Næsefraktur, undersøgelse og behandling

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer
Bilag

 

Formål

At understøtte korrekt diagnostik og behandling af patienter med næsefraktur.

Målgrupper og anvendelsesområde

Vejledningen henvender sig til læger der undersøger, behandler og visiterer patienter med næsefraktur i Akutmodtagelser/Akutklinikker og i Oto-Rhino-Laryngologi afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland samt til orientering til visiterende personale ved Akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden.

Definitioner

Næsefraktur opstår ved traumer såsom kontaktsport, ulykker eller vold. Ved bruddet bliver næsebenet trykket ind, hvilket ud over det kosmetiske indtryk også kan give problemer med luftskiftet i næsen.

Fremgangsmåde

Initial vurdering

I den akutte fase skal der undersøges for septumhæmatom ved næsefraktur. Septumhæmatom skal behandles subakut (inden ca. 6 timer).

Hvis der ikke foreligger septumhæmatom, kan ptt. med eller mistænkt for næsefraktur henvises til Øre-Næse-Halslæge eller Øre-Næse-Halsambulatorium 3-5 dage senere, da eventuel hævelse først skal aftage.

På Øre-Næse-Halsafdelinger vil patienterne hyppigst være henvist fra en Akutmodtagelse/Akutklinik, hvor patienten er blevet orienteret om, at de skal tilses af Øre-Næse-Halslæge efter 3-5 dage.

Det afklares klinisk, om næsen er brækket. Er dette tilfældet, må lægen afgøre, hvorvidt næsebenene sidder på plads, eller de skal løftes på plads.

Er bruddet nyt, bliver næsefrakturen sat på plads i lokalbedøvelse i ambulatoriet.

Er bruddet ældre end 7-10 dage gammelt/er patienten et barn (under 15 år), eller er der andre ting, som taler for det, behandles patienten i sammendagskirurgisk-/dagkirurgisk regi, hvorefter næsefrakturen sættes på plads i GA.

 Procedure/behandling i ambulatoriet

  1. Der lokal bedøves og detumesceres med eks. Lidokain/Adrenalin 2 % på vat eller meche i begge næsebor.
  2. Herefter anbringes vatpinde med Lidokain/Adrenalin 2 % i næsen.
  3. Når dette har virket i ca. 20 minutter, kan eks. Lidokain/Noradrenalin injiceres omkring brudsteddet enten udefra eller gennem næseborene.

Elevatoriet påføres vaseline eller HT-salve og indføres i patientens næse på den side, hvor næsebenet er trykket ind.

Når næsebenet er på plads, må det i nogle tilfælde støttes med en meche indsmurt i vaseline eller Hydrocortison med terramycin creme. Enden af en sådan meche fikseres med et plaster på kinden.

Ved blødning efter proceduren oplægges ligeledes meche som anført ovenfor.

Patienten får til sidst et næseskjold eller hexalite på.

Smerter og hovedpine behandles med paracetamol eller andre svage NSAID.

Ambulant kontrol

Patienten vil få en tid i ambulatoriet oftest 7-10 dage senere, hvis lægen skønner, det er nødvendigt.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Sygehusledelser/hospitalsdirektioner er ansvarlig for at distribuere dokumentet til relevante afdelinger.
  • Afdelingsledelsen/Klinikledelsen i Øre-Næse-Halsafdelinger og Akutmodtagelser/Akutklinikker er ansvarlige for implementeringen af vejledningen.
  • Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at kende og anvende vejledningen.

Tilbage til top

Referencer

Bilag