Behandling af cyste eller absces i glandula Bartholini (vestibularis) med Words kateter

Formål

Målgrupper og anvendelsesområde

Definitioner

Fremgangsmåde

 

Anatomi og forekomst

 

 

De Bartholinske kirtler er bilaterale symmetriske kirtler beliggende i labia majora svarende til kl. ca. 4 og 8. De er normalt på størrelse med en ært og har en ca. 2 cm lang udførselsgang som munder ud i folden mellem hymen og labium.

En cyste i glandula Bartholini og eventuelt infektion opstår når udførselsgangen lukker til og sekret fra kirtlen hober sig op. To procent af alle kvinder vil på et tidspunkt i livet danne en cyste eller få en absces i glandula Bartholini. Abscesdannelse er ca. 3 gange så hyppig som cystedannelse. Cysterne er hyppigst 2-3 cm store og buler ud i nederste del af labium majus.

 

Symptomer

Mindre cyster kan være symptomløse og være et tilfældigt fund ved gynækologisk undersøgelse. Når patienten har symptomer klager hun over smerter ved vulva, dyspareuni, smerter ved sportsudøvelse, smerter ved gang og cykling m.m. Ved abscesdannelse kan smerterne være betydelige og der kan være feber.

 

Differentialdiagnoser

En række andre processer i vulvaområdet kan minde om forandringer i Bartholins kirtel og må overvejes differentialdiagnostisk. Heriblandt kan nævnes: lipomer, vaginale inklusionscyster, epidermale inklusionscyster, uretralt divertikel, fibrom, hernie og endometriose.

Normalt vil de Bartholinske kirtler skrumpe efter menopausen og hos ældre kvinder med forstørrede kirtler må muligheden for cancer overvejes og ved solide tumores bør der tages biopsi.

 

Behandling

Små cyster uden symptomer kræver ikke behandling hos yngre kvinder. Symptomatiske cyster eller abscesser kræver derimod drænage. Til dette findes 2 metoder:

 

  1. Behandling ved hjælp af Words kateter

  2. Marsupialisation

 

Der er i øjeblikket ingen sammenlignende undersøgelser af de 2 metoder, men opgørelser har lige gode resultater. Da behandling med Word kateter er en simpel procedure der kan foretages ambulant i lokal anæstesi, er denne metode første valg hvis patienten accepterer proceduren.

Ved recidiverende cystedannelse kan kirurgisk excision af kirtlen overvejes.

 

Words kateter

 

Princip:

Placering af en lille ballon i cyste/absces-kaviteten. Efterlades i 4 uger hvorved der dannes en ny udførselsgang. Behandlingen foregår ambulant og patienten kan gå hjem umiddelbart efter.

 

Materiale:

  • Word kateter (silikone)

  • 3 ml sprøjte og nål (ligger i pakken)

  • Skalpel (ligger i pakken med katetret)

  • Klorhexidin-cetrimid 0,2%

  •  10 ml Lidocain 10mg/ml

  •  5 små gazetamponer

  • 1 par sterile handsker

  • Sterilt grønt afdækningsstykke

 

Procedure:

  1. Alt pakkes op og placeres på det grønne afdækningsstykke på assistancebordet

  2. Området over cysten/abscessen afvaskes med klorhexidin-cetrimid

  3. Der anlægges lokalanæstesi omkring det kommende incisionssted

  4. Cysten/abscessen incideres skarpt med skalpel lige ved hymenalranden (ca. 1-1,5 cm i dybden)

  5. Word katetret (som på forhånd er monteret til sprøjten med væske) placeres i kaviteten

  6. Ballonen fyldes med maksimum 1-2 ml væske eller lige nok til at katetret ikke falder ud

  7. Katetret skubbes ind i vagina

  8. Katetret kan fjernes efter 4 uger. Patienten sættes dog til kontrol efter en uge og hvis alt ser fint

      Ud sættes patienten til fjernelse af kateter efter yderligere 3 uger.

 

 

Patientinformation:

Patienten forvente sekretion fra cysten/abscessen de første dage og kan evt. anvende håndbruser til at rense området. Patienten må ikke anvende tamponer eller have samleje før katetret er fjernet.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

ICD10-koder

Akkrediteringsstandarder

Bilag