Bronkoskopi på Bornholms Hospital

Formål
Målgrupper og anvendelsesområde
Definitioner
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag
 

Formål

At sikre kvalitet og kontinuitet i procedure for patienter som skal have foretaget en bronkoskopi.

Tilbage til top

Målgrupper og anvendelsesområde

Personalet på Medicinsk Afdeling, Lungeambulatoriet og på Operations- og Anæstesiafdelingen på Bornholms Hospital.

Tilbage til top

Definitioner

Bronkoskopi: Kikkertundersøgelse af lungerne.
Bronkoskopi er en endoskopisk teknik, der gør det muligt at visualisere trachea og de centrale luftveje.

Det fleksible videobronkoskop indføres i luftvejene via tube, da proceduren på BOH foregår i kortvarig, fuld bedøvelse på operationsstue.

Vi benytter engangsbronkoskoper.

Tilbage til top

Fremgangsmåde

INDIKATIONER

På BOH vil indikationerne være mikrobiologisk diagnostik af uafklarede lungeinfektioner. Dette via skylle- og evt. børsteprøver. Desuden terapeutisk, hvis der er behov for fjernelse af sekret eller fremmedlegeme.

Udredning for udredning for kræft, inkl. hæmoptyse, udføres IKKE på BOH.

Ved tilfældigt opdaget slimhindeforandring under bronkoskopien, vil biopsitagning med tang være en mulighed (mucosabiopsi).

Vi formoder, at undersøgelsen primært vil angå indlagte patienter, men det er forventeligt, at der også vil være ambulante lungepatienter, hvor en bronkoskopi vil være indiceret. F.eks. ved mistanke om ”sløv infektion” som Non-Tuberkuløs Mykobakterie eller Aspergillus.

 

KONTRAINDIKATIONER

Indikationen må altid afvejes mod risikoen for komplikationer. Risikoen er øget ved

abnorm koagulationsstatus. Normalt kræves INR < 1,5 og trombocyttal over 50 mia / liter,

primært hvis der påtænkes biopsitagning.

TBB (transbronkiale biopsier) fra det alveolære lungevæv bør udføres med forsigtighed hos patienter i respirator på grund af risikoen for pneumothorax eller hos patienter med sekvester, arteriovenøs malformation eller pulmonal hypertension på grund af risiko for blødning.

TBB bliver dog næppe aktuelt på BOH, men de samme overvejelser bør gøres ved mucosabiopsier.

 

Kontraindikationer:

  • Hypoksæmi (saturation < 87% trods ilttilskud)           
  • Betydende hjertearytmi
  • Nyligt akut koronar syndrom                                      
  • Dysreguleret diabetes
  • Ustabil astma bronkiale                                                 
  • Svær ubehandlet hypertension
  • Svært nedsat lungefunktion (FEV1 < 0,5L)
  • Ved FEV1 < 0,5L, cyanose eller svær dyspnø bør a-gas foreligge. Der kræves pO2 > 8 kPa med O2-tilskud)

 

PATIENTERNES INDGANG TIL BRONKOSKOPI:

Alle patienters indgang til bronkoskopi er via Afd. SA2, Medicinsk Sengeafsnit.

Enten er patienterne indlagt på forhånd, eller de møder fastende ind på et på forhånd aftalt tidspunkt.

Det er altid bronkoskopøren, der stiller indikationen for bronkoskopi.

Det er bronkoskopørens ansvar, at der er kontrol med forprøver inkl. rtg., LFU, AK-behandling, diabetesbehandling ifm. faste, aftale med Anæstesiologisk BV, og at patienten er informeret.

 

COVID: Pt. podes 48 timer før bronkoskopi, hvis pt. er ambulant. Foregår via Lungeambulatoriet.

Ved indlagt pt., er denne allerede podet, og denne podning gælder ved indlæggelse under 1 uge.

 

OBS: Hvis der er tale om en hhv. KOL- eller astmapatient, skal patienten gives 2 inhalationer SABA (f.eks. Ventoline eller Buventol) forud for bronkoskopi for at minimere risiko for bronkospasme under proceduren.

