Vejledningen beskriver, hvordan screening af patienter for MRSA ved indlæggelse, samt ved besøg i ambulatorier og i skadestue skal foregå. Under fremgangsmåde beskrives, hvem der skal screenes, hvorfra prøverne tages, hvordan prøverne tages, og i hvilke situationer prøverne skal tages. Endelig beskrives varighed af isolation, tolkning af prøvesvar, samt kriterier for hvornår behandling af bærertilstand kan påbegyndes.
Methicillin resistente Staphylococcus aureus (MRSA) er bakterier, som er resistente over for β-laktamantibiotika (Penicilliner, Cefalosporiner og Carbapenemer). Dette er et problem, da det normalt er disse antibiotika, som anvendes til behandling af stafylokokinfektioner. Ofte er MRSA også resistente over for mange andre antibiotika grupper.
MRSA kan forårsage infektioner, som kan være svære at behandle. Det er derfor vigtigt at holde forekomsten af MRSA på så lavt et niveau som muligt. Det er særligt vigtigt at undgå smittespredning på sygehuse, da specielt svækkede og syge personer er udsat for at få alvorlig sygdom ved smitte med MRSA. Både personer, som er syge af MRSA, samt personer som er bærere af MRSA udgør en smitterisiko.
Direkte og indirekte kontakt er den væsentligste smittevej for stafylokokker, som dog også kan smitte via støv – og dråbeinfektion.
Sundhedsstyrelsen har i september 20126udgivet 3. udgave af: Vejledning om forebyggelse af spredning af MRSA. Heri er det nævnt hvilke situationer og hvilke komplicerende lidelser, der kan disponere for smitte med MRSA. Disse betegnes som almene risikosituationer (fx indlæggelse på hospital i udlandet, erkendt MRSA), specielle risikosituationer (fx bor på plejehjem, hvor der er MRSA, arbejde på udenlandsk hospital, bor på asylcenter, husstandskontakt med fx med au-pair) og individuelle risikofaktorer (fx sår, hudlidelser, kateter à demeure og intravenøse adgange).
MRSA-positive patienter har krav på samme tilbud om behandling, pleje og øvrige sundhedsydelser, som andre patienter, og derfor skal hospitalet have implementeret infektionshygiejniske forholdsregler, som sikre, at disse patienter får samme tilbud som andre patienter.
MRSA: Methicillin resistente Staphylococcus aureus.
Screening: Orienterende undersøgelse (podninger) af personer uden symptomer.
Isolation: Placering af patient på enestue for at forebygge smittespredning
Behandling af bærertilstand: Fjernelse af MRSA-bakterien fra den enkelte person samt dennes husstand
Udbrud: Der er sket smitte til én eller flere patienter med MRSA i samme afdeling
MRSA-fri: Tidligere MRSA-positiv person er testet negativ 6 måneder efter endt behandling (eller senere)
Patienter, der tidligere har fået påvist MRSA, og ikke er dokumenteret MRSA-fri 6 mdr.
Patienter, der indenfor de sidste 6 mdr. har modtaget behandling på hospital eller klinik i udlandet uden for Norden, og hvor opholdet har varet over 24 timer
Patienter bosiddende på asylcenter
• Ved negativt dyrkningssvar kan isolation ophæves
• Ved positivt dyrkningssvar opretholdes isolation under hele indlæggelsen
• Fjernelse af bærertilstand forsøges ikke for asylansøgere , men kan overvejes, hvis der fås ophold og flyttes uden for lejren
Patienter skal som hovedregel ikke spørges om risikosituationer.
Beboere fra asylcentre screenes 1. gang de møder i ambulatoriet (næse, svælg, evt. perinæum og sår) og der anvendes isolationsforholdsregler
Ved positiv MRSA screening anvendes fremover isolationsforholdsregler. Behandling af bæretilstanden anbefales ikke, men kan overvejes, hvis asylansøgeren får ophold og flytter uden for centret.
Ved efterfølgende ambulatoriebesøg screenes patienten med 1 måneds mellemrum:
Ved ambulant kontrol og sidste podesvar er < 1 mdr. podes ikke og isoleres ikke
Ved ambulant kontrol og sidste podesvar er > 1 mdr. men < 6 mdr. podes, men isoleres ikke
Ved ambulant kontrol og sidste podesvar er > 6 mdr. podes og isoleres
###TABEL_1###
For den enkelte patient kan der findes individuelle risikofaktorer, der dels øger risikoen for at få MRSA, dels vanskeliggør behandlingen og endelig øger risikoen for at videresmitte. Det kan derfor være relevant at være opmærksom på nedenstående risikofaktorer, når det vurderes om patienten skal isoleres og/eller podes. Disse risikofaktorer er:
Podninger skal foretages med E-swap fra følgende steder:
Fremgangsmåde: Podepinden føres gennem det yderste af næsen (cavum nasi) 0,5 – 1 cm op. Podepinden drejes rundt mod indersiden af begge næsefløje, 5-6 gange, samtidig med at et fast tryk opretholdes. Samme podepind bruges til begge næsebor
Fremgangsmåde: Podepinden føres henover begge tonsiller med et let tryk
Fremgangsmåde: Podepinden føres henover perineum med et fast tryk.
Desuden fra følgende steder:
###TABEL_2###
Husk at udfylde "Kliniske oplysninger"
Tolkning af prøvesvar
Er patienten i behandling med antibiotika eller har været det umiddelbart før podningerne foretages, må isolationen i nogle tilfælde opretholdes uanset prøvesvar, og der skal tages nye podninger (screeningsprøver) 5 dage efter seponering af antibiotika. I disse tilfælde kontaktes speciallæge i KMA eller hygiejnesygeplejerske.
Varighed af isolation
Behandling af MRSA-bærertilstand
Behandlingen for MRSA aftales med KMA. Behandlingen kan generelt først påbegyndes:
Afdelingsledelsen er ansvarlig for, at personalet er bekendt med vejledningen, og at de fysiske rammer og nødvendige hjælpemidler er til stede for at vejledningen kan følges. Den enkelte medarbejder er ansvarlig for at kende og følge vejledningen.
1. Vejledning om forebyggelse af spredning af MRSA – Sundhedsstyrelsen. 2016
2. Nationale infektionshygiejniske retningslinjer om behandling af patienter med smitsomme sygdomme, herunder isolation. CEI 4. udgave, 2011. Statens Serum Institut.
3. Nationale infektionshygiejniske retningslinjer om håndhygiejne. CEI 1. udgave, 2013. Statens Serum Institut.