Indhold
Generelt
Bidsår er årsag til omkring 1 % af henvendelserne på danske skadestuer.
Ved dyrebid er det vigtigt at få en lægelig vurdering af behovet for stivkrampe- og rabiesvaccination.
I Danmark ses især bidsår fra hunde og katte og sjældnere mennesker. Risikoen for infektion efter bid varierer i forskellige opgørelser fra 2 til 60 %. Oftest vil der være tale om blandingsinfektioner med flere bakterier.
Ætiologi
95% af dyrebidsår vil indeholde mulige patogene mikroorganismer. Hyppigste bakteriefund er Pasteurella species og anaerobe bakterier, sjældnere streptokokker og stafylokokker.
Den bakterielle flora, som overføres ved bid, er dyrespecifik, oftest som blandingsinfektioner med flere bakterier.
Hundebid
Hundebid i hoved/halsregionen forekommer i 60-70 % af tilfældene, hos børn under 5 år. Hos ældre børn og voksne er det ofte den dominante hånd som angribes.
Mikrobiologi: Pasteurella multocida, Pasteurella canis, C. canimorsus, Staphylococcus aureus, Staphylococcus intermedius, streptokokker, og forskellige anaerobe bakterier. Hundebidsbakterien Capnocytophaga canimorsus er kendt for at kunne give en svær blodforgiftning med høj dødelighed.
Kattebid
Over halvdelen af alle kattebid involverer de øvre ekstremiteter. Dybe punktate sår, kan ses fordi katte har lange skarpe tænder. Hvis sådanne bid forekommer på hånden, kan bakterier blive inokuleret tæt på knogle eller led og give anledning til septisk artrit eller osteomyelit.
Mikrobiologi: P. multocida, C. canimorsus, stafylokokker, streptokokker, forskellige anaerobe bakterier. Bartonella henselae er årsag til kattekradssygdom.
Menneskebid
Mikrobiologi: S. aureus, streptokokker, Haemophilus, Eikenella corrodens, forskellige anaerobe bakterier.
Svinebid
Mikrobiologi: Pasteurella aerogenes, Erysipelothrix rhusiopathiae, stafylokokker, streptokokker, forskellige anaerobe bakterier.
Rotter og andre gnavere
Mikrobiologi: Francisella tularensis (tulariæmi), P. multocida, Streptobacillus moniliformis/minus, Leptospira spp
Profylakse
Rigelig sæbevaskning.
Ved dyrebidsår (hund/kat):
-
Tbl. penicillin 1 MIE x 4 i 6 dage, alternativt tbl. amoxicillin/clavulansyre 500/125 mg x 3 dgl. i 6 dage.
-
Ved penicillin allergi: Tbl. moxifloxacillin 400 mg x 1 i 6 dage.
Ved menneskebidsår:
-
Tbl. amoxicillin/clavulansyre 500/125 mg x 3 dgl. i 6 dage.
-
Ved penicillin allergi: Tbl. moxifloxacillin 400 mg x 1 i 6 dage.
Vaccination mod de ovenfor anførte bakterier er ikke mulig.
Forebyggelse mod stivkrampe (tetanus) og hundegalskab (rabies) skal overvejes i hvert enkelt tilfælde. I Danmark er bid af flagermus den eneste risiko for rabies.
Diagnostik og behandling
Dyrkning fra bidlæsionen. Kræsne bakterier har særlige vækstkrav, hvorfor det er vigtigt, at laboratoriet ved, at det drejer sig om bidlæsioner.
Ved systemisk påvirkning foretages bloddyrkning (anaerobt og aerobt).
Antibiotisk behandling empirisk ved mistanke om systemisk infektion:
-
Inj. piperacillin/tazobactam + metronidazol (i.v. eller p.o.). Som p.o. regime gives tbl. amoxicillin/clavulansyre.
-
Ved penicillin-allergi gives inj. cefuroxim.
Antibiotisk behandling rettes mod de aktuelle bakterier, og hvor i kroppen infektionen har spredt sig til. Behandlingen justeres altid efter dyrkning og resistenssvar.
Ved sepsis gøres der tiltag for at støtte vitale funktioner som respiration, kredsløb, koagulationssystemet m.v.
Ved inficerede dyrebid skal såret generelt ikke lukkes. Vigtigst er sårbehandling med fjernelse af inficeret/dødt væv.
Abscesser/ansamlinger skal dræneres.
