MORS instruks i Akutmodtagelsen

 
 

Målgrupper og anvendelsesområde
Fremgangsmåde
Ansvar og organisering
Referencer, lovgivning og faglig evidens samt links hertil
Bilag

 

Målgrupper og anvendelsesområde


Plejepersonale, sekretærer, portører og læger tilknyttet Akutmodtagelsen. Denne instruks supplerer den regionale instruks for Amager og Hvidovre Hospital: Mors procedurer for AHH.

Fremgangsmåde

Der skelnes mellem indbragte døde borger og borgere, der er døde i Akutmodtagelsen

  1. Indbragte døde borgere
  2. Patienten er gået ad mortem på 534/536
  3. Afdøde skal obduceres
  4. Indberetning til politiet, jf. Sundhedslovens kap. 55, § 179
  5. Ligpas til udlandet
  6. Doneret legeme til Anatomisk Institut.

 

1. Indbragte døde borgere (primært på 536)

Det betyder at afdøde er erklæret død af læge før ankomst til Akutmodtagelsen. Afdøde indbringes til 536 indtil videre tiltag eks. Retsmedicinsk Institut - København Universitet (RI).

 

Sekretær

  • Opretter Ny AKA-ankomst og skriver afdøde op i Vurderingsspor på det tidspunkt afdøde bliver meldt. Patienttype: Mors_ambulant. Udfylder symptomer med så mange informationer, som muligt
  • Ankomstregistrerer afdøde
  • Registrerer dødstidspunkt og dato i Mors-navigatoren
  • Angiver dispositionen ”død ved ankomst”
  • Angiver diagnosen DR992 eller anden relevant diagnose
  • Opretter et mors-notat, hvor Smartphrase .imors skal bruges
  • Ved udskrivelse opretter en AKA-epikrise og trækker mors-notatet ind i denne
  • Sørger for at lægen har printet og underskrevet dødsattesten og læg den i kassen mærket Mors (Portøren fra Kapellet henter dødsattest efterfølgende hverdag)
  • Når afdøde er kørt fra afdelingen, udskrives afdøde til mors og der skrives i kommentaren om afdøde køres til Kapellet eller RI
  • Skal afdøde til RI skal PPJ-udskrift med lægeinitialer fra 1. ligsyn og dødsattest printes og følge afdøde.

 

Plejepersonale

  • Modtag rapport fra ambulancepersonalet med bl.a. dødstidspunkt og initialer på læge, der har erklæret afdøde død
  • Videregiv dødstidspunkt og lægeinitialer til sekretær til ajourføring i SP
  • Tag hånd om pårørende og udlever pjecen: "Til de efterladte"
  • Dokumenter i SP under Mors-navigatoren i punkterne fra ”Læge orienteret” til ”Ejendele” Evt. udfyld senere hvis alt ikke kan dokumenteres ved ankomst
  • Der skal ikke spørges om obduktion (se afsnit om obduktion)
  • Istandgør IKKE afdøde før politi er kontaktet
  • Kontakt vagthavende politi (fulde navn) angående om afdøde skal på RI:
  • Hvis afdøde skal til RI:

    • Afdøde må IKKE gøres i stand
    • Hvis afdøde skal fremvises, kan man dog aftale med politi om let soignering og dække til
    • Alle værdigenstande skal følge afdøde medmindre andet er aftalt med vagthavende politi. Det skal noteres, at værdigenstande er fjernet efter aftale med vagthavende (fulde navn)
    • Såfremt afdøde har et stort pengebeløb på sig, skal vi dokumentere det og orientere vagthavende politi (fulde navn)
    • Mærk afdøde med to styks ID-armbånd; et om armen og et om anklen
    • Morskort med afdødes navn og CPR-nummer lægges mellem afdødes ben
    • Politi bestiller transport til RI, husk at få bekræftet, at de bestiller transport.
  • Hvis afdøde ikke skal til RI:

    • Afdøde istandgøres til evt. fremvisning
    • Deponer værdigenstande iflg. gældende regler. Deponeringsseddel og pose findes ved morskasse på sygeplejekontoret på 534 og på reol med pjecerne på 536
    •  Mærk afdøde med to styks ID-armbånd; et om armen og et om anklen
    • Morskort med afdødes navn og CPR-nummer lægges mellem afdødes ben under morslagen
    • Deponer tøj eller aftal med pårørende om det skal kasseres. Dokumenter i SP hvad der er aftalt. Pose med afdødes tøj skal mærkes med navnelabel og afhentes af portør eller lægges i skab ved stue 12 (glemte ejendele), der bringer posen til Informationen førstkommende hverdag
    • Afdøde kan fremvises på rum 14 på 536
    • Afdøde kan efter fremvisning placeres i Mors/kemi rum.