 

Forprøver (bestilles af bronkoskopør) må være op til 48 timer gamle, LFU dog 30 dage:

Ekg       Thrombocytter og INR

LFU       Radiologi

 

Anæstesitilsyn:

Forud for bronkoskopi, skal der bestilles et Anæstesitilsyn.

Ved indlagte patienter kan dette tilsyn bookes via sekretær på tlf. 71280. Anæstesi Bagvagt vil derefter komme på tilsyn på patientstuen.

Ved ambulante patienter kontaktes Anæstesi Bagvagt på tlf. 71860. Pt. går til Dagkirurgisk Afsnit og melder sig. Vil herefter komme til at tale med anæstesilægen.

Bronkoskopøren udfører samtidig i SP en Case, som er grundlag for procedurer udført i OP-regi.

 

PRÆMEDICIN OG FORBEREDELSE

Rutinemæssig præmedicin (fx benzodiazepin) er ikke indiceret.

Patienten skal være fastende i seks timer og tørstende i 2 timer og være mundtligt og

skriftligt informeret om proceduren og forhold omkring denne (der foreligger skriftlig patientinstruks i VIP. Denne udskrives af bronkoskopøren, og udleveres til patienten).

 

BEDØVELSE OG OVERVÅGNING

Bronkoskopien foregår i samarbejde med Anæstesi- og Operationsafdelingen, og patienten er kortvarigt i fuld bedøvelse under proceduren, der som regel ikke varer mere end 10 minutter.

Under bronkoskopien er patienten hjerte- og lungemonitoreret.

Pt. bliver observeret i Opvågningsafsnittet efter gældende opvågningskriterier efter proceduren, med mindre, der er udført biopsier. Her gives særlig instruks til personalet fra bronkoskopøren. Returnerer herefter til medicinsk sengeafsnit, hvorfra pt. fortsætter sin indlæggelse. Drejer det sig om en ambulant undersøgelse, udskrives pt. straks, hvis tilstanden tillader det.

Pt. må IKKE betjene motoriserede redskaber, inkl. bil mv, resten af dagen efter undersøgelsen.

Pt. må IKKE være alene hjemme frem til dagen efter undersøgelsen.

 

UDFØRELSE

Bronkoskopøren er assisteret af sygeplejersker fra Anæstesi- og Operationsafdelingen til patientovervågning samt styring af bedøvelsen. Hjælper med at trække saltvand og eventuel medicin op til brug under proceduren samt med at tage imod prøver fra luftvejene, og at række instrumenter til bronkoskopøren.

OBS: Der skal IKKE udpakkes instrumenter og medicin på forhånd til hver procedure, da det vil være sjældent, at der bliver behov for andet end bronkoskop, skylleglas og sterilt, isotont saltvand i forbindelse med proceduren.

Remedierne (tænger, medicin, o.l.) skal blot være til stede og let tilgængelige på stuen.

Under bronkoskopien føres bronkoskopet gennem tuben (tilpasset patient og bronkoskop), og føres ned i trachea, til carina, hvorefter bronkietræet gennemgås systematisk på højre og venstre side, og prøver indsamles fra relevante områder. Enten hvor der findes sekret eller slimhindeforandringer, eller svarende til beliggenheden af forandringer på røntgen eller CT af thorax.

Prøverne kan tages ved at skylle med isotonisk, sterilt saltvand, ved at børste eller ved tang.

Videobilledet fra bronkoskopet transmitteres til en transportabel monitor med god billedgengivelse.

 

KOMPLIKATIONER

Komplikationer er sjældne og letaliteten ligeså. Mindre end 0.01%.

De vigtigste komplikationer er blødning, feber, pneumoni, larynxspasme, anoxi, hjertearrytmier og pneumothorax.

Det er vigtigt at vide, at patienterne efter bronkoskopi hyppigt oplever feber samme aften. Dette er uden betydning. Kun hvis feberen fortsætter dagen efter, skal pt. søge læge og behandles for lungebetændelse.

Dette kan i dagtid på hverdage foregå via Lungeambulatoriet. I øvrig tid via egen læge eller vagtlæge.

