Klinisk personale i Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling.
I Danmark udgør forfrysninger (congelatio) < 1% af de samlede skader der årligt ses i sundhedsvæsenet.
Skaderne kan inddeles i a) perifere forfrysninger (vævstemperatur under frysepunktet, der medfører inflammation og forstyrrelser i mikrocirkulationen) og b) systemisk hypotermi (hvor kroppens kernetemperatur falder under 35,0 °C).
Alvorlige perifere forfrysninger kan resultere i ødelæggende vævsskader, der kan fører til nekrose og tab af de mest distale legemsdele (typisk fingre og tæer, men også større dele af ekstremiteterne og sågar ører eller næsetip).
Der eksisterer forskellige klassifikationsmodeller til bedømmelse af frostskader og deres prognose. Oftest inddeles de i 4 grader ud fra vævets udseende.
Gradinddelingen:
1. grad: Tilstedeværelse af hyperæmi og ødem uden vesikler.
2. grad: Vesikler med klart indhold, ledsager hyperæmi og ødem.
3. grad: Vesikler med hæmorragisk indhold. Fuldhuds- og subkutan vævsnekrose.
4. grad: Fuldhudsnekrose, som også inkluderer muskler og knogler.
Men kan også inddeles i risikoen for amputation ud fra billeddiagnostik (angiografi, MR-scanning eller 99Tc-knoglescanning).
Skadesmekanisme
Forfrysningsskader opstår både ved nedkøling men også ved re-perfusion af vævet. Afhængig af om nedkøling foregår hurtigt eller langsomt dannes der, ved temperaturer i vævet under frysepunktet, iskrystaller intracellulært eller ekstracellulært. Den hurtige nedfrysning giver de største skader, og der opstår dehydrering af cellerne og celledød. Ved optøning/reperfusion ses umiddelbart genetablering af kredsløbet i vævets kapillærer, men meget hurtigt ses der skader på karrene med fibrinaflejringer, dannelse af mikrotromber som fører til iskæmi.
Behandling
Den initiale håndtering af patienten med forfrysninger følger ABC-principperne og behandlingen af lokal og/eller systemisk hypotermi.
Behandlingsalgoritme