Perioperativ væskebehandling til voksne

At understætte anvendelse af evidensbaseret/best practice baserede retningslinjer for perioperativ væske terapi iht. den nationale vejledning fra Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin (DASAIM).

Patienter, der er 18 år eller derover, som får foretaget kirurgiske indgreb i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Afgrænsning

Vejledningen omfatter ikke

• patienter der får udført hjertekirurgi.

Tilbage til top

Ingen.

Tilbage til top

Baggrund

Korrekt væskebehandling og blodkomponentterapi er afgørende for et optimalt perioperativt forløb. Både hypovolæmi og hypervolæmi bidrager til kardiel, pulmonal og gastrointestinal morbiditet samt sårkomplikationer. Væskebehandling har, som andre behandlinger, bivirkninger og bør anvendes på indikation og med klare mål.

Præoperativt væskedeficit

Patienten skal som hovedregel tilbydes vand/kulhydratholdig væske (klare væsker) indtil 2 timer før anæstesi - se vejledning: Faste i forbindelse med anæstesi

Elektive patienter, der følger faste-/tørste-reglerne, har som udgangspunkt ikke reduceret blodvolumen ved begyndelsen af anæstesien.

Væskedeficit kan ses ved forlænget faste-/tørsteperiode, tab relateret til præoperativ blødning, diare, diureser, kar-barriere (endothel) dysfunktion med lækage som ved sepsis m.v.

Væskedeficit som følge af forlænget faste-/tørsteperiode erstattes af balanceret krystalloid 1 ml/kg per times faste over 2 timer.

Intraoperativ væskebehov

• Perspiratio insensibilis (luftveje, hud, operationsfelt) 0,5 - 1 ml/kg/t.
• Diureser 0,5-1 ml/kg/t.
• Totalt krystalloid behov 1-2 ml/kg/t.
• Et tredje-rumstab eksisterer ikke. I klinisk praksis vil 1-2 ml/kg/t dog ofte være for lidt, og derfor anbefales, at det basale væskebehov under anæstesi og kirurgi dækkes af balanceret krystalloid 2-3 ml/kg/time. Herudover administreres væske ved tegn til hypovolæmi og blødning, se Figur 1.
• I specielle situationer anbefales 0,9 % NaCl, se ”Valg af krystalloid”.

Hypovolæmi

• Ved mistanke om hypovolæmi gives bolus 250-500 ml krystalloid og kolloid.

Tegn på hypovolæmi (ofte kombination af nedenstående):

• Takykardi.
• Lavt/faldende blodtryk eller lavt/faldende pulstryk (systolisk blodtryk – diastolisk blodtryk).
• Svingninger i invasiv arterieblodtrykskurve under overtryksventilation (som udtryk for høj slagvolumenvariation [SVV over 12 %]).
• Høj/stigende laktat, lav/faldende base excess, lav/faldende standard bicarbonat.
• Lavt, faldende CVP.
• Lav/faldende central venøs iltsaturation (ScvO2).
• Nedsat fyldning af venstre ventrikel/kollaberende v. cava inf ved ekko.
• Lavt/faldende kardiel slag- og/eller minutvolumen.
• Timediureser under 0,25-0,5 ml/kg/time
  • Intraoperative timediureser korrelerer dårligt til intravaskulær volumenstatus og skal altid fortolkes i relation til de øvrige hæmodynamiske parametre.

Individualiseret goal-directed terapi

Ved behov for gentagne væskeboli bør det overvejes at styre væskebehandlingen efter flow-baserede hæmodynamiske mål som hjertets slag-/minutvolumen eller central venøs iltsaturation (ScvO2).

Ved tilstande med systemisk inflammation, herunder langvarige operationer med forventet store væskeskifte, f.eks. abdominalkirurgi, bør væskebehandlingen styres efter principperne for individualiseret goal-directed terapi (IGDT). Dette skal startes så tidligt som muligt og senest ved kirurgiens begyndelse.

Erstatning af blodtab

Mindre blødning erstattes af opvarmet balanceret krystalloid 2-3 gange blodtabet.

Efter 2.000-3.000 ml balanceret væske vurderes, om man skal forsætte med balanceret krystalloid eller skifte til kolloid eller supplere med blodkomponenter i henhold til Livstruende blødning samt kontrollabel blødning - transfusionsstrategi, ”National Klinisk Retningslinje: Indikation for transfusion med blodkomponenter” fra Sundhedsstyrelsen og ”Vejledning om transfusionsmedicinsk behandling og monitorering af blødende patienter” fra Dansk Selskab for Klinisk Immunologi.

