Hæmodialyse til patienter med Diabetisk Ketoacidose

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Akkrediteringsstandarder
Bilag
 


Målgrupper og anvendelsesområde

Sygeplejersker tilknyttet Hæmodialysen, Afdeling P på Rigshospitalet

Tilbage til top


Definitioner

En tilstand af svær dysreguleret diabetes hos patient med insulinkrævende diabetes. 

Blodsukker > 20 mmol/l

ketose: max positiv på urinstix

            Blodketoner > 3 mmol

Metabolisk acidose: bicarbonat < 18 mmol/l

             pH < 7,3

Kroppen har brug for insulin for at "brænde" ketonstoferne af, derfor skal patienten have glucose tilført kontinuerligt og insulin intermitterende.

Tilbage til top


Fremgangsmåde

Årsag

Absolut eller relativ insulinmangel, - f.eks. ved infektion hvor øget insulinbehov ikke er tilgodeset.

 

Symptomer

Dehydrering (hos patienter med diurese)

Hyperglykæmi

Elektrolytforstyrrelser

Dyspeptiske gener: kvalme, opkast, smerter i abdomen

Præcomatøs tilstand med dyb, forøget respirationsfrekens (Kussmaul respiration)

 

Behandling

Rehydrering afhængig af patientens væske status og evt. egendiurese

Insulinbehandling med fast timeinterval, kan gives enten som iv.  eller sc.

Kaliumindgift afhængig af se-kalium

 

Specielle forhold i forbindelse med dialysen

Hver ½ time:

Hver time:

 

Hver 2 – 4 time ( e. o.)

 

Behandling

Graden af ketoacidosen bedømmes udfra ketonstof koncentrationen i urin eller blod.

Grænseværdier efter lægeordination.

Kroppen har brug for insulin for at kunne ”brænde” ketonstoffer af, derfor er det vigtigt at der under dialysen gives både glucose og insulin, ellers forlænges patientens ketoacidose

 

Insulinbehandling

Hurtigvirkende insulin s.c. afhængig af koncentrationen af ketonstoffer i urin eller blod (e.o.)

 

Kaliumtilskud

Ved start af insulinbehandling gives kaliumtilskud efter serumkoncentration.

(insulin flytter kalium ind i cellerne og sænker derved se-koncentrationen)

 

Glucoseindgift

Den massive insulinbehandling sænker patientens blodsukker og indgift af i.v. glukose er nødvendig.

Hvis patienten har sparsom eller ingen diurese bruges glukose 20% eller 50% glukoseindgift efter ordination ved BS < 15 mmol/l

 

NB. Blodsukkeret må ikke kommer < 10 mmol/l, da patienten kan udvikle hjerneødem

 

Respiratorisk

Ilt på næsekateter afhængig af SAT og evt. A-punktur

 

Væskebehandling

Væskebehandling afhænger af graden af patientens kroniske nyreinsufficiens og skal altid lægeordineres.

 

En dialysepatient med diurese:

Har patienten diurese kan vedkommende være dehydreret, idet blodets øgede indhold af sukker og ketonstoffer stimulerer diuresen. Her kan væsketilskud være påkrævet.

Dette gives som isoton NaCl eller ved BS < 15mmol/l som NaCl med Glukose isoton

 

 

BS må ikke komme < 10 mmol/l 

 

En dialysepatient uden diurese:

Denne patient kan hurtigt blive overhydreret pga. den øgede indgift af glukose for at holde blodsukkeret i niveau. Her skal gives væsker med høj glukosekoncentration.

Væskeindgift efter lægeordination

Der skal trækkes væske i forhold til afdelingens principper.

 

Efterbehandling

Indtil et døgn efter ketoacidosen er ophørt skal patientens blodsukker følges nøje.

BS skal ligge mellem 10-20 mmol/l (e.o.)

Dette for at undgå hjerneødem. Et højt blodsukkerniveau gennem nogle dage har bevirket et høj osmolaritet i blod og hjernes væske.

I blodet vil osmolariteten efter blodsukkerets normalisering falde hurtigere end i hjernens væske og denne forskel i osmotisk tryk medfører væskeindtrængning i hjernen og fare for hjerneødem.

 

Det er vigtigt med tæt BS kontrol ved de efterfølgende dialyser.  

 

Tilbage til top


Ansvar og organisering

 

Tilbage til top


Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

 

Tilbage til top


Akkrediteringsstandarder

 

Tilbage til top


Bilag

 

Tilbage til top