At sikre, at patienter identificeres korrekt præhospitalt, og at korrekt identitet følger patienten i patientovergange.
At sikre, at der i særlige situationer, hvor en patient ikke umiddelbart kan identificeres, foretages en midlertidig registrering, som videregives i patientovergange.
Alt præhospitalt sundhedsfagligt personale med funktion på ambulancer, akutlægebiler og specialkøretøjer i Region Hovedstaden.
Ambulanceassistenter skal være bekendt med indholdet i denne VIP.
Sikker identifikation er nødvendigt for at kunne dokumentere og videregive oplysninger korrekt. Imidlertid vil der være en række situationer, hvor sikker patientidentifikation ikke er muligt i det akutte forløb, og hvor behandling går forud for identifikation. Korrekt identifikation indhentes efterfølgende eller det anføres, at patient-ID er ukendt eller usikker.
Præhospitalt sundhedsfagligt personale: Præhospitale akutlæger, anæstesisygeplejersker, paramedicinere, ambulancebehandlere og lægeassistenter, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden.
Lægeassistent: Ambulancebehandler eller paramediciner med særlig kompetence som assistent for præhospital akutlæge.
Der skal anvendes mindst to angivelser til identifikation af patienter:
Habile patienter, der kan medvirke aktivt i identifikationen
Patienter skal spørges om deres navn og CPR-nr. og dette registreres. I praksis kan patientens sundhedskort (tidligere kaldet sygesikringsbevis) anvendes, men patienten skal aktivt angive oplysningerne og bekræfte disse.
ID med billede kan anvendes til at bekræfte identiteten i tilfælde med tvivl.
Patientens fulde adresse kan anvendes som erstatning for manglende CPR-nr. for patienter, der ikke har et CPR-nr. eller ikke kan huske det fulde CPR-nr.
Patienter, der ikke kan medvirke aktivt til identifikation
I situationer, hvor patienten ikke kan identificere sig selv aktiv, f.eks. bevidstløse, bevidsthedspåvirkede patienter eller personer med sproglige vanskeligheder, kan eventuelle pårørende gøre dette. Det anføres i journalen hvilke kriterier, der er anvendt, og hvem der har medvirket til identifikation af patienten (navn og relation til patienten).
I situationer, hvor der ikke er mulighed for en sikker identifikation af patienten, anføres dette på journalen og alternativt dokumenteres evt. kendetegn ved patienten. Kendetegn skal omfatte køn, skønnet alder og herudover særlige personlige kendetegn som udseende, tatoveringer eller lignende. Beklædning og lignende kan ikke anvendes. Journalnummeret følger desuden patienten til evt. erstatnings CPR-nr. gives på hospital.
Identifikation af børn
Børn skal identificeres på samme måde som voksne og skal om muligt selv medvirke aktivt. Såfremt dette ikke er muligt, kan identifikation ske på samme måde som for voksne, der ikke aktivt kan medvirke.
Hvornår skal patienter identificeres
Alle patienter skal om muligt identificeres præhospitalt, og dette skal dokumenteres på patientjournalen.
Hvis det ikke er muligt at foretage en sikker identifikation, skal dette fremgå af journalen som "ID ukendt" eller "ID ikke sikker".
Ambulancepersonale og præhospitale akutlæger, der varetager observation og behandling af patienten, har ansvaret for, at identifikationen bliver foretaget.
Ved afdøde personer præhospitalt, hvor identifikation ikke kan fastslås, er det politiets ansvar at fastslå identifikation.
Enhedschef 1-1-2 Præhospital Akutmedicin i Region Hovedstaden har ansvaret for udarbejdelse og vedligeholdelse af denne instruks.
Delegation:
Ambulanceansvarlig overlæge i Akutberedskabet delegerer kompetencerne beskrevet i denne vejledning til ambulancebehandlere og paramedicinere, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden.
Præhospital lægelig chef i Akutberedskabet delegerer kompetencerne beskrevet i denne vejledning til lægeassistenter og anæstesisygeplejersker, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden.
Implementering:
Ambulanceansvarlig overlæge i Akutberedskabet er ansvarlig for udbredelse af og sikring af kendskab til instruksen i ambulanceberedskabet. Ambulanceleverandørerne er ansvarlige for den lokale implementering hos ambulancepersonalet.
Sektionsledere ved 1-1-2 Præhospital Akutmedicin er ansvarlig for udbredelse af og sikring af kendskab til instruksen blandt personalet, der varetager tjeneste ved akutlægebiler og øvrige specialkøretøjer.
Præhospitalt sundhedsfagligt personale, der varetager præhospital tjeneste for Region Hovedstaden har et selvstændigt ansvar for at sætte sig ind i nærværende vejledning og overholde den i det daglige virke.
Ingen