Sygeplejersker i Akutklinikken primært ved forløb, hvor patienten opfylder kriterierne for sepsis
Antibiotisk behandling ændrer den mikrobielle flora i de øvre luftveje, derfor bør der inden antibiotisk behandling tilstræbes at udføre trakealsugning med henblik på dyrkning.
Korrekt udført trachealsugning giver mulighed for at få relevant materiale fra nedre luftveje og dermed et mere pålideligt mikrobiologisk prøvesvar, som kan blive afgørende for diagnostisering og dermed behandling af patienten.
Diagnostisk trakealsugning er indiceret hos de patienter, der ikke er i stand til at ekspektorere materiale fra de nedre luftveje til mikrobiologisk diagnostik og som derfor bør derfor trakealsuges inden påbegyndelse af antibiotisk behandling.
Patienter som opfylder kriterier for sepsis skal have udført diagnostisk trachealsugning.
Der er desuden indikation for trachealsugning ved mistanke om, at patienten kan have Legionella pneumophila hvor Legionella i det tidlige sygdomsforløb let og hurtigt kan påvises ved genforstærkningsmetode (PCR). Da der kan være Legionella i brugsvand har mange syge Legionella i mund/svælgsekretet, som den følsomme PCR-metode reagerer på, hvorfor trachealsugning er nødvendig for at undgå kontamineret sekret fra de øvre luftveje.
Kontraindikation:
Trakchalsugning er en non-invasiv undersøgelse uden absolutte kontraindikationer.
Ved manifest generel eller lokal blødningstendens må man imidlertid overveje, hvorvidt man ved den i øvrigt relativt skånsomme metode risikerer at udløse blødning i et omfang, der kan give respirationsproblemer.
Forberedelse af patienten:
Patienten informeres om, at undersøgelsen kan give ubehag i form af irritation af næseslimhinden, kvælningsfornemmelse og kraftig hoste, men at pågældende hele tiden er i stand til at få luft, og at hoste er med til at gøre undersøgelsen vellykket. Patienten skal instrueres i at koncentrere sig om at trække vejret så normalt som muligt under proceduren.
Redskaber og utensilier:
Sugeaggregatet skal kunne præstere et undertryk på 200-300 cm H20.
Vinklet sugekateter: Til voksne anvendes 14-16 Ch, til børn 10-12 Ch. Den distale 1cm af kateteret har en åben vinkel på ca. 150 grader. Kateteret er åbent for enden og har to sidehuller for at undgå det suger sig fast.
Trakealsugeprøvesæt: Det sterile sæt indeholder et spidsglas påmonteret låg med to slanger. Den ene slange har en studs, der passer til sugekatetret samt et hul, der som ventil kan lukkes med en finger, når der skal suges. Den anden slange skal forbindes til sugeaggregatet. Sættet indeholder desuden et almindeligt skruelåg til spidsglaset til brug ved forsendelse samt en prøvemærkat.
Konisk mellemstykke monteres mellem slange fra sug og slange på prøvesættet.
Rene/sterile handsker.
Ampul/hætteglas med sterilt 0,9% saltvand.
Procedure:
Trachealsugning er en steril procedure, hvilket skal haves in mente under hele proceduren. Patienten kan enten være liggende eller siddende. Det kontrolleres, at suget yder min. 200cm undertryk. Slangen til sugeaggregatet forbindes med prøvesættets studs ved hjælp af det koniske mellemstykke. Undersøgeren skal anvende rene, men ikke nødvendigvis sterile, handsker medmindre det er en immunsupprimeret patient som kræver steril teknik. Undersøgeren skal påse ikke at berøre den del af kateteret, der skal passere forbi rima glottidis. .
Sugekateteret indføres forsigtigt, men fast i et næsebor. Vinklingen på kateteret skal vende således, at det følger den normale anatomiske krumning af meatus inferior og rhinopharynx. Der er et hak i studsen på sugekateteret, så man altid kan orientere sig om, i hvilket plan vinklingen er rettet. Kateteret føres videre forbi tungeroden til hypopharynx og skal placeres ud for aditus laryngis. Ved at lytte til studsen kan man høre luftskifte gennem kateteret. Hvis aditus laryngis passeres så kateterspidsen ender i esophagus kan der ikke længere høres luftskifte; kateteret må trækkes tilbage indtil der høres respirationslyd. Kateterspidsen skal nu pege ventralt, og man beder patienten lave en dyb inspiration medens kateteret avanceres yderligere ca. 5cm. Typisk udløses der kraftig hoste og placeringen af kateteret er korrekt. Uden at retrahere katetret åbnes for suget, samtidig med at sugekatetret forbindes med prøvesættet. En finger placeres på lufthullet i studsen, hvorved der suges via åbningerne i kateterspidsen. Uden at flytte kateteret suges i 5-10 sekunder, hvorefter fingeren flyttes fra hullet i studsen og kateteret kan trækkes ud. Hvis der ikke er udløst hoste, kan man bede patienten hoste, samtidig med at der suges. Det er yderst vigtigt ikke at suge på kateteret samtidig med at det trækkes tilbage, dels medfører det risiko for slimhindelæsion og dels mikrobiel kontamination med sekret fra de øvre luftveje.
Ofte vil der ved sugningen ikke være kommet sekret i selve prøveglasset, hvorfor kateterspidsen stikkes ned i det sterile saltvand og 1-2 ml suges op. Derefter fjernes proppen med de to sugeslanger, og skruelåget skrues fast på prøveglasset. Prøverøret /-ene markeres med patientdata. Patienterne er ofte akut påvirkede og har behov for ilt – som kan gives gennem iltkateter i modsidige næsebor eller ved at en assistent holder tragt/maske med ilt hen foran mund-næse området, mens undersøgelsen står på.
Modifikationer:
Har patienten meget sekret i næse og svælg, bør der inden selve trakealsugningen ”suges rent” med et andet kateter.
Larynx-sug:
Kateteret placeres uden for aditus laryngis. Patienten bedes om at hoste kraftigt, samtidig med at der suges. Man kan vælge at samle hele sættet fra starten og have tændt for suget, når kateteret nedføres: Det gør det vanskeligere dels at manøvrere, dels at høre luftskiftet gennem sugekateteret. Til dyrkning for Legionella anbefales at skylle med sterilt vand i stedet for saltvand. Det er ikke nødvendigt til PCRundersøgelse.
Risici:
Den hyppigste komplikation er selvlimiterende blødning fra næsehulen. Proceduren kan i sjældne tilfælde medføre vaso-vagalt anfald og bronkospasme. Der findes ikke angivelser for hyppigheden heraf. Ved hyppige sugninger – terapeutiske – gennem tube er der risiko for slimhindelæsion og slimhindeødem.