Aftale om vilkår ved tilkald til tilsyn i forbindelse med tvangsfikseringer af mere end 24 timers varighed

Aftale mellem Region Hovedstadens Psykiatri og Foreningen Af Special-læger om vilkår ved tilkald til tilsyn i forbindelse med tvangsfikseringer af mere end 24 timers varighed (24-timers-tilsyn, 48-timers-tilsyn, 4. dagstilsyn og ugetilsyn), jf. psykiatriloven

1. Aftalens område
Denne aftale fastsætter vilkår ved tilkald af tilsyn i forbindelse med tvangsfikseringer af mere end 24 timers, 48 timers, fire dages eller en uges varighed i Region Hovedstadens Psykiatri, jf. gældende Psykiatrilov.

2. Aftalen omfatter
Aftalen omfatter speciallæger i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri, der er ansat i Region Hovedstadens Psykiatri, og som ønsker at varetage tilsyn efter bestemmelserne i denne aftale. Fremmøde er frivilligt for den enkelte speciallæge.

Bemærkning:
Der er oprettet en liste på tværs af centrene i Region Hovedstadens Psykiatri over de speciallæger, der ønsker at varetage tilsyn. Listen holdes ajour af Region Hovedstadens Psykiatri. På listen anføres også speciallægens evt. ønsker i forhold til centre/afdelinger/afsnit (geografi). Såfremt speciallægen i forbindelse med konkrete tilkald ikke har mulighed for fremmøde, må det rekvirerende center/afdeling/afsnit ringe til en anden speciallæge på listen.

Speciallæger, der varetager rekvirerede tilsyn, får udleveret et skema, som udfyldes efter hvert udført tilsyn. Skemaet underskrives af det rekvirerende center/afdeling/afsnit, som herefter iværksætter udbetaling af honorar for hvert fremmøde mv., jf. punkt 3 og 4.   

3. Honorering
Tilsyn på hverdage i dagtiden varetages som en almindelig del af dagsarbejdet. Der ydes ikke særskilt honorering.

Bemærkning:
Dagtiden slutter ved ophør af speciallægens sædvanlige dagsarbejdstid.

Tilsyn om aftenen på hverdage, i weekends og på helligdage honoreres med et pensionsgivende engangsbeløb på kr. 3.600 (31.3.2000 niveau).

4. Transport
Der ydes befordringsgodtgørelse efter reglerne i ’Aftale om godtgørelse for benyttelse af eget transportmiddel på tjenesterejser’ medmindre, der i forbindelse med et konkret tilkald aftales godtgørelse af udgifter til anden transport, fx taxi.

5. Ikrafttræden og opsigelse
Denne aftale erstatter aftale af 9. maj 2011.

Aftalen kan ændres ved enighed mellem parterne.

Parterne kan hver især opsige aftalen med 3 måneders varsel.

6. Bortfald af hidtidige lokale aftaler
Med virkning fra parternes underskrift af denne aftale bortfalder alle hidtidige lokale aftaler i Region Hovedstadens Psykiatri om vilkår ved tilkald til tilsyn i forbindelse med tvangsforanstaltninger af mere end 24 timers varighed.

7. Underskrifter


For Region Hovedstadens Psykiatri:            For Foreningen af Speciallæger:

 

_____________________________                   ______________________________
Dato:               Underskrift:           Dato:              Underskrift:

 

Bilag

Centrale forhåndsaftaler "Bilag til tilsynsaftale" - link til intra

Liste over speciallæger der kan tilkaldes til tilsyn i RHP

Afregningsbilag_tilsyn

 

Tilbage til top