Kompetenceudvikling i Akutmodtagelsen og Akutklinikken, HGH

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Akkrediteringsstandarder
Bilag
 

Formål

 

At skabe et samlet overblik for gruppen af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, kliniske specialister, sygeplejersker med særligt ansvar, ledende sygeplejersker og sygeplejersker i stabsfunktion i forhold til kompetenceudvikling i afdelingen.

Tilbage til top

 

 

Målgrupper og anvendelsesområde

Sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, kliniske specialister, sygeplejersker med særligt ansvar, ledende sygeplejersker og sygeplejersker i stabsfunktion ansat i Akutmodtagelsen og Akutklinikken på Herlev Gentofte Hospital.

Tilbage til top

 

 

Definitioner

 

Fremgangsmåde

Beskrivelse af kompetencer i det tværfaglige samarbejde mellem Social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker i afdelingen

 

Social- og sundhedsassistenter (SSA) i afdelingen har både en selvstændig kompetence og en medvirkende kompetence.

En Selvstændig kompetence - det betyder, at SSA har det overordnede ansvar for planlægning, udførelse og evaluering af pleje og behandling til en patient.

(Ved udførelse hører grundlæggende sygepleje; triage - modtage stabile patienter, der er blå, grøn eller gul; opstarte initial sygeplejehandlinger; samt i forhold til personlig erhvervet kompetencer i afdelingen (disse er registreret i egen stillingsbeskrivelse sammen med leder)).

En Medvirkende kompetence - det betyder, en sygeplejerske har det overordnede ansvar. SSA medvirker i plejen af patienten, hvor tilstanden er uafklaret og uforudsigelig, og som medfører at patienten har komplekse plejebehov. I samarbejde med sygeplejersken aftales, hvilke opgaver SSA kan udføre selvstændigt afhængig af erhvervet kompetencer i afdelingen.

 

Den koordinerende sygeplejerskes ansvar

Det er den koordinerende sygeplejerske med kendskab til den præhospitale melding om patientens tilstand, som tager stilling til, om patienten modtages af SSA med en selvstændig eller en medvirkende kompetence.

 

Statusskift

Undervejs i patientens indlæggelsesforløb kan der forekomme statusskift. Ved statusskift menes, at patientens tilstand ændres fra det meget komplekse, hvor sygeplejersken er plejeansvarlig, til det mindre komplekse, hvor SSA er plejeansvarlig. I disse tilfælde tager sygeplejersken initiativ til at overdrage ansvaret for patienten til SSA.

Det er ligeledes statusskift, hvis det modsatte er tilfældet, hvor patientens tilstand forværres. I disse tilfælde tager SSA initiativ til at overdrage ansvaret for patienten til sygeplejersken.

 

Definition på en stabil og ustabil patient

Det er nødvendigt at være tydelig omkring, hvorvidt patienten defineres som stabil elle ustabil, i forhold til hvem der kan være ansvarlig for patientforløbet.

Den stabile patient - det betyder patienter med sygdomme, hvor de fleste sundhedsproblemer er identificeret og kendte; en triage farve: blå, grøn eller gul; samt en EWS score på maximum 2.

Eksempler på patientkategorier, hvor SSA er plejeansvarlig og varetager pleje og behandling er vedlagt som bilag for det enkelte team i afdelingen.

Efter endt oplæringsprogram er SSA i stand til at udøve pleje og behandling til den stabile patient. SSA forholder sig analystisk og observerende til de aktuelle og evt. nytilkomne problemer hos patienten.

Den ustabile patient - det betyder patienter som er uafklaret, kompliceret og dermed har et uforudsigeligt forløb og derfor kan SSA ikke være plejeansvarlig for den ustabile patient.

Eksempler på patientkategorier, hvor SSA ikke kan være plejeansvarlig, men har en medvirkende kompetence i samarbejdet med en sygeplejerske, er vedlagt som bilag for det enkelte team i afdelingen.

Ved en alarm-patient kaldes et team af behandlere. Her kan SSA deltage i makkerpar med en sygeplejerske. (SSA kan ikke deltage som 2. mand på et traumekald).

 

Kompetencer i forhold til medicin

Der henvises til henholdsvis VIP "Delegation af lægemidler i Akutmodtagelsen og Akutklinikken på HGH", VIP "Social- og sundhedsassistenters kompetence til medicindispensering og - administration, Akutmodtagelsen og Akutklinikken HGH" og VIP "Lægemidler til akutte situationer - indhold og opbevering, Akutmodtagelsen HeH og Akutklinikken GeH".