 

Hvis der tages tangbiopsier, skal pt. have udført rtg. thorax, når de er tilbage på Afd. SA2.

Røntgen bestilles af bronkoskopør, og udføres på Afd. SA2 forud for udskrivelse.

 

TEKNIKKER VED PRØVETAGNING

Bronkial lavage (BL):  Man skyller centralt i bronkietræet med 10 – 20 ml isotonisk, sterilt

saltvand, der suges tilbage og sendes til cytologisk undersøgelse samt til relevant dyrkning.

Bronkoalveolær lavage (BAL): Bronkoskopet kiles fast i et segmentostie, hvorefter man skyller med 50 ml. isotonisk, sterilt saltvand ad gangen, indtil man opnår i alt min. 70 ml vand retur til analyse. Denne undersøgelse benyttes som led i udredning af de interstitielle lungesygdomme.

Væsken skal straks på is, og hurtigt sendes i kølebeholder til Patologisk Afd. RH.

Børstebiopsi: En lille børste fremføres i en beskyttelseskappe til relevante segment, fremskydes fra sin kappe, og skubbes frem og tilbage, hvorved celler opfanges til mikrobiologisk undersøgelse.

Mukosa biopsi: Biopsier tages med tang fra forandringer i den synlige del af bronkietræet og sendes til histologisk undersøgelse i formalin.

Transbronkial biopsi: Biopsier tages med tang i den ikke-synlige del af bronkietræet, beliggende helt perifert.

 

FOREBYGGELSE OG BEHANDLING AF BLØDNING

Der eksisterer ingen randomiserede undersøgelser.

Risikoen for blødning kan formentlig reduceres ved profylaktisk at give 0,5-1 g

Tranexamsyre (Cyklokapron) intravenøst før tangbiopsi. Dette vil være en individuel vurdering fra patient til patient.

Indtræder blødning som ikke standser efterskylning med køleskabskold NaCl anbefales:

  • Tranexamsyre 500 – 1000mg intravenøst evt. suppleret med 500-1000mg endobronchialt.

(ANÆ-spl. står for dette, og udleverer det til OP-spl.)

  • Placering af patienten i sideleje med den blødende lunge nederst.
  • Noradrenalin (1 mg i 9 ml NaCl) eller adrenalin i refrakte doser af 0,1 mg lokalt via bronkoskopet (ITA blander – ANÆ-spl. henter på ITA og administrerer)
  • Bronkoskopisk tamponade – fjern ikke bronkoskopet fra det blødende sted.
  • Dobbeltløbet tube for at isolere blødningen distalt i bronkietræet.

(læg alternativt tuben i den ikke-blødende lunge, hvorved denne holdes fri af blod)

 

VED SVÆR BLØDNING

  • Ved fortsat, svær blødning rekvireres blod (Akutpakke). Der gives blod 0 Rhesus D negativ, indtil blodtype haves.
  • Kald hjertestophold.
  • Pt. lejres på den blødende side.
  • Blødningsvagt på RH kan kontaktes på tlf. ###TELEFON### ved mistanke om uerkendt koagulopati.

 

SMITTERISIKO

Patienten kan blive inficeret fra kontamineret skop eller personale. Da vi benytter engangsbronkoskop, er risikoen for kontamineret skop stort set ikke-eksisterende.

Der er en teoretisk risiko for at få overført bakterier fra øvre luftveje til nedre luftveje, samt en potentiel risiko for bakteriæmi, særligt ved biopsitagning.

Proceduren bør så vidt muligt foregå aseptisk, og hvis patienten er kendt med mekaniske

hjerteklapper, tidligere endokardit eller splenektomi, skal der gives antibiotikaprofylakse før proceduren. I praksis engangsdosis Pip-Tazo 4 g iv.

Der bør anvendes personlige værnemidler i forhold til smitterisikoen og mistænkt agens. Det vil

som minimum sige beskyttelse mod blod, i form af overtrækskitler eller forklæde samt handsker og maske. Desuden briller/visir for personale, der arbejder ved patientens hovedende.

Såfremt der er mistanke om MDR-TB (Multi Drug Resistant TB) eller anden højrisiko agens må særlige masker eller respiratorer anvendes. I så tilfælde bør proceduren ske i faciliteter med negativt tryk. Det vil sige, at vi IKKE kan udføre den på BOH.

