Nydiagnosticeret diabetes hos børn og unge uden ketoacidose (pH over 7,3 og standard bicarbonat over 15 mmol/l)

 

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Formål

OBS! Denne vejledning erstatter SP-vejledningen "Nydiagnosticeret diabetes hos børn og unge med normal syre-base-status eller let ketoacidose (standard bicarbonat over 16 mmol/l)" 

Formålet er at sikre ensartet og sufficient behandling af børn og unge med nydiagnosticeret diabetes mellitus uden diabetisk ketoacidose.

Målgrupper og anvendelsesområde

Læger og sygeplejersker på børne- og ungeafdelinger samt akutmodtagelser i Region Hovedstaden, som modtager børn og unge mistænkt for diabetes.

Definitioner

Diabetes uden ketoacidose: Ph > 7,30 og HCO3- > 15,0

ETD: Estimeret total døgndosis.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

Ca. 75 % af alle børn med nydiagnosticeret diabetes mellitus indlægges uden ketoacidose. Disse patienter har ikke behov for intravenøs behandling, men kan derimod behandles med subkutan insulin.

Symptomer ved nydiagnosticeret diabetes

Klassiske hyperglykæmiske symptomer: Polyuri, polydipsi, dehydrering, vægttab, træthed, koncentrationsbesvær og evt. svampeinfektioner.

Diagnose og undersøgelser i Børne- og Ungemodtagelsen (BMT), Herlev Hospital

Alle børn med nyopdaget diabetes henvises akut til BMT på Herlev Hospital.

Ved ankomst af børn og unge mistænkt for diabetes i form af de klassiske hyperglykæmiske symptomer måles blodsukker, syre-base-status samt blodketoner.

Vedr. øvrige børne- og ungemodtagelser i Region Hovedstaden 

Rejses mistanke om diabetes i anden børne- og ungemodtagelse i Region Hovedstaden, måles blodsukker og syre-base-status samt evt. blodketoner for at bekræfte mistanken.

Er pH > 7,3 og bikarbonat > 15 mmol/l, kan patienten flyttes til Børne- og Ungemodtagelse, Herlev Hospital, uden yderligere behandling før transport. Patienten meldes til Børne- Ungemodtagelsen via pædiatrisk bagvagt på telefon ###TELEFON###.

Diabetes-debutpakke i Afdeling for Børn og Unge, Herlev Hospital

Diabetes-debutpakke tages som udgangspunkt ikke i Børne- og Ungemodtagelsen, men først senere under indlæggelsen. Hvis der afviges fra dette, kan pakken fremsøges under ”PÆD HGH endokrinologi”, og derefter vælges ”PROFIL: HGH Pæd Diabetes Debut”.

PEWS efter vanlige kriterier.

Behandling

Patienter med nydiagnosticeret type 1-diabetes er ofte insulinresistente og har behov for store insulindoser. Jo længere patienten har haft symptomer og jo højere HbA1c, jo højere insulinresistens. Til den initiale estimering af døgnbehov for insulin kan anvendes følgende:

Estimeret total døgndosis (ETD)

  • Småbørn (0-6 år): 0,5 enhed/kg/døgn
  • Skolebørn (7 år til pubertet): 0,75-1,0 enhed/kg/døgn
  • Efter start af pubertet: 1,5 enhed/kg/døgn

Insulin

Langtidsvirkende insulin
Børn ≤ 5 år behandles med Levemir (Penfill) x 2 dagligt

  • Levemir gives til morgen- og aftensmåltidet
    • Morgen (kl. 06.00-10.00): 30 % af estimeret total døgndosis
    • Aften (kl. 18.00-22.00): 20 % af estimeret total døgndosis
    • Ved ankomst udenfor de angivne tidsintervaller afventes med Levemir til næste morgen/ aftendosis. Der gives i den mellemliggende periode NovoRapid til korrektion af blodsukker hver 2. time (se nedenfor).

Børn ≥ 6 år behandles med Semglee (glargin) x 1 dagligt

  • Aften (kl. 18.00-22.00): 40% af estimeret total døgndosis
  • Hvis barnet skal vente mere end 10 timer på 1. dosis Semglee, startes med 1/3 dosis morgen og de resterende 2/3 til aften. Næste døgn gives fuld dosis til aften.

