansk, Jødisk, eller Arabisk ophav. Men FMF er ikke restrikt til disse etniske grupper, men forekommer med lav prevalens i mange andre populationer.

 

Genetik

FMF nedarves oftes autosomalt recessivt, og påvirkede personer har mutationer i MEFV genet på den korte arm af kromosom16 (16 pm 13.3). Fire  mutationer, V726A, M694V, M694I, M680I, og E148Q, forekommer hos 75 % af FMF casene.

MEFV-genet koder for pyrin, et protein, der overvejende udtrykkes i celler af myeloid afstamning sammen med synoviale fibroblaster og dendritiske celler. Pyrin ser ud til at fungere som en specifik immunsensor til modifikation af bakterielle toksiner af Rho GTPaser (mønstergenkendelsesreceptor). Patogene mutationer i MEFV-genet forårsager funktion af pyrinprotein, så pyrin kan starte kaskaden af ​​inflammation, selv i fravær af provokation af et toksin eller infektion, hvilket resulterer i et angreb af FMF.

 

Klinik

Kan debutere i alle aldre, men hyppigst efter 5 års alderen. Hos op til 60 % debuterer sygdommen før 10 års alderen. Periodevist optrædende symptomer af 1-3 dages varighed med varierende interval.  Feber op til 39 C kan være eneste symptom.  Imellem anfald er patienten sædvanligvis helt uden symptomer

Fokale symptomer:

• Mavesmerter: diffuse eller lokaliserede, fra milde til meget kraftige med objektive tegn på peritonitis
• Artritis: knæ eller ankelled, med rødme, hævelse og ømhed
• Pleuritis: unilaterale respirationssynkrone smerter
• Erysipelas-lignende erythem, hyppigst på skinneben

 Under anfald er akutfasereaktanter (CRP, SR, neutrofilocyttal) kraftigt forhøjede, men værdierne normaliseres spontant efter få dage

 

Udredning og diagnostik

Anamnese med fokus på ovennævnte symptomer, periodicitet  og etnisk baggrund. Typisk er barnet helt rask mellem anfald, med normal vækst og udvikling. Der spørges til familiemedlemmer med lignende symptomer samt kronisk nyresygdom i familien.

I BII-ambulatoriet/Børnemodtagelen medgives ”Infektionsdagbog ” og familien registrerer hyppighed og varighed af temperaturforhøjelse samt ledsagesymptomer.

Mens der pågår udredning for FMF, gives der åben indlæggelse i Børnemotagelsen (BMT) ved feber og typiske symptomer.

Ved henvendelse i BMT tages: Inf1* samt væsketal. Der laves halspodning, urinstix og ev.t bloddyrkning, eller andre prøver efter individuel vurdering

 

Mutations diagnostik:

I BII-Ambulatoriet undersøgelses der for  MEFV genet. foretages på Klinisk Biokemisk Afdeling Hvidovre og bestilles i LABKA med koden DNAMEFV.

Hos 25 % kan ikke påvises mutationer i MEFV genet. Diagnosen stilles i samarbejde med speciallæge i BII-Teamet på en kombination af typiske kliniske symptomer, forhøjede akutfase reaktanter under anfald, udelukkelse af andre autoinflammatoriske sygdomme (se bilag), og effekt af terapeutisk forsøg med Colchicine behandling (se nedenfor) med recidiv af anfald ved seponering.

 

Differentialdiagnoser:

Andre autoinflammatoriske sygdomme (bilag, tabel I)

Akut abdomen (f. ex. appendicitis, cholecystitis)

Infektioner (f. eks. sepsis, malaria)

Systemisk sygdom (f. eks. Mb. Still)

 

Behandling

Colchicin er standard behandling og forebygger anfald og forhindrer effektivt udvikling af amyloidose. Uden behandling vil ca. 30 % få  proteinuri, og ved 40 års alderen vil mindst 2/3 have udviklet amyloidose.

 

Colchicin findes som tabletter à 0,5 mg og mikstur à 0,25 mg/ml. Miksturen skal opbevares i køleskab og er holdbar i 1 måned.

Colchicin ordineres i FMK (Sygehusudleveret) og udleveres i Børneambulatoriet, Afsnit 531, i BII-Amb.

 

Dosering:

børn ≤ 5 år:                                               0,5 mg/døgn

børn 6-10 år:                                             1,0 mg/døgn

børn >10 år:                                              1,5 mg/døgn

 

Ved fortsatte anfald kan dosis øges gradvist med 0,25 mg/ døgn til maximalt 2 mg/døgn.

Supplerende behandling ved anfald: NSAID.

Øgning af Colchicin under akutte anfald anbefales ikke.

Steroid er uden effekt.

 

Bivirkninger: 1-10% oplever bivirkninger i form af diarré, kvalme, opkastning. Diare som følge af enzyminhibering (der kan ses sekundær lactoseintolerans, forsøg skift til syrnede mælkeprodukter, og/eller fordeling på 2 doser dagligt)

Meget sjældne bivirkninger: Muskelsvaghed og myalgi, knoglemarvsdepression

Interaktioner: samtidig behandling med Erytromycin og Claritromycin kan øge serumniveau af Colchicin.

 

Kontrol: Hver 6. måned i BII-Ambulatoriet. Kan ses alternerende mellem BII-speciallæge og H3-læger. Der spørges til anfaldshyppighed, compliance, bivirkninger. Urinstix mhp. proteinuri.

I sjældne tilfælde (svære bivirkninger, tegn på amyloidose eller fortsatte anfald trods Colchicin) konfereres med BII-speciallæge/NU-speciallæge med henblik på behandling med biologiske midler (Canakinumab)

 

Vedhæftet filer:

tabel 1 febersyndromer.doc

 

 

Tilbage til top

 

Tilbage til top

 

Tilbage til top