Intern retningslinje vedrørende patienters indtagelse af alkohol eller andre rusmidler under indlæggelse på Afdeling for Rygmarvsskader, Rigshospitalet

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

 

Målgrupper og anvendelsesområde

Alt personale på Afdeling for Rygmarvsskader vedrørende alle patienter og pårørende på Afdeling for Rygmarvsskader.

Denne retningslinje vedrører alle former for indtagelse af alkohol, brug såvel som misbrug samt al indtagelse af andre rusmidler.

 

På Afdeling for Rygmarvsskader er det ikke tilladt at indtage alkohol

Afdeling for Rygmarvsskader ser alkoholindtagelse som uforeneligt med et højt specialiseret neurorehabiliteringsforløb. Individualiserede hensyn er ikke mulige at administrere, hvorfor alkoholindtagelse ikke er tilladt.

Såfremt der, uagtet reglerne, indtages alkohol eller andre rusmidler alligevel, griber personalet ind og anmoder patienter og eventuelle pårørende/gæster om straks at ophøre dermed. Disse anvisninger skal efterkommes.

Under særlige omstændigheder, f.eks. sommerfest, julefest, fødselsdage o.l., kan der i visse tilfælde dispenseres fra reglen. Anmodning om og begrundelse for dispensation skal foregå ved henvendelse til afdelingsledelsen senest 1 uge før anledningen skal fejres.

 

På Afdeling for Rygmarvsskader er det ikke tilladt at indtage euforiserende stoffer, herunder cannabis (undtaget herfra er lægeordineret cannabis som led i en behandling).

Handel med ulovlige stoffer kan medføre politianmeldelse.

Tilbage til top

Definitioner

Misbrug: Se Region Hovedstadens definition[i] herunder:

Et misbrug kan f.eks. være af alkohol, euforiserende rusmidler (hash, amfetamin), medicin mv. Et misbrug kan både være af legale og ikke-legale rusmidler. Et misbrug af illegale rusmidler er et misbrug af rusmidler, som er ulovlige i DK, eller det kan være receptpligtig medicin som man har erhvervet sig på lovlig vis.

Et misbrug af legale rusmidler kan f.eks. være et overforbrug af alkohol eller lægeordineret medicin. I denne sammenhæng defineres misbrug som et forbrug af ovennævnte rusmidler, som efter indtagelse påvirker den enkelte på en sådan måde, at det har negativ betydning for udførelsen af behandlingerne, herunder træning og rehabilitering, samarbejdet med behandlere og personale, med patienter og/eller er til gene for andre i afdelingen.

 


[i] Misbrugspolitik for Region Hovedstaden. Region Hovedstaden, sept. 2015

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Patienten informeres før og/eller ved indlæggelsen om retningslinjerne vedrørende misbrug på Afdeling for Rygmarvsskader. Ovenstående forbud fremgår af patientinformationen og patientindkaldelsen, som det forventes at patienten har læst i forbindelse med indlæggelsen.

 

Under indlæggelsen

Alt personale er løbende opmærksom på, om retningslinjen vedrørende rusmiddelindtagelse eller misbrug overtrædes under indlæggelsen. Alkohollugt, ændret gang/kørsel, påvirket balance, reduceret opmærksomhed under træning, udeblivelse fra træning og aggressiv adfærd kan eksempelvis være indikationer på et misbrug. 

Alle relevante oplysninger dokumenteres i Sundhedsplatformen (SP).

 

Handlinger ved observeret misbrug

  • Hvis en patient optræder påvirket på afdelingens matrikel og/eller ikke overholder sine aftaler, herunder træning, grundet alkohol-/rusmiddelpåvirkning, konfronteres patienten af den medarbejder, som observerer adfærden. Den påvirkede patient bortvises fra træningen.
  • Relevant behandlerteam informerer og intervenerer ift. den påvirkede patient, mht. dennes sikkerhed og plejebehov. Tiltag dokumenteres i SP.
  • Relevant behandlerteam og primær terapeut har en opfølgende samtale med patienten, når denne ikke længere er i påvirket tilstand om dennes uhensigtsmæssige adfærd.
  • Der udleveres materiale om misbrugshåndtering og behandlingsmuligheder, herunder evt. behov for kontakt til de sociale myndigheder, såfremt det skønnes, at der er tale om et egentligt misbrug.
  • Patienten informeres om, at adfærden dokumenteres i journalen og skal betragtes som første advarsel. Der gøres opmærksom på teamets øgede bevågenhed omkring patienten fremover.
  • Hvis retningslinjen fortsat ikke overholdes, skal situationen drøftes af det relevante behandlerteam. I visse tilfælde må det erkendes, at misbruget ikke er foreneligt med en fortsættelse af genoptræningsforløbet i Afdeling for Rygmarvsskader og udskrivelse kan blive konsekvensen.

Ved behov kan lægen ordinere screening mhp. afdækning af misbrugstypen. Screening foretages af sygeplejen og dokumenteres i SP. Patienten informeres om prøveresultat og om mulighederne for afvænning eller anden interventionsmulighed, f.eks. socialsygeplejerske, alkoholafvænning etc.

Screeningsresultatet kan få konsekvenser for, om patienten fortsat kan være indlagt i afdelingen.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Afdelingsledelsen, Afdeling for Rygmarvsskader.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Misbrugspolitik for Region Hovedstaden. Region Hovedstaden, sept. 2015

Tilbage til top

Bilag