Valg af kolloid

• Ved behov for kolloid kan albumin 5 % anvendes. Anvendelse af albumin til traumepatienter og specielt neurotraumepatienter kan ikke anbefales.
• Perioperativ IGDT-vejledt infusion af kolloid, oftest hydroxyethylstivelsesbaserede (HES), har vist reduktion af komplikationer (specielt gastro-intestinale) og afkortet hospitalsophold især ved abdominalkirurgi.
• Hos kritisk syge patienter, herunder patienter med sepsis og brandsår, er infusion af større mængder HES derimod forbundet med risiko for nyreskade, påvirkning af koagulation og mortalitet, se ”Valg af kolloid” nedenfor.
• Sammenlignende undersøgelser af kolloid vs. krystalloid er sparsomme, men det tyder på at anvendelse af krystalloid til IGDT kan medføre en større intraoperativ administreret væskemængde end hvis kolloid anvendes.

Vasopressor

Den anæstesi-relaterede perifere kardilatation, incl. kardilatation relateret til regional nerveblokade, bør i udgangspunktet ikke volumenbehandles, men i stedet give anledning til overvejelser om behov for vasopressor støtte.

Fig. 1. Peroperativ væskebehandling

Peroperativ væskebehandling anbefales etableret som basal erstatning indtil genoptaget peroral væskeindtag (sort pil). Hertil tillægges yderligere erstatning enten i henhold til blødningsvolumen (rødt område) eller i henhold individualiseret goal-directed terapi IGDT) (blåt område). Hvis erstatning i henhold til blødningsvolumen vælges, bør behovet for skift til IGDT løbende vurderes (grå pile).

Valg af væske

Intravenøse væsker er lægemidler med virkninger og bivirkninger, som er relateret til den specifikke sammensætning

Der anvendes krystalloide opløsninger (Ringer- Acetat/-Laktat, isoton natriumklorid (NaCl) m.fl.), naturlig kolloid (human albumin) og syntetiske kolloider (hydroxyethylstivelse (HES), dekstraner m.fl.)

Krystalloider

Krystalloide opløsninger:

• Ringer-Acetat ((Elektrolytindhold/l): 2 mmol calcium, 112 mmol chlorid, 4 mmol kalium, 30 mmol acetat, 1 mmol magnesium og 130 mmol natrium. Osmolaritet ca. 270 mOsm/l).
• Ringer-Laktat ((Elektrolytindhold/l): 1,5 mmol calcium, 109 mmol chlorid, 4 mmol kalium, 28 mmol laktat og 130 mmol natrium. Osmolaritet ca. 260 mOsm/l).
• Plasmalyte ((Elektrolytindhold/l): 30 mmol acetat, 98 mmol chlorid, 23 mmol gluconat, 5 mmol kalium, 1.5 mmol magnesium og 140 mmol natrium. Osmolaritet ca. 295 mOsm/l).
• Isoton NaCl ((Elektrolytindhold/l): 154 mmol chlorid og 154 mmol natrium. Osmolaritet ca. 308 mOsm/l).

Opløsningerne indeholder forskellige koncentrationer af salte og er velegnet til at erstatte det basale væskebehov, diurese og blodtab. Ved infusion udfiltreres en del af krystalloiderne fra det intravaskulære til det interstitielle rum som et normalt fysiologisk væskeskift. Dette er mest udtalt ved normovolæmi og mindre udtalt ved hypovolæmi hvor retentionen er større.

Denne fordeling gør, at man ved erstatning af f.eks. blodtab bør beregne erstatning svarende til 2-3 ml erstatning pr. ml blodtab og ikke som tidligere anbefalet 4-5 ml erstatning pr. ml blodtab.

I tilfælde, hvor krystalloider indgives i hyper- eller i velfyldt normovolæm tilstand, leder infusion til udfiltrering til det interstitielle rum og risiko for ødemer.

Infusion af større mængder NaCl medfører hyperkloræmisk acidose og elektrolytforstyrrelser.

Balancerede krystalloider (Ringer-Acetat, Ringer-Laktat, Plasmalyte etc.) har en elektrolytsammensætning, der minder mere om plasmas og anbefales [anbefaling baseret på god praksis], medmindre patienten har hyponatriæmi, hypokloræmi (f.eks. grundet store ventrikelaspirater) eller svær hyperkaliæmi.

Ringer-Acetats osmolaritet (270 mOsm/L) er tættere på plasmas (280 mOsm/L) end Ringer-Laktats (260 mOsm/L), men begge væsker er let hypotone i forhold til plasma og er kontraindiceret ved højt ICP.

Laktat metaboliseres primært i leveren og kan specielt ved leversvigt og dårlig leverperfusion interferere med laktatmålingerne.

Naturlige kolloider

Human albumin udvindes fra raske bloddonorer og er tilgængeligt som 5 % og 20 % albumin.