 

Skadelægen

  • Dokumenterer umiddelbar dødsårsag i Mors-navigatoren
  • Hvis politiet ”frigiver" afdøde skal skadelægen foretage 2. ligsyn 
  • På den elektroniske dødsattest, sæt kryds i "politi orienteret". Hvis den blå dødsattest anvendes, udfyldes rubrik B
  • Husk at printe, underskrive og lægge dødsattesten i kassen mærket ”Mors”, som hænger på væggen på kontoret på 536
  • Side 2 skal egen læge udfylde (få undtagelser - se senere)
  • Portøren fra Kapellet henter dødsattesten efterfølgende hverdag.

 

2. Patienten er gået ad mortem på afdeling 534/536

Sekretær

  • Opdaterer patientkontakt til D-kontakt
    • Er patienten i vurderings- eller skadespor til Mors_ambualnt
    • Er patienten indlagt til Mors_indlagt
  • Registrerer dødstidspunkt og dato i Mors-navigatoren
  • Angiver dispositionen ”død i afdeling”
  • Angiver diagnosen DR992 eller anden relevant diagnose
  • Sørger for at læge har skrevet mors-notat
  • Opretter en AKA Epikrise/Epikrise ved udskrivelse, hvor mors-notatet trækkes ind
  • Sørger for at lægen har printet dødsattesten og læg denne i kassen mærket Mors (Portøren fra Kapellet henter dødsattest efterfølgende hverdag)
  • Når afdøde er kørt fra afdelingen, udskrives afdøde til mors og der skrives i kommentaren om afdøde køres til Kapellet eller RI
  • Skal afdøde til RI skal PPJ-udskrift med lægeinitialer fra 1. ligsyn og dødsattest printes og følge afdøde.

 

Plejepersonale

  • Tag hånd om pårørende og udlever pjecen: ”Til de efterladte”. Ligger i MORS kasse på sygeplejekontor 534 og på reol med pjercerne på 536
  • Dokumenter i SP under Mors-navigatoren i punkterne fra ”Læge orienteret” til ”Ejendele”
  • Der skal ikke spørges om obduktion (se afsnit om obduktion)
  • Det er lægens vurdering og ansvar om politiet skal orienteres om dødsfaldet (såfremt afdøde skal til RI, se nederst side 2)
  • Afdøde istandgøres til evt. fremvisning; morslagen, bluse, ble og evt. kæbeholder
  • Deponer værdigenstande ifølge gældende regler. Deponeringsseddel og pose findes ved morskasse på sygeplejekontoret på 534 og på reol med pjecerne på 536
  • Mærk afdøde med to styks ID-armbånd; et om armen og et om anklen
  • Morskort med afdødes navn og CPR-nummer lægges mellem afdødes ben under morslagen
  • Deponer tøj eller aftal med pårørende om det skal kasseres. Dokumenter i SP hvad der er aftalt. Pose med afdødes tøj skal mærkes med navnelabel og afhentes af portør eller lægges i skab ved stue 12 (glemte ejendele), der bringer posen til Informationen førstkommende hverdag
  • Afdøde kan fremvises på stuen eller på rum 14 på 536
  • Afdøde kan efter fremvisning placeres i Mors/kemi rum.

 

Lægen

  • Dokumenter umiddelbar dødsårsag i Mors-navigatoren
  • Udfylde dødsattest i SEI, side 1 og 2
  • Husk at printe og underskrive (printet lægges i kassen mærket ”Mors”)
  • Portøren fra Kapellet henter dødsattest efterfølgende hverdag
  • Lægen vurderer om politiet skal orienteres om dødsfaldet, se punkt 5
  • Informere pårørende om afdøde
  • Tage stilling til obduktion i samarbejde med de pårørende.

 

3. Afdøde skal obduceres

Pårørende kan på eget initiativ anmode om obduktion, i så fald skal lægen tale med dem og udfylde og underskrive obduktionsbegæringen med det samme.

Ønskes der obduktion udfyldes obduktionsbegæringen med underskrifter og obduktionsbegæringen følger den underskrevne dødsattest side 1

 

4. Indberetning til politiet

Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til politiet:

  • Når dødsfaldes skyldes stafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde
  • Når en person findes død
  • Når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægefaglige grunde
  • Når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om arbejdsskadesikring
  • Når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling eller forebyggelse af sygdom
  • Når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, eller
  • Når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grund skønnes at kunne have politimæssig interesse.

Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives indberetningen af den ledende læge (AMA-bagvagt/Flowmaster).

 

5. Ligpas til udlandet

  • Lægen udfylder dødsattesten både side 1 og 2 (uanset om vi har tidligere diagnoser, kender dødsårsag eller afdøde)
  • Læge udfylder "ligpas" elektronisk
  • "Udskrift af dødsattest til brug ved udstedelse af ligpas".

 

6. Doneret legeme til anatomisk institut

Hvis afdøde har testamenteret sit legeme til Anatomisk Insitut, skal man i dagtiden ringe på tlf.: ###TELEFON###.

Ansvar og organisering

Afdelingsledelsen er i samarbejde med den kliniske sygeplejespecialist ansvarlig for implementering og vedligeholdelse af instruksen i akutmodtagelsen.

Referencer, lovgivning, faglig evidens samt links hertil

Bilag

​​​​​Ingen.