Hvis patienter mistænkt for TB eller anden smitsom lidelse, bør undersøgelsen planlægges,

således at den ligger sidst i dagsprogrammet. Personale bør bære FFP3-masker.

 

UDSTYR PÅ BRONKOSKOPISTUEN

OBS: Vi skal ved hver procedure kun pakke ud svt. at tage skylleprøver. Dvs. saltvand og prøveglas. De øvrige remedier samt medikamenterne skal blot være nemt tilgængelige på stuen ved behov.

  • Noradrenalin 1 mg/ml. Doseres med 1 ml i 9 ml NaCl. Der sprøjtes 2-4 ml mod det blødende sted ad gangen.
  • 100 ml sterilt, isotonisk saltvand i køleskabet, klar til brug ved blødning
  • Sterilt, isotonisk saltvand (min. 20 stk. 10-ml forfyldte sprøjter)
  • 4 stk. 50 ml sprøjter klar til sterilt, isotont saltvand til brug ved BAL
  • 1 spidsglas til børstebiopsi
  • Saks (steril) til at klippe børstebiopsi-børsten over
  • Prøveglas til opsamling af skylleprøver (glas fra Ambu)
  • 1 connector fra Ambu til  at forbinde bronkoskop og Ambu prøveglas
  • Evt. 1 BAL-væskebeholder
  • Evt. is og flamingokasse til brug hvis vi udfører BAL
  • Bronkoskop og monitor (medbringes af bronkoskopør)
  • Dropstativ til ophængning af monitor
  • Sæt med børste, tang, fremmedlegemefjerner, ballonkateter (skal IKKE pakkes ud på forhånd!)
  • Overtrækskitler
  • Briller/visir
  • Maske
  • Sterile handsker
  • Formalin til evt. biopsier til Patologiafsnittet
  • Kurverter og rekvisitionsblanketter til SSI – blanketter kan forud-udfyldes, da det drejer sig om de samme prøver hver gang

Vedr. BAL-væske til Patologisk Institut, RH:

Det er aftalt mellem Operations- og Anæstesiafdelingen og Patologisk Institut, at bronkoskopierne skal prioriteres til at foregå så tidligt på dagen, som muligt.

Patologisk Institut lukker kl. 15.24. Herefter er kun en laborant til stede indtil kl. 18.00. Indtil dette tidspunkt KAN prøver indleveres, men fra Patologisk Institut ser man meget gerne, at BAL-væsken ankommer i dagtid.

Da det drejer sig om en hasteprøve – fordi den skal transporteres på is for at holde cellerne i væsken levende – er det en stor fordel, at der er en patolog på arbejde, der kan analysere prøven, straks den ankommer.

 

Vedr. transport af BAL-væsken:

  • Bronkoskopøren skal melde til Informationen, at der kommer en hasteprøve.
  • Sygeplejerske informerer portør om, at der kommer en hasteprøve til Informationen.
  • Informationen bestiller JetPack, så BAL-væsken kommer med det første fly til København, og derefter bringes hurtigt og direkte til Patologisk Institut.
  • BAL-væsken leveres til:
  • Rigshospitalet, Teilumbygningen
  • Patologisk Institut 4. sal
  • Der er en reception lige ved elevatoren, hvor en laborant tager imod prøven.
  • Skulle det undtagelsesvist ske, at prøven ankommer senere end kl. 18, skal bronkoskopøren aftale med patolog, at en laborant forbliver på arbejde, indtil prøven ankommer.
  • Døren til Instituttet er låst efter kl. 18. Derfor skal buddet ringe til laboranten på tlf. ###TELEFON###.

Tilbage til top

Ansvar og organisering

Afdelingsledelsen har ansvaret for at det kliniske personale kender til denne VIP, samt sikrer rettidig revidering. 

De specialeansvarlige eller tilsvarende er ansvarlige for det faglige indhold.

Det kliniske personale er ansvarlige for at følgde denne vejledning.

Tilbage til top

Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil

Bilag

Tilbage til top