 

Hospitalets kompetenceudviklingsprogram for sundhedsfaglige profesionsbachelorer samt afdelingens lokale kompetencebeskrivelser

Fælles kompetenceudviklingsprogram for professionsbachelorer på Herlev Gentofte Hospital er i Akutmodtagelsen og Akutklinikken suppleret med lokale kompetencebeskrivelser - et gældende for sygeplejersker og et gældende for social- og sundhedsassistenter. Kompetencebeskrivelserne er inddelt i forhold til faglige-, organisatoriske- og sociale kompetencer. Årligt vil sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter i afdelingen blive kompetencevurderet.

Læring og udvikling skal foregå i alle arbejdsrelaterede situationer, og alle situationer kan være genstand for direkte eller indirekte vurdering. Vurderingen af dine kompetencer tager udgangspunkt i den måde, du løser dine opgaver på. Den måde du handler på i det daglige. Dine handlinger og i din adfærd i de givne situationer, som du i din ansættelse på hospitalet varetager, afspejler dit kompetenceniveau.

Ved vurderingen af dine kompetencer vægtes evnen til at kunne håndtere komplekse og udviklings-orienterede situationer i arbejdssammenhænge, og det indebærer, at du løbende tilegner dig ny viden og nye færdigheder.

 

Årlig kompetencevurdering

Målet med årlig kompetencevurdering er at sikre en kontinuerlig kompetenceudvikling både indenfor organisatoriske, faglige og sociale kompetencer.

Kompetencevurdering af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter tager udgangspunkt i hver sine kompetencebeskrivelser. Afdelingssygeplejerske og sygeplejerske med særligt ansvar forestår løbende kompetencevurdering i klinisk praksis, og der laves en samlet vurdering 1 x årligt i forbindelse med MUS. Forud for MUS laver den enkelte en kompetencevurdering af sig selv og det udfyldte kompetencevurderingsskema afleveres til afdelingssygeplejersken senest 1 uge før afholdelse af MUS. Gennemsnittet af scoren for hver af de tre områder; organisatoriske, sociale, og faglige kompetencer vægter hver en 1/3 i den samlet score.

Kompetencevurderingen omregnes efterfølgende til en indplacering på kompetenceniveau 1,2 eller 3 for sygeplejersker og kompetenceniveau 1 eller 2 for social-og sundhedsassistenter. Kravene til handlemåder og adfærd på de enkelte niveauer er beskrevet i skemaet henholdsvis for sygeplejersker "Kompetencetrin for professionsbachelorer" og for social- og sundhedsassistenter "Kompetencetrin for social- og sundhedsassistenter".

For sygeplejerskerne omhandler niveau 4 og 5 handlinger og adfærd, som relaterer sig til særlige funktioner i afdelingen.

For social-og sundhedsassistenterne omhandler niveau 3 varetagelse af specialistfunktioner.

 

Introduktion og en struktureret tilegnelse af kompetencer

I afdelingen har vi et 12 ugers introduktionsprogram og tilegnelsen af kompetencer følges tæt op til et år.

Nyansatte sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter følger afdelingens introduktionsprogram, som består af modtagelse i personalegruppen og en indføring i det kliniske arbejde ved en introduktionsansvarlig sygeplejerske. Introduktionsprogrammet indeholder også fire interne fælles undervisningsdage, obligatorisk undervisning og obligatorisk e-læring, et SP uddannelseskoncept og nogle udviklingsdage. Nærmere  beskrivelse af indhold findes på afdelings P-drev.

Nyansatte er i introduktion i 12 uger, hvor de gradvist tæller med i normering og gradvist får selvstændigt ansvar for patientforløb. Herefter tilrettelægges opfølgning i form af 4 udviklingsdage (følge-vagter) - den første omkring 12. uge sammen med en sygeplejerske med særligt ansvar, samt ved ansættelse i 6 måneder, 9 måneder og 12 måneder, hvor tilegnelsen af kompetencer følges.

De første fire uger vil den nyansatte skulle deltage i det kliniske arbejde sammen med en introduktionsansvarlig. Den nyansatte vil blive planlagt med samme vagter som den introduktionsansvarlige. Efter de fire uger og op til 12. uge får den nyansatte sine egne vagter og det skal fremgå af ugeplanen, hvem den nyansatte skal superviseres af. Efter den 12. uge afsluttes introduktionsprogrammet, men den nyansatte skal op til 12 måneders ansættelse arbejde med at få gennemført sine kompetencekort og deltage i udviklingsdage, der skal sikre en progression i tilegnelsen af kompetencer.

