Fysioterapeut AOP

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

Ved en indledende vurdering hos fysioterapeut optages anamnese med fokus på funktionsevnebeskrivelse, herunder udtrætning og evt. smerteforværring ved ADL-aktiviteter. Der spørges ind til problematikker vedrørende aktivitetstilpasning (pacing), tidligere forsøgt fysioterapi/anden konservativ behandling, tidligere og nuværende træning/aktivitetsmønster etc.

Patienten kan herefter, hvis indikation for dette, tilbydes individuelt forløb, åndedrætskursus, mindfulness, TENS, basistræning enten som enkeltstående interventioner eller som en kombination af flere behandlingstiltag under hensyntagen til patienten og de øvrige tværfaglige behandlingsindsatser.

Målgrupper og anvendelsesområde

Vejledningen henvender sig til fysioterapeuter på Tværfagligt Smertecenter, Afdeling for Bedøvelse, Smerter og Respirationsstøtte, Rigshospitalet, der behandler patienter med komplekse vedvarende smerteproblematikker.

Definitioner

Komplekse smerter: hvor smertetilstanden er multifaktoriel i form af både biologiske, psykologiske og sociale faktorer (bio-psyko-social model).
Vedvarende smerter: eller kroniske, dvs. at smerterne har varet i tre-seks måndeder eller længere.

AOP: indledende vurdering inkl. anamneseoptag, funktionsevnevurdering.

ADL: Activity of Daily Living (dagligdags aktiviteter) 

Aktivitets tilpasning (pacing problematik): problemer med aktivitetstilpasning, dvs. at finde balancen mellem aktivitet og hvile.

TENS: transcutan elektrisk nervestimulation.

Fear-avoidance: bevægeangst.

Fremgangsmåde

Visitation

Alle patienter kan henvises til indledende fysioterapeutisk vurdering enten af de enkelte faggrupper ansat i Tværfagligt Smertecenter, Rigshospitalet, eller ved den tværfaglige visitationskonference efter samråd med fysioterapeuterne ud fra nedenstående inklusionsktiterier:

Inklusionskriterier

  • Patienter, der er væsentligt udfordret på deres fysiske funktionsevne med fokus på bevægemønstre og/eller nedsat aktivitetsniveau.
  • Patienter med en høj grad af udmattelse (fatigue).
  • Patienter med kropslig uro, herunder forandret åndedrætsmønster.
  • Patienter med ubalance mellem aktivitet og hvile, dvs. problematikker med aktivitets tilpasning.
  • Pt.  der udviser symptomer på bevægeangst (fear-avoidance).
  • Pt. der har brug for vejledning til mere hensigtsmæssigt træning/aktivitetsmønster. Pt. med specifikke smerter i underlivet, dyspareunia, manglende eller nedsat sexlyst, inkontinensproblematikker (se VIP vejledning herfor: Vedvarende underlivssmerter)

Eksklusionskriterier

  • Pt. har ikke-relevante forventninger til fysioterapi inkl. massage eller anden manuel vævsbehandling, laser- eller varmebehandling, ultralyd, et håndholdt superviseret træningsforløb med fremmøde eller tilbud om varmtvandsbassin (dog kan program til selvtræning godt udfærdiges).
  • Pt. er/fremtræder/screenes til moderat til svært depressiv og har ikke ressourcer til fysioterapeutisk behandling. 
  • Pt. er berettiget til vederlagsfri fysioterapi.
  • Pt. +70 år med tæt tilknytning til det kommunale system.
  • Pt. med tilknytning til anden aktører eller i et igangværende fysioterapeutisk forløb.
  • Pt. med pågående og uafklaret social sag med betydelige aktuelle psyko-sociale problemstillinger.

Journalisering

Journalen giver indsigt i og overblik over det fysioterapeutiske behandlingsforløb, og den fungerer som et kommunikationsmiddel for det sundhedsfaglige personale, der ofte er involveret i patientens behandling på tværs af faggrupper og sektorer. Journalen er primært et arbejdsredskab og en forudsætning for en sikker og kontinuerlig behandling. Ud over det primære formål er journalen også et vigtigt informationsgrundlag for patienten, da den giver mulighed for indblik og inddragelse i egen pleje og behandling.

Individuelle opfølgninger ved fysioterapeut

Indikation for opfølgning ved fysioterapeut vurderes løbende i forløbet af den behandlende fysioterapeut. Forløbende kan være af kortere eller længere varighed under forudsætning af at patienten profiterer af forløbet ifht. de ved den indledende vurdering aftalte behandlingsmål.

Afvikling af individuelle opfølgninger:

  • Fremmøde konsultationer
  • Videokonsultationer
  • Telefonkonsultationer

Afslutning af individuelt fysioterapeutisk forløb

Afsluttende notat bør som hovedregel omfatter:

  • Hvornår påbegyndtes interventioner og hvor mange behandlinger er der givet?
  • Hvad har behandlingen været målrettet?
  • Behandlingsudbytte?
  • Konklusion
  • Plan for fremtidig fysioterapi/træning

Ansvar og organisering

Alle fysioterapeuter ansat på Tværfagligt Smertecenter har på lige fod ansvar for at holde sig ajour med venteliste til den indledende vurdering (AOP) samt booke patienter til dette. 

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Cohen KR. Management of Chronic Low Back Pain. JAMA Intern Med. Published online December 20, 2021. doi:10.1001/jamain⌠ernmed.2021.7359

Wittink H, Blake C, Doody C, et al. Core Curriculum for the European Diploma in Pain Physiotherapy (EFIC). European Pain Federation (EFIC); 2017:28. Accessed June 20, 2021.

egner H, Frederiksen P, Esbensen BA, et al. Neurophysiological Pain Education for Patients With Chronic Low Back Pain: A Systematic Review and Meta-Analysis. The Clinical Journal of Pain. 2018;34(8):778-786

Bilag