SOP nr. 179
Indledning:
Formålet med denne SOP er at udarbejde retningslinier for, hvilke personer der har adgang til operationsstuer og behandlingsrum.
Formålet med denne SOP er ligeledes at definere retningslinier for personalets og eventuelle "besøgendes" påklædning og adfærd på operationsstuer samt håndhæve de hygiejniske principper der er gældende i et operationsområde.
Hvidovre Hospital
Anæstesiafsnit 440
Operationsafsnit 438
Retningslinier for:
Pjece med disse retningslinier skal udleveres til alt nyansat personale samt til andre personer med ”lovligt” ærinde på operationsafdelingen.
Formål:
At sikre patientens integritet og at tavshedspligt og patientrettigheder overholdes.
At sikre patienten optimalt imod postoperativ infektion ved perioperativt:
At minimere den mikrobielle forurening ved at begrænse adgangen til operationsstuerne.
At personalet er iført den korrekte påklædning.
At personalets adfærd på operationsstuerne er målrettet mod at reducere patientens risiko for kontaminering mikrobielt.
At sikre personalet optimale arbejdsbetingelser.
At sikre patient og personale mod mikrobielle, toksiske og strålingshygiejniske påvirkninger.
At sikre at undervisnings- og uddannelsesmæssige forpligtigelser tilgodeses.
At sikre mod uvedkommendes adgang til COP.
Adgang til operationsafdelingen søges begrænset mest muligt med udgangspunkt i ovenstående kriterier.
Alle med adgang til operationsafdelingen skal være bekendt med, og overholde de retningslinier der her er fastlagt.
Fællesintroduktion: Rundvisning på operationsafdelingen indgår ikke i fællesintroduktionen. Kun personale, hvor ansættelsen indebærer arbejdsopgaver på operationsafdelingen rundvises og introduceres her.
Personidentifikation: Alle ansatte skal bære navneskilt med stillingsbetegnelse. Gæster henvender sig til receptionisten, som kontakter den specialeansvarlige sygeplejerske.
Adgang til operationsafdelingen har:
Ansatte:
Personale ansat på Hvidovre Hospital med en arbejdsmæssig opgave at udføre på operationsafdelingen. Læger, plejepersonale, jordmødre, portører, rengøringspersonale samt sekretærer, diverse teknikere og håndværkere.
Gæster:
Personer der har uddannelsesmæssige godkendte og fastlagte aftaler om praktikophold: Læger, sygeplejersker, medicinstuderende, sygeplejestuderende, jordmoderstuderende og redderelever. Erhvervspraktikanter modtages normalt ikke. Afvigelser herfra kræver afdelingsledelsens tilladelse samt en ansvarlig kontaktperson der er ansvarlig for praktikantens forløb.
Ved studiebesøg af medicinsk uddannet personale ansat i andre organisationer end Hvidovre Hospital kræves afdelingsledelsens godkendelse samt en orientering af det involverede personale.
Repræsentanter fra medicinalindustrien har kun adgang efter specifik aftale med en overlæge eller en afdelingssygeplejerske. Repræsentanten skal henvende sig i receptionen, hvor de henvises videre til det pågældende speciale.
Pressen har ikke adgang til operationsafdelingen. Kun i enkeltstående situationer hvor hospitalsdirektionen og afdelingsledelserne har givet tilladelse, og hvor der er indhentet accept af eventuelt involveret personale og patienter, har pressen adgang. Det samme gør sig gældende for foto- og filmoptagelser, Undtaget herfra er dog ved fødsler, hvor fædre har tilladelse til at fotografere og filme moder og barn.
Alle gæster skal være bekendt med, og følge retningslinierne i denne pjece. Herunder overholdelse af tavshedspligten.
Alle gæster skal være tilknyttet en kontaktperson, der er ansvarlig for gæstens adfærd under opholdet.
Pårørende:
Børn der skal bedøves, ledsages af forældrene ind på operationsstuen. Hvis ingen af forældrene har mulighed for at ledsage barnet, kan et andet familiemedlem eller en kontaktperson fra stamafdelingen følge barnet. Det er vigtigt at barnet har en "kendt" person med. Når barnet sover går ledsageren tilbage til stamafdelingen og tilkaldes fra opvågningen, når barnet ankommer der.
Fædre til børn der forløses ved sectio har tilladelse til at overvære barnets fødsel. Efter fødslen ledsager faderen barnet til fødegangen og derefter til opvågningsafsnittet.
Patienter med særlige behov f.eks. mentalt eller fysisk handicap kan undtagelsesvis få tilladelse til at en kontaktperson, tolk eller pårørende, følger med ind på operationsstuen og bliver indtil anæstesien er indledt. Derefter forlades operationsafdelingen.
Adfærd og færdsel på operationsafdelingen:
På kontorgangen og ved personale- og konferencerum er det tilladt at færdes i privat tøj og fodtøj. Udenfor nævnte område og på operationsstuerne er speciel påklædning og fodtøj påkrævet.
Operationsstuerne:
Alt unødvendig færdsel ud og ind af operationsstuerne skal undgås.
Dørene skal holdes lukkede, også når der ikke er patient på stuen.
Kun nødvendigt personale må opholde sig på operationsstuerne.
Undgå støj og unødig samtale.
Besøgendes (studerende/gæster) adfærd superviseres af ansvarlig kontaktperson.
Låste stuer anvendes ved alloplastik og osteosyntese (på børn). Her åbnes dørene kun i helt akutte tilfælde.
Privat samtale på mobiltelefon og privat anvendelse af operationsstuernes PC'ere er ikke tilladt, når der er patient på stuen.