Hurtigtvirkende insulin (NovoRapid)
NovoRapid gives til måltider (kulhydrater) og/eller til korrektion af højt blodsukker.

Mængden af NovoRapid til kulhydrater og til korrektion af højt blodsukker er begge et udtryk for insulinfølsomhed – jo højere insulinfølsomhed jo flere kulhydrater kan spises og jo mere falder blodsukkeret svarende til 1 enhed NovoRapid.

  • Insulin til kulhydrater udregnes som kulhydrat-insulin-ratio (KIR)
    • 0-6 år: 400/ETD = gram kulhydrat, der spises pr. 1 enhed NovoRapid
    • > 6 år: 500/ETD = gram kulhydrat, der spises pr. 1 enhed NovoRapid
  • Til korrektion af højt blodsukker anvendes korrektionsfaktor (KF)
    Korrektionsfaktoren udregnes som:
    • 100/ETD = x mmol fald i blodsukker pr. enhed NovoRapid
    • Der korrigeres ned til et blodsukker på 5 mM i dagtid og ned til 8 mM den første nat efter ankomst i afdelingen.
    • Der gives ved ankomst Novorapid til korrektion af blodsukkeret.
    • Korrektionsfaktoren anvendes til beregning af dosis, dog gives ved første dosis maksimalt 0,15 enhed/kg til korrektion af blodsukkeret. Dertil lægges insulin til kulhydrater.
    • Højt blodsukker bør korrigeres indenfor 1 time efter ankomst. Første dosis kan gives i Børne- og Ungemodtagelsen eller ved ankomst i Sengeafsnit 2. 
    • Blodsukkeret korrigeres fremadrettet hver 2. time.
    • Hos børn < 12 år sættes Emla på maven mhp. anlæggelse af insuflon/Iport i sengeafsnittet. 
###TABEL_1###

Insulinpen

  • Børn < 5 år: NovoPen Echo (børnepen), der kan give halve enheder insulin ad gangen. Anvendes til både Levemir og NovoRapid. 
  • Børn > 5 år: Engangspen, indeholdende langtidsvirkende Semglee (insulin glargin), samt Novopen 6 til NovoRapid.

Der kan anlægges Insuflon/ Iport på børn under 8 år samt ældre børn med stikkeangst. I så fald påsættes Emla i BMT mhp. anlæggelse af Insuflon/ Iport i sengeafsnittet.

Kaliumsupplement

  • Børn < 5 år: 375 mg kaliumklorid peroralt x 2 dgl. de første 3 dage
  • Børn 5-12 år: 750 mg kaliumklorid peroralt x 2 dgl. de første 3 dage
  • Unge > 12 år: 1.500 mg kaliumklorid peroralt x 2 dgl. de første 3 dage.

Monitorering

  • Blodsukkeret måles før og to timer efter hvert måltid samt kl. 24.00, 03.00 og 06.00
  • Blodsukkeret korrigeres ned til 5 mM (dog ned til 8 mM den første nat)
  • Blodketoner måles ved ankomsten og ved efterfølgende blodsukkermålinger, indtil niveauet er < 0,6 mmol/L.
    Herefter er der ikke behov for yderligere ketonmålinger.

Såfremt normale elektrolytter og normal syre-base-status ved ankomst, er der ingen grund til yderligere kontrol af disse parametre.

Væske

Det upåvirkede barn kan drikke frit. Dog anbefales det at drikke sukkerfrie væsker.

Dokumentation i SP/FMK

Journalskabelon i sundhedsplatformen: .pæddianyopdagetudendka

Ved journalskrivning skal insulinbehandling ordineres i SP som variabel ordination. Der ordineres Levemir Penfill eller Semglee samt NovoRapid Penfill. Insulin og kaliumtilskud kan ordineres via best.ord sættet ”pæd diabetisk ketoacidose”.

  • NovoRapid Penfill, 100 E/ml, variabel ordination, ”ved behov hver 2. time”
  • Levemir Penfill, 100 E/ml, variabel ordination, ”2 gange dagligt 08-20”
  • Insulin glargin (Lantus/ Semglee) 100 enheder/ml, "aften".

Tilbage til top

(Ansvar og organisering)

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

(Bilag)