De fælles undervisningsdage skal indeholde viden og redskaber til at kunne øge og arbejde med udviklingen af de organisatoriske, faglige og sociale kompetencer. Dagene er fælles for begge matrikler og afholdes skiftevis på begge matrikler for både at møde kollegaer og få en fornemmelse af afdelingens lokaliteter på tværs af matrikler.

Den ene fælles undervisnings dag (som skal gentages hver måned) skal gennemføres ved minimum 3 deltagere, mens de øvrige tre undervisningsdage (som afholdes 4 gange årligt) skal gennemføres ved minimum 5 deltagere. Hvis ikke introduktionsprogrammet kan gennemføres i løbet af de første 12 uger, skal den nyansatte planlægges til at kunne deltage den næstkommende dato for fælles undervisningsdage og/eller anden obligatorisk undervisning. Det er afdelingssygeplejerskens ansvar, at den nyansatte tjenestetidsplanlægges, således at denne er deltagende i introduktionsprogrammet. Det er også afdelingssygeplejerskens ansvar at tjenestetidsplanlægge den nyansatte til de efterfølgende udviklingsdagene sammen med sygeplejerske med særligt ansvar eller introduktionsansvarlig.

 

###TABEL_1###

 

 

Introduktionsansvarlig og sygeplejerske med særligt ansvar

De introduktionsansvarlige indgår sammen med sygeplejerske med særligt ansvar, som en del af afdelingens introduktionsprogram samt tilegnelsen af kompetencer for at sikre en nødvendig og tilstrækkelig oplæring og undervisning af nyansatte. Hermed opnås i højere grad, at de nyansatte tilegner sig de faglige og personlige kvalifikationer der er nødvendige for at kunne udføre sit virke i relation til afdelingens patientforløb.

En introduktionsansvarlig sygeplejerske får ansvaret for, i de første fire uger at sikre at en nyansat udvikler sine sociale og faglige kompetencer i afdelingen, idet de er sat sammen i et makkerpar. De daglige arbejdsopgaver anvendes som lærings og undervisningssituationer. Samarbejdet mellem den introduktionsansvarlige og den nyansatte bevirker således, at den nyansatte under vejledning oplever at kunne varetage opgaver, såvel kendte som ukendte, nye og mere komplicerede opgaver, sådan at målrettet oplæring sikres bedst muligt i en vekselvirkning mellem kendt og ukendt. Den nyansatte og den introduktionsansvarlige planlægger sammen rum til klinisk kompetencevurdering i forhold til oversigten over fokus på bestemte kompetencekort.

Fra 5.-12. uge vil der være den introduktionsansvarlig, som er i vagt med den nyansatte som skal varetage vejledning og klinisk kompetencevurdering.

Sygeplejerske med særligt ansvar skal løbende orientere sig omkring introduktion og tilegnelsen af kompetencer for den enkelte nyansatte. Ved 12. uges ansættelse skal sygeplejerske med særligt ansvar og den nyansatte planlægge en udviklingsdag sammen, så sygeplejerske med særligt ansvar har kendskab til den nyansattes kompetenceniveau.

Afdelingssygeplejersken er ansvarlig for at etablere makkerskabet mellem den introduktionsansvarlige og den nyansatte. I samarbejde med sygeplejerske med særligt ansvar skal afdelingssygeplejersken sikre, at den introduktionsansvarlig kender og udfylder sin rolle.

 

Kompetencekort - herunder klinisk kompetencevurdering og uddannelsesprogrammer

Som redskab til at sikre en systematisk introduktion og tilegnelse af kompetencer skal der anvendes kompetencekort og uddannelsesprogrammer, hvor det er beskrevet, hvilken viden, færdigheder og kompetencer, der skal tilegnes.

Kompetencekortene og uddannelsesprogrammerne anvendes i dagligdagen, og den introduktionsansvarlige sygeplejerske eller sygeplejerske med særligt ansvar, er ansvarlig for at dokumentere den nyansattes færdigheder og opnåede kompetence i kompetencekortene og på uddannelsesprogrammerne.