Følg altid operationssygeplejerskens anvisninger vedrørende adfærd på operationsstuen.
Påklædning:
Sterilt påklædning: forskrifter i lægevasken følges.
Tag rent operationstøj på hver dag, inklusiv termovest.
Med operationstøj menes beklædning, der er beregnet til anvendelse på en operationsstue og som rengøres og opbevares i hospitalets regi.
Beklædning der anvendes på operationsstuen må ikke tages med hjem og vaskes hjemme.
Eget undertøj og egne sokker er tilladt.
I rent operationsområde bæres altid rent operationstøj og hue.
Eventuelle lægekitler anbringes i garderoben, må ikke medbringes på stuen.
Eventuelle ”gæster” der skal ind på operationsstuen, skal skifte til operationstøj.
Teknikere med ærinde på operationsgangen skal have operationstøj på.
Hovedbeklædning:
Der skal anvendes operationshue, der dækker alt hår.
”Elefanthue” anvendes af anæstesi- og operationspersonalet ved visse ortopædkirurgiske operationer. Følg personalets instrukser.
”Elefanthue” anvendes, hvis operatøren har fuldskæg
Kvinder der bærer tørklæde, anvender hospitalets tørklæder og derover "elefanthue".
Operationspersonalet på ortopædkirurgiske operationsstuer skal skifte til ren hue mellem hver operation. I øvrige specialer skiftes huen, hvis den har været taget af.
Maske (mundbind) visir og beskyttelsesbriller:
Sterilt klædt personale skal altid bære maske.
Ved ortopædkirurgiske operationer skal alle bære maske.
Masken skal dække mund, næse og evt. skæg.
Mænd med skæg skal altid bære maske på operationsstuen.
Hvis masken bliver fugtig er barrieren brudt og masken skal skiftes.
Masken skiftes til en ny efter hver operation.
Forkølet personale skal altid bære maske.
Husk – masken beskytter såret og sterile materiale mod bakteriedråber, og personalet beskyttes mod stænk og sprøjt med blod og vævsvæsker til ansigtet.
Visir og briller anvendes for at forhindre opsprøjt til øjne og ansigt.
Beskyttelsesbriller anvendes ved laserkirurgi.
Fodtøj:
For at forhindre tilsmudsning med ”gadesnavs” i operationsområdet, skal der anvendes fodtøj til internt brug.
Til ansatte udleveres træsko. Eget fodtøj må gerne anvendes såfremt det kan rengøres og kun anvendes i operationsområdet.
Ved enhver synlig forurening skal træskoene/fodtøjet vaskes.
Eventuelle gæster kan anvende lånetræsko, der er placeret i gæstesluserne til samme brug.
Pårørende.
Eventuelle pårørende der skal følge med patienten ind på operationsstuen skal ligeledes iklædes operationstøj, operationshue.
Håndhygiejne:
Håndhygiejnen er ekstrem vigtig.
Kirurgisk håndvask: forskrift i lægevasken skal følges.
Håndvask og brug af håndsprit indskærpes og anvendes hver gang urent materiel har været berørt og imellem patienterne.
Eventuelle rifter og sår skal dækkes med handsker. Personale med betændte sår, må ikke opholde sig på operationsstuerne.
Hos det ikke-sterilt klædte personale skal armene være fri fra albuen og ned. Ingen langærmede veste og ingen ure, armbånd eller fingerringe.
Med begrundelse i håndhygiejnen er lange negle, neglelak og kunstige negle ikke tilladt.
Lufthygiejne, strålehygiejne og beskyttelse mod toksisk påvirkning.
Dørene ind til operationsstuen holdes lukkede mest muligt sådan at virkningen af overtrykket er optimal.
Patient og personale skal beskyttes med blyforklæder og thyreoideabeskytter, når røntgenbestråling anvendes.
Udsug anvendes ved luftforurenende procedure som el-kirurgi, gibshåndtering og farlige væskedampe.
Øjenskyllevæske forefindes i alle operationsstuers forberedelsesrum.
Ved anvendelse af inhalationsanæstetika skal anæstesigasudsugning være aktiveret, anæstesiapparaturet tæt og håndteres på en måde så luftforurening undgås.
Kommunikation:
Anvendelse af principper for sikker mundtlig kommunikation, ved kommunikation der er rettet mod patientrelaterede opgaver.
Udarbejdet af:
afdelingssygeplejerskerne på
anæstesiafsnittet og operationsafsnittene
September 2006
Revideret Januar 2022
Godkendt af:
Afdelingsledelserne ved
Anæstesiologisk Afdeling, Gastrokirurgisk Afdeling, Gynækologisk/obstetrisk Afdeling og Ortopædkirurgisk Afdeling
Kvalitetshåndbogen:
Hygiejniske forholdsregler (HVH)
Håndhygiejne og brug af handsker (Region H)
Isolation ved viral og bakteriel gastroenteritis (Region H + HVH)
Farlige stoffer, materiale og affald (HVH)
Legionella infektioner (HVH)
Medicoteknisk udstyr (Region H + HVH)
MRSA (Region H + HVH)
Program for infektionsforebyggelse (HVH)
Røntgenstråler (Region H)
Udbrud af smitsomme sygdomme (Region H + HVH)
Sygehuserhvervede infektioner, forebyggelse af (HVH)
Sikkerhed og arbejdsmiljø (HVH)
Præopertativ infektionsprofylakse - forberedelse af patient og hygiejniske forholdsregler for personale (Region H)
Nationale retningslineier for perioperativ infektionsprofylakse (Høringsudgave)