• Albumin 5 % (Elektrolytindhold/l): højst 2 mmol kalium og 130-160 mmol natrium.
• Albumin 20 % (Elektrolytindhold/l): højst 2 mmol kalium og 100-160 mmol natrium.
• Albumin 5 % er isoosmotisk med plasma og vil øge plasmavolumen med ca. 1 gang det infunderede volumen.
• Albumin 20 % er hyperosmotisk og vil øge plasmavolumen med ca. 4 gange det infunderede volumen.
• Albumin 5 % påvirker ikke umiddelbart de andre væskerum.
• Albumin 20 % øger det kolloidosmotiske tryk i blodbanen og mobiliserer dermed den interstitielle og intracellulære væske.
• Normalt vil 10 % af det tilførte albumin forlade det intravaskulære rum pr. time og fordeles ud i interstitielrummet, menved udbredt endothelskade og kapillærutæthed, som det ses ved mange tilstande (stor kirurgi, sepsis, traume m.v.) vil der forekomme et patologisk væskeskift væk fra det intravaskulære rum.
• Albumin har beskeden effekt på hæmostasen, og det er derfor egnet til erstatning af blødning, når den beskrevne volumeneffekt ønskes. Blødningen erstattes med albumin 5 % 1 ml pr. 1 ml blodtab.
• Albumin synes at øge mortaliteten hos traumepatienter, særligt patienter med traumatisk hjerneskade, hvor det derfor må anses for kontraindiceret til disse patienter.
• Som udgangspunkt anvendes albumin først efter resuscitation med 2-3 L balanceret krystalloid er forsøgt, svarende til mere end 1.000 ml blodtab, [anbefaling baseret på god praksis] også med det formål at undgå en liberal væskebehandling med krystalloider som synes at være skadelig.

Syntetiske kolloider

• Hydroxyethylstivelse (HES) 6 % indeholder polysaccharider (Elektrolytindhold/l): 154 mmol chlorid og 154 mmol natrium. Osmolaritet 308 mOsm/l), findes også i HES 10 %.
• Dekstraner indeholder polyanhydroglucoser (Elektrolytindhold/l) i dekstran 70: 154 mmol chlorid og 154 mmol natrium. Osmolaritet 308 mOsm/l), men findes også i andre opløsninger.

HES og Dekstraner

• Kolloider af polysaccharid typen hvor egenskaber afhænger af molekylvægt, molekylvægtfordeling og forgreningsgrad, samt af koncentrationen af den kolloidosmotiske substans.
• HES 6 % og dekstran 70 er isoosmotiske med plasma og deres effekt holder 2-4 timer i blodbanen.
• ligesom ved albumin, vil der forekomme et patologisk væskeskift med fordeling væk fra det intravaskulære rum ved udbredt endothelskade/-lækage.
• syntetiske kolloider interagerer med hæmostasen, og inducerer koagulopati, hvor trombocytfunktionen og fibrin-polymeriseringen hæmmes, denne bivirkning indtræder efter ca. 1.000 ml HES hos den ukomplicerede gennemsnitspatient; samme effekt optræder efter et lavere volumen for dekstraner.
• begge kolloider, men især dektraner, er forbundet med risiko for allergisk reaktion.
• indgift af HES forårsager øget blødning og transfusionsbehov i kirurgiske patienter, intensiv og sepsis patienter og traumepatienter.
• HES risikoen for renalt svigt og behov for dialyse, og denne risiko ses allerede efter en gennemsnitlig dosis på 500 ml (6 ml/kg) hos intensiv patienter.
• HES synes at øge mortaliteten i patienter med multitraume, særligt med traumatisk hjerneskade, og i patienter med svær sepsis/septisk shock.

HES bør således ikke anvendes til:

• Patienter med øget risiko for nyresvigt eller koagulopati.
• Traumepatienter.
• Patienter med risiko for større blødning (f.eks. over 1.000 ml).
• Sepsispatienter.
• Intensivpatienter.

De syntetiske kolloider er forbundet med en øget risiko for alvorlige bivirkninger, uden at der endnu foreligger evidens for, at disse lægemidler gavner nogle patientgrupper sammenlignet med krystalloider, dog med det forbehold, at mange at de studier som understøtter anvendelsen af goal directed fluid therapy (GDT) har anvendt HES i interventionsgruppen.

Tilbage til top

• Hospitalsdirektioner, center-, afdelings- og klinikledelser er ansvarlige for, at vejledningen implementeres.

Tilbage til top

• Vejledning i perioperativ væskebehandling, Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin , Anæstesiudvalget 2014
• National Klinisk Retningslinje: Indikation for transfusion med blodkomponenter fra Sundhedsstyrelsen
• Vejledning om transfusionsmedicinsk behandling og monitorering af blødende patienter fra Dansk Selskab for Klinisk Immunologi

Regional vejledning

• Livstruende blødning samt kontrollabel blødning - transfusionsstrategi

Tilbage til top

Ingen.

Tilbage til top