Atypisk mykobakterieinfektion

Målgrupper og anvendelsesområde

Definitioner

Atypiske mykobakterieinfektion/ non tuberculous mycobacteria (NTM): Infektion med andre mykobakterier end M. tuberculosis complex (M. tuberculosis, M. bovis, M. africanum) eller M. lepra.

Bakterierne kan forårsage lungeinfektion, som oftest ses hos patienter med kendt lungesygdom eksempelvis KOL, bronkiektasier eller cystisk fibrose. Inhaleret corticosteroid øger risiko for infektion. Derudover ses perifer lymfeknude med abscessdannelse hos små børn, hudinfektion med granulomer hos personer med akvarium (M. marinum) og hos AIDS-patienter og andre svært immunsvækkede individer kan NTM-infektion forårsage dissemineret sygdom.

Ætiologi

Der er beskrevet over 125 potentielt humanpatogene subtyper af NTM, hvoraf de hyppigst forekommende ved lungeinfektion omfatter mycobacterium avium complex (MAC inkl. M. intracel-lulare), M. abscessus, M. kansasii, M. xenopi og M. malmoense.

Lymfeknudeinfektion hos børn skyldes oftest MAC, men der kan også dyrkes andre mykobakterier fra de inficerede lynfeknuder.

M. marinum findes i mange vandreservoirer og forårsager hudinfektion med granulomdannelse. Det kaldes også “swimming pool granuloma” eller “fish tank granuloma”.

M. gordonae findes i postevand, men er sjældent patogen. Den kan give falsk positivt resultat, hvis man foretager ventrikelskylning med postevand, fordi mikroskopi vil vise syrefaste stave.

Smitteforhold

Lungeinfektion med NTM smitter ikke fra person til person. Infektion skyldes inhalering eller indtagelse af vand og støv.

Tilbage til top

Fremgangsmåde 

Udredning

Lungeinfektion

Symptomerne varierer meget fra næsten ingen hos kronisk lungesyge koloniseret med NTM til svære symptomer med længerevarende hoste, træthed, vægttab, dyspnø og hæmoptyse.

Diagnosen stilles ved anamnese, radiologi og mikrobiologi (dyrkning af ekspektorat, bronkial lavage eller anden relevant prøve)

Lymfeknudeinfektion hos børn

Er sjældent forekommende. Vi har typisk et til to børn om året. Oftest mindre børn under fem år. Det kliniske billede er karakteriseret ved længerevarende – flere måneder - ensidig hævelse af en eller flere lymfeknuder på halsen. Efterhånden kommer abscessdannelse, som kan briste og give langvarig sekretion. Heler op med vekslende grader af ardannelse. Barnet er som regel helt upåvirket. Diagnosen stilles ved dyrkning af lymfeknudeaspirat. Ultralydsscanning kan vise et karakteristisk billede med abscess og timeglaskonfiguration.

Hudinfektion med M. marinum

Klinisk ses knudelignende forandringer med sårdannelse, som ikke heler spontant. Der kan også ses fissurer. Det er oftest på hænder og underarme, og de fleste patienter har renset akvarium. Diagnosen stilles på anamnese og det kliniske billede, men ved tvivl kan hudbiopsi sendes til dyrkning.

Behandling

Lungeinfektion

Da behandlingen af aktiv sygdom er langvarig og ikke altid succesrig, skal følgende kriterier være til stede, inden der iværksættes en behandling:

  1. Lunge- og/eller almene symptomer
  2. Radiologisk forandringer forenelig med pulmonal NTM infektion: nodulære eller kaviterende infiltrater på røntgen af thorax eller en HRCT, ofte med multifokale bronkieektasier.
  3. Eksklusion af andre årsager

Kombineret med:

  1. Positiv dyrkning af mindst to ekspektorater eller
  2. Positiv dyrkning fra mindst én bronkial lavage eller
  3. Biopsi med nekrotiserende granulomatøs inflammation eller syrefaste stave og positiv dyrkning eller – hvis dyrkningsnegativ – kombineret med et dyrkningspositivt ekspektorat.

Selv hvis ovenstående kriterier er overholdt er det ikke altid indiceret at behandle, da symptomerne må opvejes med bivirkninger og medicininteraktioner.

Varigheden af den medicinske behandling er 12 måneder efter negativ dyrkning af ekspektorat. Der skal sendes ekspektorat til dyrkningen en gang om måneden indtil dyrkningen er negativ.

Medicinsk behandling

De fleste NTM-infektioner skal behandles med et makrolid kombineret med et eller flere andre stoffer. Et typisk behandlingsregime for M avium er:

  • Azithromycin 250 mg x1
  • Rifampicin 600 mg x 1
  • Etambutol 1200 mg x 1

Behandling af lymfeknudeinfektion hos børn

Ofte kan man se an, så vil infektionen gå i sig selv i løbet af nogle måneder. I mange lande anbefales kirurgisk excision af de inficerede lymfeknuder, men vores øre-næse-hals læger vil nødigt operere af frygt for nervelæsioner. Ved abscessdannelse eller store sår kan det blive nødvendigt at forsøge en medicinsk behandling. Behandlingen kan være langvarig op til et år. Der er ingen evidens for, at behandlingen afkorter eller lindrer forløbet, men anbefalingerne er baseret på erfaring.

 

M. marinuminfektion

Ved mindre læsioner kan man nøjes med:

  • Azithromycin 250 mg x1
  • Etambutol 1200 mg x 1

Varigheden er en til to måneder efter ophelet læsion, og det typiske forløb er tre til fire måneders behandling i alt.

Hvis der er større læsioner eller knogleinvolvering, skal rifampicin tillægges og behandlingen forlænges (konference/CKL beslutning).

Der er nogen hudafdelinger, som bruger doxycyklin som monoyterapi, men det kan ikke anbefales af risiko for resistensudvikling.

Ansvar og organisering

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Dansk Lungemedicinsk Selskabs guidelines: https://lungemedicin.dk/lungeinfektioner-med-nontuberkuloese-mykobakterier-ntm/

 

Treatment of Nontuberculous Mycobacterial Pulmonary Disease: An Official ATS/ERS/ESCMID/IDSA Clinical Practice Guideline: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC7768745/pdf/ciaa1125.pdf

 

An Official ATS/IDSA Statement: Diagnosis, Treatment, and Prevention of Nontuberculous

Mycobacterial Diseases. David E. Griffith, Timothy Aksamit, Barbara A. Brown-Elliott et al. on behalf of the ATS Mycobacterial Diseases Subcommittee. 2007.

Tilbage til top

Bilag