Den nyansatte er selv ansvarlig for at opsøge og deltage i patientforløb og opgaver samt tilegne sig viden, der er relevant for at kunne gennemføre et kompetencekort eller et uddannelsesprogram. Når den nyansatte føler sig klar til at blive klinisk kompetencevurderet, det vil sige blive observeret og vurderet i udførelsen af de færdigheder, som er angivet på et givent kompetencekort, skal den nyansatte henvende sig til en introduktionsansvarlig eller sygeplejerske med særligt ansvar. Den introduktionsansvarlige eller sygeplejerske med særligt ansvar tilrettelægger i samråd med den nyansatte tid og rum til at gennemføre den kliniske kompetencevurdering.

Klinisk kompetencevurdering er en evalueringsmetode, hvor den introduktionsansvarlig sygeplejerske og sygeplejerske med særligt ansvar gennem observation og refleksive spørgsmål sikrer sig, at tilstrækkelig viden og handlekompetencer er opnået, således at opgaven kan udføres selvstændigt.

Hvert team har i forhold til at skabe overblik inddelt kompetencekortene i faser. Det vil sige at der i de forskellige uger helt op til et år er fokus på et givent antal kompencekort.

 

Der vil være forventning om løbende tilegnelse af viden, færdigheder og kompetencer gennem ansættelsen.

 

Samtaler mellem leder og medarbejder

I løbet af det første år vil der løbende være opfølgende samtaler mellem den nyansatte og dennes leder i forhold til den nyansattes trivsel og tilegnelse af kompetencer.

Der kan individuelt overvejes om der er behov for at afholde flere samtaler.

 

###TABEL_2###

 

Tilrettelagt undervisning hver anden uge

Undervisningen har til formål at opdatere og implementere ny viden omkring sygepleje og behandling samt arbejdsgange i afdelingen. Hermed styrkes plejepersonalets kompetencer til at træffe velovervejede og fagligt begrundede beslutninger i forhold til behandling og sygepleje. Undervisningen er tilrettelagt monofagligt.

Hver anden uge tjenestetidsplanlægges sygeplejersker og social-og sundhedsassistenter til at deltage i tilrettelagt undervisning i afdelingen. Denne undervisning foregår på begge matrikler. Det er en times undervisning som gentages to gange for at både personalet fra dag- og aftenvagten den pågældende dag kan deltage.  

En udpeget sygeplejersker med særligt ansvar eller klinisk sygeplejespecialist på hver matrikel er ansvarlig for planlægning og praktisk afvikling af undervisningen. Afdelingssygeplejerskerne er ansvarlige for tjenestetidsplanlægning og fremmøde af deltagere. Sygeplejestuderende er velkomne til at deltage i undervisningen.

Deltagerne registreres ved fremmøde.

 

Faglige minutter i dagligdagen 

Faglige minutter i afdelingen er en kort samlingsseance med fokus på kliniske emner for at sikre en vidensdeling omkring ny viden og implementering af sygepleje og behandling. Samtidig giver det mulighed for refleksion over praksis med henblik på læring.

Faglige minutter i afdelingen holdes monofagligt.

Afdelingssygeplejersken er ansvarlig for afholdelse af faglige minutter, men kan deligere dette til en anden, når dette giver faglig mening.

 

Kompetenceudvikling i form af kurser og uddannelsestilbud

I afdelingen er der flere kursus og uddannelsestilbud i henhold til, hvilken karrierevej medarbejderen i samråd med sin leder vælger.

Afdelingssygeplejersken vurderer løbende eller minimum til årlig MUS den medarbejders muligheder og behov for interne- som eksterne kurser og uddannelsestilbud. Der er udarbejdet en strategi for interne- og eksterne kurser og uddannelse for plejepersonalet i afdelingen, som så vidt muligt overholdes. Dog justeres strategien løbende i forhold til behov i afdelingen.

 

Tilbage efter orlov

Afdelingssygeplejersken og sygeplejerske/social- og sundhedsassistent på orlov afholder en samtale ca. 6 uger før orlovens ophør med henblik på tilrettelæggelsen af opstart på arbejde.

Sygeplejerske/social- og sundhedsassistent på kompetenceniveau 1 og 2 tilbydes som udgangspunkt en dags oplæring i nye arbejdsgange samt planlægges til at møde i dagvagter den første uge.

Sygeplejerske/social- og sundhedsassistent på kompetenceniveau 0 tilbydes et individuelt forløb, med udgangspunkt i hvor han/hun var i sin kompetenceudviklingsplan på tidspunktet for orlovens start.

Tilbage til top


 

Ansvar og organisering

 

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

 

Akkrediteringsstandarder

 

 

Bilag