Atopisk dermatitis, Børne- og ungeafdelingen

Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag

Målgrupper og anvendelsesområde

Læger og sygeplejersker i Børne- og ungeafdelingen

Tilbage til top

Definitioner

Atopisk dermatitis (AD) forekommer hos ca. 25 % af børn og hyppigere hos børn af forældre med atopi/AD. 45 % begynder indenfor de første 6 levemåneder, 60 % indenfor 1. leveår og 85 % inden 5. leveår. 70 % remitterer spontant inden puberteten. Tidlig debut, svært eksem, astma, allergisk rhinit og sensibilisering for fødemiddelallergener øger risikoen for persisterende AD.

Børn med AD har øget risiko for at udvikle astma og høfeber. 50 % af børn med AD før 2-års alderen vil senere udvikle astma.

AD er karakteriseret ved kronisk recidiverende, kløende hududslæt. Huden er tør, og i varierende grad ses excoriationer, induration og lichenisering. Også uafficeret hud er typisk påfaldende tør.

Er hos børn <2 år typisk lokaliseret til ansigt, skalp, truncus og ekstremiteternes extensorsider; hos børn >2 år: knæ- og albuebøjninger, hænder og fødder, håndled og ankler.

>90 % af patienter med AD er koloniseret med S. aureusS. aureus kan producere superantigener, der forværrer eksemet og giver corticosteroid resistens.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Allergi-udredning:

Børn med mild AD skal ikke allergi-udredes.

Børn med moderat/svær AD og børn der foruden AD har astma, rhinit, GI-symptomer eller dårlig trivsel bør allergiudredes.

Sensibilisering for komælk og æg er hyppig, men klinisk relevant hos <1/3 (positiv fødevareprovokation). Efter 3 års alderen ses især sensibilisering for inhalationsallergener.

Differentialdiagnoser:

  • Seborrhoisk dermatit
  • Psoriasis
  • Tinea
  • Scabies
  • Immundefekt (ved tidlig debut)

Behandling:

Trin 1/ Tør hud: Fedtcreme mindst 2 x dgl.

Vælg den creme med størst fedtindhold som barnet kan acceptere, dog helst mindst (20)-40% fedtindhold. Se bilag: Fugtighedscremer

Trin 2/Mild til moderat AD: Gruppe l-ll steroid cremer x1 dgl.

Man behandler til eksemet er i ro. Der mangler evidens for effekt af udtrapning. Se bilag: Hormoncremer.

Trin 3/Moderat til svær AD: Gruppe ll-lll (lll-lV efter puberteten) steroid cremer x1-2 dgl. Må ikke anvendes i ansigtet, hvor man i stedet anvender gruppe I.

Man behandler til eksemet er i ro. Ingen evidens for udtrapning eller gradvis overgang til mindre potente steroidcremer. Se bilag: Hormoncremer.

Ved steroidsvigt kan der til børn >2 år vælges calcineurin-inhibitor creme: Elidel 0.1% x2 dgl eller den mere potente Protopic 0,03% x2 dgl i 3 uger og derpå x1 dgl. Der er dog mistanke om øget risiko for malignitet i forbindelse med protopic-behandling.

Behandling med steroidcremer /Protopic /Elidel skal altid kombineres med fedtcreme, der påsmøres, når den aktive creme er trukket ind i huden.

TING TAGER TID – og den daglige hudpleje kan nemt tage en halv time.

Ved akut opblussen, der ikke svinder for lokalbehandling:

3 dages prednisolon 1 mg/kg/dag efter fulgt af 3 dage med 0,5 mg/kg/dag kan i sjældne tilfælde anvendes, men eksemet blusser oftest op igen kort efter afsluttet behandling.

Forebyggelse:

Hos patienter med moderat/svær eksem, der recidiverer på de samme afgrænsede steder hver gang, kan man behandle forebyggende med steroidcreme x2 ugentligt.

Patienter med svær AD eller AD, der ikke responderer på ovennævnte behandling, bør henvises til dermatolog.

Hvor meget hormoncreme må der bruges/Fingerspidsregel:

”Fingerspidsreglen” er den mængde hormoncreme, der kan ligge på det flade af det yderste led af en voksen persons pegefinger kaldes 1 fingerspidsenhed = FSE. Det svarer til ca. 0,5 g.

1 FSE creme eller salve skal kunne dække et område på størrelse med omkredsen af to håndflader hos en voksen person. 

Elidel 0,1% og Protopic 0,03% 

Præparaterne kan anvendes fra 2 års alderen som 2. valg efter lokalsteroid.

Præparaterne kan med fordel anvendes i ansigtet og andre steder, hvor huden er særlig fin, da de ikke giver tynd hud selv ved måneders brug uden pause.

Nogle oplever forbigående bivirkninger i form af svie og brænden i huden. Cremerne må ikke bruges ved infektion i huden, ligesom man skal undgå at udsætte huden for direkte sollys. Der er observeret øget forekomst af lymfomer hos patienter i protopic-behandling.

Behandling af bakterielle hudinfektioner ved AD:

  1. vand og sæbe
  2. Kaliumpermanganat, røde bade, børn i 1-5 dg, især velegnet til væskende eksem Fremgangsmåde ved Røde Bade.docx 
  3. antibiotikaholdige cremer
  4. systemisk antibiotika

Badeprocedurer og hygiejne

Børn med risiko for hudinfektion bades hver dag.

Badet anbefales at være kortvarig (3-5 min.), at vandet ikke er for varmt, og at der bruges uparfumeret fast sæbe og uparfumeret hårshampoo.

Hvis barnets hud er meget tør og skællende/støvet anbefales kun bad et par gange om ugen.

Det anbefales at starte cremebehandling umiddelbart (inden 3 - 5 min) efter badet, da huden er mere gennemtrængelig, når den er varm og fugtig.

Hold neglene korte.

Patienten må gerne komme i svømmehal, men bør smøres ind i fedtcreme før og efter.

Hvad mindsker kløe:

  • Undgå tør hud

  • Kolde omslag/creme i køleskab
  • Undgå uld
  • Undgå for varmt tøj, hellere flere lag bomuldstøj
  • Hold soveværelset køligt – under 18 grader
  • Kølende bade
  • Antihistaminer har ikke effekt på kløen ved AD, men kan bruges pga. deres sedative effekt. F.eks. phenergan

ICD10

DL20.9 Atopisk dermatitis

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Afsnitsledelser i børne- og ungeafdelingen er ansvarlige for at implementere vejledningen og hvor relevant for at konkretisere denne vejledning lokalt.

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

PRACTALL Consensus Report. Akdis et al.: J Allergy Clin Imm 2006:118(1)152-69

Bleehen SS et al, BJD 1995: 133; 592-597

Videncenter for allergi

Dansk Dermatologisk Selskab

Atopisk eksem og håndeksem, udredning og behandling af

Tilbage til top

Bilag