Exairese - hals - forundersøgelse, procedure og opfølgning

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer
Bilag

 

Genveje til indhold

Formål

Dokumentet har til formål at understøtte ensartet udførelse af halsexairese.

Målgrupper og anvendelsesområde

Dokumentet henvender sig til sundhedspersonale i det plastikkirurgiske speciale i Region Hovedstaden og Region Sjælland og omfatter patienter til operation for cancer i lymfeknuder på halsen.

Operation foretages iht. kræftpakke-forløb.

Tilbage til top

Definitioner

Operationskode: KPJD51.

Sentinel node-biopsi: Fjernelse af den eller de lymfeknuder, som præoperativ lymfeskintigrafi har vist drænage til.

Exairese: Radikal lymfeknuderømning.

Mikrometastase: Metastatiske celler kan kun erkendes mikroskopisk.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

1. Henvisning og forundersøgelse

Hos en række patienter opdages metastase ved klinisk kontrol, kontrol PET/CT-skanning eller ultralydsskanning. Patienten kan også henvises med metastase fra anden afdeling eller primærsektoren. Nogle patienter med non-melanom hudkræft eller merkelcelle carcinom kan forinden have en positiv sentinel node biopsi som fordrer exairese, ligesom patienter med melanom og perinodal vækst i sentinel node ligeledes kan tilbydes exairese (mikrometastaser alene udløser ikke længere exairese hos melanom-patienter). Patienter med følelig eller scannings-verificeret suspekt lymfeknude sendes oftest til ultralydsvejledt finnåls-biopsi, mhp. underbygning af diagnosen. Såfremt klinikken er helt oplagt og/eller f.eks. PET/CT-skanning er entydig, kan biopsi undlades.

Ved forundersøgelsen optages anamnese, og der foretages objektiv undersøgelse inkl. fuld hudundersøgelse, og alle lymfeknuderegioner palperes.

2. Præoperativ udredning og undersøgelse

Der skal foreligge præoperativ PET/CT-skanning for at afklare, om der er tegn på yderligere spredning af sygdommen, som kunne indicere medicinsk behandling frem for kirurgi. Anden billeddiagnostik kan også være indiceret, og oftest diskuteres patienten på MDT.

Blodprøver iht. konkret indikation og ordination.

Patientinformation

Patienten informeres om den planlagte operation, procedure, forventet forløb samt potentielle operationsrisici; herunder nævnes bl.a. risiko for læsion af muskulære nervegrene til ansigt og skulder med lammelse til følge, hæmatom, infektion, sårhelingsproblemer, punkturkrævende serom og varigt lymfødem af underansigtet samt følenedsættelse i området, især på øret.

Ved indgreb på halsens venstre side informeres også om risiko for læsion af ductus thoracicus.
Informeret samtykke dokumenteres.

3. Peroperativt

Operationen foregår i generel anæstesi. Operatøren afgør lejringen.

Ved operationen fjernes alt fedt og indlejrede lymfeknuder en bloc fra mandibula til clavicula og fra musculus trapezius’ forkant til midtlinjen på halsen. Sentinel node-biopsicikatricen medtages.

Afhængig af patientens sygdomsstatus kan indgrebet modificeres til at omfatte forskellige niveauer.
Ligeledes kan superficiel parotidektomi være en del af indgrebet.

Der anlægges peroperativt 2 sugedræn i operationsfeltet, som lukkes vanligvis i 2 lag. Der påsættes plaster.

Væv, der fjernes under operationen, sendes til histologisk undersøgelse evt. med markering.

4. Postoperativt

Patienten kan mobiliseres efter evne.
Det mindst producerende dræn fjernes 2. dag. Sidste dræn fjernes ved produktion under 20-40 ml, dog senest 7. dagen.

5. Udskrivelse og rehabilitering

Patienten udskrives efter 2-7 dage.

Patienten instrueres i forholdsregler, herunder tegn på infektion og tegn på behov for serompunktur samt lymfødem af underansigtet.

Forventet sygemeldingsperiode aftales afhængig af patientens tilstand og erhverv, ofte 3-4 uger, mere ved hårdt fysisk arbejde.

Fysioterapeutisk genoptræning aftales ved behov, og det drøftes, hvornår patienten kan gå i gang med motion (4-6 uger).
Der udarbejdes genoptræningsplan til primærsektor, hvis der findes indikation for genoptræning i kommunalt regi.

6. Ambulant opfølgning

Som hovedregel ses patienten 1-2 uger postoperativt til evt. suturfjernelse samt svar på mikroskopi. Desuden kontrol af muskelfunktion i ansigt og skulder samt tegn på lymfødem og gustatorisk sveden (Freys syndrom). Stor drænproduktion før drænfjernelse kan fordre punktur før; det aftales individuelt.

Alle patienter tilbydes onkologisk kontrol, første gang 3 mdr. efter exairesen. Melanompatienter tilbydes kontrol iht. DMG Dansk Melanom Gruppe

Tilbage til top

Ansvar og organisering

  • Afdelingsledelsen/klinikledelsen i plastikkirurgisk afdeling er ansvarlig for implementeringen af dokumentet og for konkretisering hvor relevant.
  • Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at kende og anvende vejledningen.

Tilbage til top

Referencer

Bilag